Rejse mod kunstens kerne

Der er Degas, som vi kender ham. Degas som vi tror, vi kender ham. Og Degas som vi kender meget bedre efter den fint fortalte udstilling på Glyptoteket.

Udsnit af Degas' "Danserinder i røde skørter". Foto Ny Carlsberg Glyptotek. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Impressionisterne er blandt de mest elskede grupper af kunstnere.

De vakte furore og skandale, da de i 1870erne begyndte at vise deres billeder i Paris, billedkunstens dengang ubestridte hovedstad, men hundrede år efter var alting glemt, som det hedder. Ja, faktisk tidligere, for op gennem det 20. århundrede afløs­te den ene mere radikale isme den anden. Ikke alene fik senere kunstskandaler impressionisternes billeder til at se helt tilforladelige ud. Vi begyndte snart at beundre lyset i deres værker, skønhedsdyrkelsen, de tilsyneladende frie penselstrøg, fortællingerne om det gode liv på landet og det moderne liv i storbyen.

Det er intet under, at mange museer opnår store besøgstal med impressionistudstillinger og herhjemme ikke mindst Ordrup­gaard og Glyptoteket, der da også har nogle af verdens fineste samlinger af netop impressionisterne. Men hverken samlingernes kvalitet eller udstillingernes popularitet er de eneste grunde til, at det er en god idé igen og igen at fremhæve impressionisterne. Gruppen er blandt de vigtigste forudsætninger for 1900-tallets kunst, og arrangørerne af udstillingerne finder til stadighed grund til at påpege den radikalitet, hvormed impressionisterne ændrede billedkunsten. Det kan måske være umiddelbart vanskeligt at se i dag. Billederne er jo i sig selv overjordisk smukke, vi er blevet vænnet til dem (ja, nogle af malerierne er blevet helt trivialiseret og reduceret til ren dekoration), og de kan ved første syn indgyde en ro og varme, det langt fra er alle epokers kunst beskåret. I dag møder vi i billederne måske også vores egen længsel efter landskabet og stranden, livet uden stress og familien samlet i kærlig krans til frokost omkring et langbord i Guds fri natur?

Det er noget siden, der sidst har været en Degas-udstilling herhjemme, og billederne er i sig selv pragtfulde, og alene glæden over at se dem vil utvivlsomt give Glyptoteket en fortjent publikumssucces.

Men der er mere. Det er også en klogt disponeret ophængning, der fører gæsten ind i Degas’ metode, og det er oplevelsen af denne kunstneriske radikalitet, der er blandt hovedformålene med udstillingen.

Impressionisterne udgjordes af blandt andre Monet, Renoir, Sisley, Pissaro og Berthe Morisot, som Ordrupgaard viste for nylig, og så var der Degas. Der var ikke mindst Degas. Edgar Degas (1834-1917) var bestemt en del af holdet, og han deltog også i syv af de i alt otte impressionistudstillinger, der blev afholdt i årene 1874-1886. Men der var nu nogle af kollegerne – Monet ikke mindst – som han ikke havde høje tanker om. Og også på andre måder adskilte han sig fra sine malerkammerater. Han valgte – med et præcist udtryk lånt fra udstillingens tilrettelægger, Line Clausen Pedersen – selv sine kolleger. Og han søgte dem snarere blandt de døde end de levende. Det er Degas ikke ene om. De fleste kunstnere søger tilbage i historien for at aflure deres forgængere tips og tricks og for i det hele taget at forholde sig til traditionen for derigennem måske at forny den, men det var så slående hos Degas, hvordan han hentede sine forbilleder, sine selvvalgte kolleger blandt fortidens malere. Især Ingres, Delacroix og de store italienske mestre.

Degas er måske mest kendt og elsket for sine danserindebilleder. Det er den største enkeltgruppe af motiver i hans samlede, meget omfattende værk: Unge kvinder der øver ballet eller slapper af mellem anstrengelserne. Han hentede også motiver fra væddeløbsbanen og fra kabareten. Han malede en del portrætter og endnu flere billeder af mere eller mindre afklædte kvinder i færd med at gøre sig smukkere eller på vej i seng. Påfaldende få landskaber i forhold til mange af sine samtidige – og Degas landskaber synes i påfaldende grad at være konstruerede. Hvor mange af impressionisterne fastholdt navngivne landskaber i flimrende lys, er det, som om Degas’ landskaber er koncentrater af synsoplevelser; erindringer om et landskab blandet sammen og filtreret i hans sind til blot billedet af, indbegrebet af et landskab. Han viser essensen af landskabet. Der er nogle greb i Degas’ billeder, som igen og igen kan lede tanken hen på Per Kirkebys.

