På besøg i de sorte hjemsteder

I dag genåbner Kunstforeningen på Gammel Strand i København i gennemrestaurerede lokalerog med en udstilling af David Lynch´makabre billeder. Det er u-u-u-hyggeligt.

»Bob« er en gennemgående figur hos David Lynch. Ikke én person, men mange forskellige. »Bob« er under alle omstændigheder en stærkt voldelig person, der imidlertid også kan komme til kort under mødet med andre gestalter som den uhyggelige »Redman« i billedet fra 2000 med titlen »Mister Redman«. (udsnit) Fold sammen
Læs mere

Og begge dele er en kvalitet.

Kunstforeningen, der for 185 år siden blev oprettet af C.W. Eckersberg, er blevet sat i stand. Udstillingsrummene er blevet mere regulære og endnu bedre - men det bedste kan man slet ikke se. Kunstforeningen er blevet opgraderet med hensyn til sikkerhed og klimastyring - så man kan vise udstillinger af den karat, der her er tale om.

David Lynch var billedkunstner, inden han skabte sine skræmmende film og TV-serier, der både er blevet kult for de indviede og begavet underholdning for de mange. Udstillingen er tilrettelagt, så man får et indtryk af hans arbejde gennem årtierne med hovedvægten lagt på nyere billeder. Det er blandt andre dem, der åbner udstillingen med manér. Store - i alle ordets betydninger - tunge lærreder fyldt med gru.

Da »Twin Peaks« ændrede opfattelsen af, hvordan man laver TV-serier og med et klip gjorde det klart, at 1980erne endegyldigt var overstået, hed det blandt meget andet i markedsføringen, at det var fortællingen om »den smukkeste drøm og det sorteste mareridt«. Og på samme måde, som Lynch i sine levende billeder skaber smukke scenerier og grufulde fortællinger, gør han det i sine malerier og tegninger. Det er - for nu at bruge endnu et Twin Peaks-udtryk - historier om de sorte hjemsteder. Især dem der er i sindet. At der er en intim sammenhæng mellem Lynch faste og levende billeder, fremgår også af det omfattende arkiv af billednotater, der lukker udstillingen. Enhver Lynch-fan vil kunne finde sine skjulte betydninger i tekst og tegn foruden de helt åbenlyse: Fire walk with me.

Slående er det også, at der i flere af malerierne optræder en temmelig ubehagelig og voldelig type, der hedder Bob. Muligvis ikke den samme Bob som ham, der hærgede i Twin Peaks, men så en anden Bob da. Vold og mord er - sammen med det paranormale - blandt de absolut fremherskende temaer i David Lynch sorte univers. Det er fortællinger om mere eller mindre syge sjælstilstande. Hjemmet er det mest utrygge og uhyggelige sted, man kan opholde sig. Og han tager os med ned i sindets kældre, hvor de vilde hunde glammer. Som for at sætte trumf på og fremhæve uhyggen er udstillingen ledsaget af musik komponeret af Lynch selv, og den stærkt stemningsskabende lyd er med til at understrege det knugende og truende, der er over Lynch billeder. Ligesom i filmene.

David Lynch kan sin kunsthistorie, og mange steder minder hans billeder om andre kunstneres, men ikke desto mindre lykkes det ham at samle og sample sine indtryk på en sådan måde, at det bliver et originalt og personligt udtryk, der troværdigt føjer facetter til indtrykket af den store visuelle poet, vi i forvejen kender fra det gyldne lærred.