Et gennemgående tema i Michael Kviums billeder synes at være vores forfængelighed og forgængelighed.
Det er jo et gammelt motiv i billedkunsten, at vi bliver mindet om, at vi skal dø, og at vi af hensyn til vores afmålte tid på jord såvel som vores chancer i livet efter døden skal bruge livet fornuftigt og kvalitativt og ikke til tøjlesløs underholdning og vellevned.
Den unge kvinde står – i et af Kviums billeder – foran spejlet og kommoden med blomsterbuketten. Men vi ser også hendes skygge. I form af et skelet. Levende i dag. Væk i morgen. Som boblerne i bækken. Køn i tidens populære forstand er hun ikke, men det er Kviums personer aldrig. De fleste ligner idioter, og alle ser mere eller mindre degenererede ud.
Det er ikke noget smigrende billede, Kvium viser os i sit troldspejl. Og man ville blive mere eller mindre deprimeret af udstillingen, hvis det ikke var, fordi billedernes civilisationskritiske analyse af tiden og mennesket indeholder sin egen modsætning. Nok er det en ond verden, han skildrer, og katolske præster med en perverteret forkærlighed for små drenge er endnu en motivkreds, han føjer til sin skræmmende heksering af fortællinger om menneskelig råddenskab. Men så er der det opløftende ved Kviums billeder, at han faktisk tager fat ved de tendenser i tiden – og i menneskelivet på tværs af tiderne i det hele taget – der burde være til debat menneske og menneske imellem og påtrængende refleksion for den enkelte.
Det opløftende er naturligvis også, at Kvium teknisk er så dygtig, at han er god til at administrere sine virkemidler og bruge billedfladen optimalt, og at det i det hele taget er en række fremragende værker, han viser. Forfærdende, men fremragende.
Ubehagets æstetik
Det er billeder, der gør ondt, men er vigtige. Det er billeder, der kan være modbydelige at se på – hvem ud over retsmedicinere holder af maddiker, rotter og kranier? – men samtidig ejer både en anden skønhed og en påtrængende nødvendighed.
Det er med Kvium som med Christian Lemmerz. Det er en slags ubehagets æstetik og moralsk diskurs. Lemmerz er måske den kunstner, Kvium synes mest beslægtet med, men ellers er det også et interessant aspekt ved udstillingen, at Kviums billeder indeholder adskillige kunsthistoriske referencer. Ikke blot i form af vanitas-motivet, der blev nævnt i indledningen, men også ældre mestres behandling af nogle tilsvarende problemstillinger.
Endnu et opløftende aspekt ved udstillingen er, at billederne er meget flot ophængt, så de virkelig får plads omkring sig, samtidig med at det tematiske og serielle præg i Kviums måde at arbejde på fremstår tydeligt. Udstillingen i Kastrupgårdsamlingen, der fortjent vil få mange besøgende, er kun den første på en turne, der efterfølgende bringer billederne til bl.a. kunstmuseet i Horsens.