Det at udtage et destillat af motivet og koncentrere det i én storslået komposition, er et af de greb, der gør ham meget moderne. Der lå i tiden en bevægelse bort fra den nøjagtige gengivelse af landskabet – og andre motiver i det hele taget – som en kunstnerisk dyd. Maleriet begyndte at handle mere om sig selv, sin egen komposition og sine egne møder mellem farver.

Tidligere i 1800-tallet var malere over hele Europa – imod akademiernes anbefalinger – begyndt at male i den frie natur og forholde sig til virkeligheden i stedet for mytologiske landskaber fra antikken. Men ikke Degas. Degas arbejdede i sit atelier, og han konstruerede sine motiver. Det gav ham en ny frihed til for eksempel at gøre sine billeder ... lidt mærkelige. Danserinderne på udstillingen er ofte gengivet i underligt akavede positurer; i et øjebliks hvile og eftertænksomhed hvor de sidder og strækker ud eller masserer deres fødder. På samme måde i motiverne fra væddeløbsbanen. Man kan sagtens se, det er heste og jockeyer, men hændelserne er forkerte i forhold til virkeligheden. Det er det maleriske, der interesserer Degas – og så tegningen som fundament for billedkunst. Han var virkelig et hestehoved foran, for han kunne gengive et, så det både minder om anatomiske studier i tidligere århundreders maleri og så samtidig indvarsler noget ganske nyt og anderledes, hvor det er stregen og linjeføringerne, der bliver det afgørende. Undertiden slipper han endda maleriet, inden det i konventionel forstand er færdigt.

Degas var – som en af de store samtidige, han beundrede, Manet – i den privilegerede situation, at han ikke behøvede at sælge sine billeder. Han gjorde det i øvrigt nødigt. Han holdt af dem – og samlede på ikke blot andre kunstneres værker men også sine egne.

Degas var ud af en gammel fransk adelsslægt og søn af en rig bankier. Han studerede en overgang jura – men det var kunstner, han skulle være. Ser man udstillingen, forstår man også hvorfor.

I begyndelsen af sin karriere var han stærkt påvirket af den store nyklassicistiske maler Jean Auguste Dominique Ingres (1780-1867) og dermed det rene og klare maleris storslåede og enkle opbygning, men som sine impressionist-kammerater blev han optaget af realistiske skildringer af samtiden. Herfra bevægede han sig mod opfattelsen af billedet som noget i sig selv. Ikke virkelighed. Ikke tilstræbt korrekt gengivelse af virkelighed. Men maleri. Kunst er at kunne, men kunst er også kunstig. Degas kan begge dele.

Degas havde – hvad der må være frygteligt i almindlighed men for en maler i særdeleshed – vanskeligheder med synet, og det ændrede i den sidste del af hans liv hans metode. Han intensiverede arbejdet med pastellen, af hvilken der er nogle pragtfulde eksempler på udstillingen, og han gik meget op i arbejdet med skulpturen. Motivverdenen er den samme. Danserinderne og hestene. I et meget radikalt værk fra omkring 1880 udstyrer han endda en af sine bronzefigurer -–forestillende en ung pige – med tylskørt og silkebånd om håret.

Ny Carlsberg Glyptotek er i den privilegerede situation, at museet ejer en af de få komplette samlinger af hans skulpturer. De rige samlinger af Degas har sammen med museets internationale tyngde betydet, at det har været muligt at låne udsøgte værker andre steder fra i verden, og det gør udstillingen exceptionel god. Dertil kommer det diskrete kuratoriske greb, der på en gennemtænkt måde leder betragteren dybere og dybere ind i Degas’ værk – og Degas’ metode.

Hvem: Edgar Degas.
Hvor: Ny Carlsberg Glyptotek.

Hvornår: Tirsdage-søndage 11-17. Til 1. september.