Det er helt utroligt, så smukke parkerne tager sig ud på denne tid af året. Bladene har skiftet farve, men de er endnu ikke faldet af. Græsset er grønt, så langt øjet rækker, og rundt om går kærestepar og ægtefolk fredeligt tur.
Løbere slipper man ikke for, men cyklisterne holder sig tilsyneladende på deres egne stier i Londons parker. Der hviler en stor fred over sceneriet, hvor kun legende hunde bringer bevægelse ind i synsfeltet. Himlen er blå, og sollyset er skarpt og falder som pletter mellem træerne.
Lige dén fornemmelse af lyspletter, der bevæger sig i vinden på grund af blæsten i træerne, kan man også opleve i Anna Maria Indrios og C.F. Møllers nybygning til det store naturhistoriske museum i London, der nu er åbnet for publikum.
Står man i bunden af den transparente glasfacade, der indrammer den store kokon, falder lyset gennem vinduernes strukturer ind på marmorgulvet på en meget smuk måde. Om det er den nordiske enkelhed eller den italienske tradition for lysiscenesættelse, der her slår igennem, er lige meget. Det er meget vellykket, og når foråret kommer, er museet også færdigt med udendørsarealerne, der lige nu henligger som en opgravet have.
Udvidelsen af The National History Museum i London kan ikke have været nogen nem opgave. Darwin Centre Phase 2, som det otte etager høje hus kaldes, er placeret mellem to på hver sin måde meget ekspressive bygninger. På den ene side hovedbygningen, Alfred Waterhouses tunge kolos fra victoriatiden med en imponerende og meget detaljeret udsmykning – og på den anden tegnestuen HOKs pågående high tech-bygning fra 2001 med dens rytmiske stål- og glasstrukturer. Begge bygninger er umulige at overgå i visuel støj.
I hvert fald for en arkitekt som Anna Maria Indrio og en tegnestue som C.F. Møller, der bekender sig til den skandinaviske modernismes diskrete og elegante udtryk. Og så alligevel. Ved at underspille træder den nye bygning frem som en meget markant struktur i byen. Bag en glasfacade eller som i et gigantisk glasskrin finder man selve udstillingsbygningen i en puppe. Metaforen giver mening, eftersom stedet er helliget insekternes forunderlige verden, og det er i virkeligheden lykkedes med et enkelt greb at signalere, hvad huset rummer og fortæller om.
Puppen, der i Anne Maria Indrios udgave har en hvidlig overflade, som var den spundet af silke af et insekt, hvis størrelse det ikke er rart at tænke på, er et arketypisk billede på natur og rummer således indirekte også en hyldest til Darwin og hans forestillinger om evolutionen. Puppen er også et billede på noget, der bærer fremtiden i sig.
Øjenåbnende oplevelse
I puppen finder man 17 millioner insekter og nogle millioner planter indsamlet gennem flere hundrede år – samt 220 forskere. Forskerne arbejder med at forøge vores viden om insekter, men under tiden står de også til rådighed for de besøgende. På ruten gennem museet ser man ind i laboratorierne, og på bestemte tidspunkter er det muligt at føre en samtale med nogle af forskerne.
Darwin Centre er ikke et museum. Det er en udstillingsbygning eller en blanding af et eksperimentarium og et oplevelsescenter. Som sådan er det et fornemt forsøg på folkelig formidling uden at gå på kompromis med ret meget. Det er et oplagt sted for forældre og børn eller for bedsteforældre med børnebørn, for uden at ty til billige effekter i noget nævneværdigt omfang er der nok at se på. Og se på i betydningen: Få åbnet øjnene over for. Der er mange pudsige oplysninger om insekterne og deres liv, deres vinger, spisevaner, adfærdsmønstre osv. Men det er ikke paratviden, der forbliver på Trivial Pursuit-niveauet. De kuriøse oplysninger anvendes til at give en forklaring af den slags, der i hvert fald kan vække til eftertanke.
Et videns kreditkort
Man begynder på øverste etage og bevæger sig nedad, og det giver en fornuftigere afvikling af de mange besøgende, der i øvrigt står i kø uden for museets hovedindgang for at komme ind.
Det er tanken at etablere en særlig indgang til Puppen, når haven foran den er færdig, men indtil da passerer man altså den imposante indgang til det naturhistoriske museum, hvor noget af det første, man får øje på i en enorm hal, er en meget lang dinosaur, der engang for en del millioner år siden vraltede rundt på kloden. Den har ikke været savnet siden. En række af dens artsfæller går rundt i en afdeling umiddelbart til venstre for hovedindgangen. I hvert fald bevæger de deres mekaniske hoveder til hvinende fryd for de mindste. Men kan imidlertid også gå direkte ad en gang til indgangen til Darwin-centret. Her får man udleveret et kort, der kan bruges til at indsamle information undervejs.
Det foregår på den måde, at hvis der er noget, man synes er særligt fascinerende – insekternes forplantning, måske – holder man sit kort hen til en kortlæser, og når man så er hjemme hos sig selv, kan man ved hjælp af kortet gå ind på sin unikke hjemmeside og arbejde videre med de informationer, man har indsamlet under sit besøg.
Som antydet er Darwin Centre ikke et museum, skønt det altså rummer omfangsrige samlinger. Det er et sted for oplevelse, som måske undervejs eller efterfølgende kan inspirere den besøgende til selv at søge viden om insekterne og den natur, de er en del af.
Af samme grund er det en meget afvekslende vandring, man foretager i de prunkløse gange, hvor arkitekturen træder tilbage for at give udstillingerne plads. Her er billeder og film på væggene, og her er montrer med eksempelsamlinger, der viser den betydelige variation, der kan være inden for en bestemt insektart. Man kan trykke på knapper og høre insekternes forskellige måder at kommunikere på, eller man kan – det måtte jo næsten være der – slå hånden mod en sværm af virtuelle insekter, og når så kræene er døde, kan man læse om deres korte men interessante liv.
Det vil være forkert at sige, at Darwin Centre sætter nye standarder for denne form for gedigen bred formidling, men det er gjort afvekslende og interessant. Og under alle omstændigheder er stedet et besøg værd alene på grund af den fornemme arkitektoniske løsning, Anna Maria Indrio og C.F. Møllers tegnestue har skabt. Igen. Der er al mulig god grund til at se frem til den storstilede udvidelse af det maritime museum i London, arkitektfirmaet nu skal i gang med.
