Peter Carlsen balancerer mellem helte og antihelte

Peter Carlsen er en af de store humorister i dansk kunst. Men han er ikke uden brod i sine malerier, hvor han tager kunsthistorien og hverdagens billeder under behandling. Til marts udstiller han i Kastrupgårdsamlingen.

Peter Carlsens »Danmark: 2009«
Læs mere
Fold sammen

Født i 1955 og uddannet på Kunstakademiet i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne deler Peter Carlsen generation med de såkaldt unge vilde malere som for eksempel Peter Bonde, Claus Carstensen, Kehnet Nielsen og Nina Sten-Knudsen, og han deltog også i nogle af tidens vigtigste gruppeudstillinger.

Tilsammen udgjorde de vilde en usædvanligt dynamisk gruppe. Fælles for mange af dem var, at de arbejdede med kunst inspireret af anden kunst og altså frembragte værker med mere eller mindre eksplicitte referencer til kunsthistorien. Og udover selve kunsthistorien også til hvad man kunne kalde hverdagens billeder.

Begge dele gælder i meget høj grad for Peter Carlsen, der gennem sit værk ofte arbejder med billeder, der henviser til såvel Den Store Kunst som det, man tidligere affærdigede som trivialkultur. Som man for eksempel mødte den i eventyrene om tegneseriehelten Willy, der efter et par tilløb tog på permanente eventyr i Familie Journalen fra midten af 1950erne til midten af 1970erne.

En af de store serier i Peter Carlsens værk er således kunstneren selv i forskellige udgaver af Willy.

Hos Peter Carlsen hedder Willy Villy, for han er mere en jordbunden antihelt end en intergalaktisk rejsende, der slås med kæmpeedderkopper. Villy kan nu også. I en af sine stjernestunder – »Sejrssikker Villy« fra 1983 – står den triumferende danske helt iført striktrøje og tropehjelm og udstyret med en fluesmækker. Villy er sikker på, han nok skal få ram på sin fjende.

I reglen ligner Villy absolut ikke Willy. Villy er ikke slank og sportstrænet, og Villy ligner ikke en, der har styr på det hele, sådan som helten har det i alle de billeder, romaner, tegneserier og film, der skildrer, hvordan en mand reagerer i farens stund.

Rene hverdagsheltinder

Som der findes helte, findes der også heltinder. Af en slags. Peter Carlsens heltinder er måske ikke, hvad vi sædvanligvis forbinder med begrebet. Eller hvad vi møder i spændingsfilm i fjernsynet.

Omend de fremstår idealiserede, er der dog tale om en slags hverdagsheltinder, der kæmper en respektindgydende kamp med en af den moderne tilværelses store udfordringer: At sikre en ren krop i et rent hjem.

Hvor Villy måske, hvis sandheden skal frem, ikke fremstår som en atletisk mand frisk fra det halvmaraton, han løb på vej hjem fra fitnesscenteret, er de navnløse kvinder påfaldende veltrimmede. Det er nemt at konstatere, for de har ikke noget tøj på. Udover de obligatoriske højhælede sko, der både indgår i modeverdenens og i pornografiens scenografi.

En rigtig mandlig helt kan finde på triumferende at placere den ene fod på nedlagt bytte. Hemingway lod sig for eksempel fotografere sammen med både døde løver og aflivede sværdfisk.

Men hvad gør en kvindelig hverdagshelt? En kvindelig hverdagshelt sætter foden på støvsugeren. Og så fremviser hun stolt sine hjælpemidler som for eksempel hygiejnebind eller insektgift.

Men i det morsomste bidrag til serien af feminine hverdagshelte har kvinden i højre hånd en dusk hår, mens hun i venstre holder en barberskraber. I mange af sine billeder maler Peter Carlsen gerne med en bred pensel og heftigere penselstrøg, men netop i »Hygiejne« har han valgt en meget skarp, nærmest nyrealistisk malemåde, så der ingen tvivl er om, at kvinden lever op til tidens ideal om, at kønnet er glatbarberet. Undertitlen er da også: »Gilette, the best a man can get«.

Deprimerende Dannebrog

Er Anker Jørgensen en helt? Svaret afhænger helt af, hvem man spørger. For nogle er han »manden der skubbede den danske økonomi ud mod afgrunden«. For andre »den sidste ærlige socialdemokratiske leder«. Så hvordan ser Peter Carlsen, der i midten af 1990erne portrætterede den tidligere statsminister, på ham?

En version, som tilhører Frederiksborgmuseet, gengiver Anker Jørgensen som mennesket snarere end politikeren. Siddende. Talende. Som i en privat stund. Maleriet af Anker Jørgensen er blottet for symboler og attributter, der henviser til hans virke.

I andre portrætter gengiver Peter Carlsen hyppigt personerne sammen med referencer til deres beskæftigelse.

Møbelfabrikanten Peter Lassen sammen med en Montana-reol eller tidligere chefredaktør, Hans Engel, med et udsnit af en forside af Ekstra Bladet. Men Anker Jørgensen er gengivet som en far eller onkel, vi alle sammen kunne have, og det kan tolkes som et udtryk for varme og respekt. At maleren synes, Anker Jørgensen er et fint menneske.

Et vægtigt værk er »Danmark 2009«, der tilhører Frederiksborgmuseet. Det er et grufuldt billede. Grufuldt deprimerende. Kompositionen er bygget over et af kunsthistoriens mest berømte malerier, Eugène Delacroix’ »Friheden fører folket på barrikaderne«, fra 1831, der hænger på Louvre.

Delacroix’ billede er inspireret af Julirevolutionen, der fandt sted i Paris i tre dramatiske dage året forinden. Flankeret af en lille dreng leder Marianne, der er et symbol på republikken, folket til kamp mod magthaverne; contre nous de la tyrannie, som det hedder i den franske nationalsang. Det var glorværdige dage! Det var tider for heltedåd! Men hvordan rimer heltedåd med en dansk virkelighed i begyndelsen af det 21. århundrede?

Ikke særligt godt. Ikke videre tiltalende. Marianne er erstattet af Villy i bar overkrop, indkøbspose og svingende Dannebrog. Den lille dreng udskiftet med en kvinde i bikini, der måske kunne være trådt ud af et af tidens populære realityprogrammer, og folket er en skare sammensat af Anders Fogh Rasmussen (med blod på jakken), en præst med et kors, en landmand med en høtyv og en borger med sin hævede golfkølle.

Selv den godmodige roligan, der blev billedet på en fredsommelig dansk druk- og fodboldkultur, har en kølle i hånden.

I forgrunden sidder skræmmebilledet af en dansker i en plasticstol med en kasse øl bekvemt inden for rækkevidde. Han kigger lidt uengageret op fra sit formiddagsblad: Kommer det mon egentlig mig ved?

Peter Carlsens udstilling vises i Kastrupgårdsamlingen mellem 5. marts og 7. juni.