Grænseløst. Yayoi Kusamas værk er grænseløst. På så mange punkter. Eller prikker.
Den japanske billedkunstner har gjort prikker til sit varemærke – eller et af dem. I hendes billeder, skulpturer, installationer osv. optræder et mylder af prikker, der – ved at være så mange – på sin vis ophæver sig selv og bliver til store ornamentale landskaber.
Yayoi Kusama voksede op i et af de hjem, hvor man ikke så med glæde på barnets drøm om at blive kunstner. Hun blev født i 1929 i Japan, og forældrenes ønske om at gøre en hæderlig hustru ud af hende mislykkedes totalt.
Hun ville være kunstner, og det blev hun også, og da New York i 1960erne var kunstens centrum, tog hun i slutningen af 1960erne til USA, hvor det da også lykkedes hende at blive en del af scenen.
Blandt andet i kredsen omkring Andy Warhol med hvem hun har en række fælles træk. Også i den selviscenesættelse der gennem årene bliver en del af hendes værk og image. Og mellem de to er der heller ingen grænser af betydning.
Optræder gerne som sig selv i sit værk
Louisianas udstilling rummer en række eksempler på, hvordan hun anvender sin krop som en del af sit værk.
Og hippiedrømmen om den grænseløse frihed i 1960ernes alternative kulturer med nøgenhed, nedbrydning af grænser mellem mennesker og forestillingen om ophævelse af grænserne mellem kunst og virkelighed harmonerede med Kusamas performative kunstpraksis.
Hun optræder gerne som sig selv i sit værk. Hun bliver da også anholdt et par gange for uanstændig opførsel i det offentlige rum.
Uanstændigt var det ifølge ledelsen af Venedig-biennalen også, at hun i 1966 sælger nogle spejlblanke kugler i parken med pavillonerne for småpenge.
Så gik det bedre, da hun i 1993 vendte tilbage til biennalen som officiel repræsentant for Japan. For selvfølgelig opnåede hendes originale bidrag til den moderne kunst også officiel anerkendelse i både USA, Europa og Japan, som hun vender tilbage til. Det er omkring på samme tid, hun vælger frivilligt at lade sig indlægge på et privat psykiatrisk hospital, hvor hun har boet lige siden.
Det grænseløse ligger allerede i hendes tidlige billeder. Meget omfangsrige. Egentlig fyldt med prikker, men så mange at de udviskes, og det bliver til store abstrakte kompositioner, der leder tanken hen på kosmos og uendelighed. Eller som at se på himlen eller havet. Egentlig blot bølgende bevægelser.
Det uendelige mareridt
I perioder vokser prikkerne, og baggrunden antager andre farver, eller billederne bliver til skulptur, og så ligger installationen lige for. Rum med spejle, polkaprikker og dramatiske farver.
Det er som at kigge ind i en mareridtsagtig uendelighed, hvor omgivelserne og én selv gentages i det uendelige. Grænseløst. Og hæmningsløst.
Kunsthistorien vrimler ikke med overbevisende eksempler på, at samarbejde mellem en billedkunstner og modeindustrien har været lykkeligt. Som regel aner man hensigten, og ikke at der er noget ondt i at ville tjene penge, men det er nu sundest at gøre det med sjælen ubeskadiget.
I Kusamas tilfælde er samarbejdet med store modehuse nærmest en logisk konsekvens. Også af selviscenesættelsen. Og af det feministiske perspektiv der ligger implicit i hendes værk. Lidt ligesom landsmanden – landskvinden? – Yoko Ono, som man også kan komme til at tænke på under udstillingen. Begge har haft en slidsom vej i en af historiske grunde mandsdomineret kunstverden.
Der er alvor bag løjerne, men også den grænseløst legende kvalitet i Yayoi Kusamas værk gør udstillingen seværdig. Ikke mindst prisværdigt er det, at kunstnerens forhold til 1960er-avantgarden og hvad der fulgte, er så fint belyst.
Og med de mange spejle i flere af installationerne er det selvfølgelig den perfekte udstilling til selfies.
Hvem: Yayoi Kusama.
Hvor: Louisiana. Tirsdage-fredage kl. 11-22, lørdage-søndage kl. 11-18. Til 24. januar 2016.
