Der var engang, da den i reglen billigste måde at komme til Paris på var med toget.
Det er længe siden. Det var inden liberaliseringen og dereguleringen af den europæiske luftfart, før flyselskabernes slagtilbud og før alt muligt andet, der siden er blevet selvfølgelige afbræk i hverdagen for de fleste danskere. Vi skal i hvert fald tilbage til slutningen af det mærkelige årti, vi kalder for 1980erne, perioden mellem de munkegrå 70ere og de håbefulde 90ere.
Dengang tog man toget til Paris. Det bevægede sig gennem natten og tre lande, indtil man den følgende formiddag stod af på Gare du Nord. De første gange var det fuldstændigt bevægende, når man gik ud af banegården og mødte Paris med dens boulevarder, platantræer, små anlæg med irrede statuer, huse med høje skodder, cafeer på hjørnerne, og hvad der forekom at være et ganske særligt lys. Som mange eventyrlige byer var Paris, som man havde set det på film og læst om i bøger. Bare meget bedre.
Kan man genkalde eller forestille sig den stemning og det møde med en stor by, vil man sætte pris på Krass Clements nye bog med ældre fotografier. Krass Clement er en billedkunstner, der i sine magtfulde bøger er karrig med ordene, og han har hverken strøet om sig med titler eller årstal, men meget - og herunder en enkelt oplysning forrest i bogen - tyder på, at billederne er taget endnu længere tilbage i tiden. Endnu tidligere i det 20. århundrede. Dengang i 1960erne og 70erne, da den kosmopolitiske kunstner arbejdede som fotograf i Paris, og som så mange andre har taget toget til Byernes By, set landskabet og de store europæiske industrianlæg og kulbunker passere undervejs og dvælet i togenes gamle spisevogne, der i sig selv var en stor oplevelse på rejserne dengang.
Krass Clement har da også fundet det naturligt at indlede billedforløbet med udsigten fra togvinduet og de på samme tid rolige og forventningsfulde øjeblikke i spisevognen i sit gensyn med dengang: Vi er på vej.
Veritabel pariser
Når man kigger i bogen, forestiller man sig, hvordan Krass Clement er ankommet til Paris som enhver anden ung fotograf eller forfatter eller bare nysgerrig rejsende og ikke har kunnet få nok af byen. Han har erobret den. Han har forsøgt at gøre den til sin hverdag og håbet at blive dens fortrolige.
Selvfølgelig har han været fascineret af restauranterne og cafeerne, han må have siddet på bistroerne og spist terrine, steak frites og camembert, mens han har drukket rødvin og bagefter den bitre kaffe, for som den franske filosof, Roland Barthes, har formuleret det: »Når man tager en bid af en bifteck, tager man en bid af Paris«.
Krass Clement er som så mange andre, der med et åbent sind er kommet til den franske hovedstad, drevet rundt i parkerne, i hallerne og på torvene, på de brede boulevarder og for den sags skyld også i de små gyder, hvor de mest imødekommende piger findes. Han har fulgt med strømmen i det vidt forgrenede franske metrosystem, hvis stationsnavne i sig selv lyder som fragmenter af digte. Og så har han om noget - selvfølgelig - taget billeder af nætternes og tågernes Paris. Der er i hans fotografier et ekko af franske film endnu tidligere i århundredet, da instruktørerne hed Jean Renoir, Marcel Carné og Jacques Prévert - og Jean Gabin gik rundt i de mørke, regnvåde gader eller langs kajerne med en gitanes sans filtre i mundvigen. Både maskulin og følsom på én og samme tid. Og netop sådan er Krass Clements Paris set gennem årene.
Men han har ikke taget billeder af Eiffeltårnet, Triumfbuen eller Louvre. Og det er der såmænd også så mange andre, der har sørget for. Som en af de store danske fotokunstnere, Viggo Rivad, som Krass Clement her og der kan minde om i sine ungdomsbilleder, engang har sagt: »Når alle fotografer løber i én retning for at få taget et billede, så bliver det jo taget, og så kan jeg jo lige så godt gå i en anden retning for at se, om der ikke også skulle være et billede dér«.
Det er der også fra tid til anden. Krass Clement har med flid opsøgt det anonyme, sine steder fattige og nedslidte Paris for at finde hverdagens poesi i det upåagtede. Og i Paris-billederne ser man tidligt den evne for at se et motiv i det tilsyneladende banale, der siden skulle udfolde sig i hans mange andre, mesterlige billedserier, der er noget af det tætteste, dansk fotografi er kommet egentlige romaner om stedernes ånd og om rejserne for at finde dem.
Ingen ende på Paris
Rejsen er - sammen med forfaldet og fortiden, skyggen og stilheden - et gennemgående motiv i Krass Clements omfattende værk. Og rejsen har selv bragt ham til blandt andet Irland, Cuba, Lissabon, Moskva og til andre eksotiske lokaliteter som det københavnske seksdagesløb og de københavnske bordeller, færgen over Storebælt og en længere rejse gennem det europæiske motorvejssystem.
Hver gang har det været en berigelse af få Krass Clements seneste bogværk i hånden. Også denne gang - skønt mindre står på spil i forhold til adskillige af hans andre projekter. De har ofte fortalt om selve eksistensen. Her er samlet en serie fine og stemningsfulde billeder, der har ventet på en fortjent udgivelse, fordi de ganske enkelt har været for gode til blot at ligge i arkivskabet. Det er notater og skitser fra ungdommen, der nu er samlet til et portræt af en tid og af en by, der nok har forandret sig, men ikke desto mindre lader sig genkende i fotografierne - for nogle byer forandrer sig kun, for at de kan forblive, som de var.
En ting, der kendetegner Krass Clement, er, at han med konsekvens og nerve altid har opsøgt vidt forskellige miljøer, hvor han har fotograferet, så han måske snarere end at fortælle om stederne har fortalt om stedernes mentale karakter. Ofte med en undertone af forladthed og melankoli. Han udleverer ikke, men solidariserer sig med de mennesker, han fortæller sine gribende historier om, og så ligger der alligevel en fin distance i hans arbejder. Alene titlerne kan angive den grundtone, der ligger i hans værk. Nogle eksempler: »Det tavse land«, »Det lånte lys«, »Skygger af øjeblikke«, »Byen bag regnen«, »Hvor ingen talte« og »Ved døden«.
Paris-bogen lægger ikke nyt til værket, der i øvrigt i de senere år synes mere råt og æstetisk radikaliseret i forhold til tidligere værkserier. Men det lægger ved til det. Disse samlinger af billeder fra rejsen, mennesker i forbifarten, mennesker i færd med at finde ud af livet eller ved at bukke under på grund af det er med til at komplettere billedet af Krass Clement, fordi de fortæller om, hvordan han begyndte. Bogen bidrager til at understrege den imponerende konsekvens i Clements værk.
Det er melankolske billeder, det er billeder af nat, ensomhed, afgrund og udkant. Men det er også billeder af en by og - for nu at låne titlen fra en dansk oversættelse af nogle dejlige erindringer af Hemingway - så er der ingen ende på Paris.
