Ole Faarup har næse for talent

Direktør Ole Faarup har en af Danmarks fineste samlinger af samtidskunst – og hvert eneste værk er udvalgt med hjertet og en veludviklet evne til at spotte nye unge talenter.

Foto: Sophia Juliane Lydolph. Enkelte gange er det kunstneren, der fascinerer før værket. Som Pascale Marthine Tayou fra Gabon, kunstneren bag det glashoved, der pryder sofabordet. Ole Faarup mødte kunstneren til middag på kunstmuseet Arken, og blev meget rørt over en tale han holdt. »Han talte om menneskelig tolerance og fred og sjæl. Det var så rørende, at jeg tudede, og så tænkte jeg, at den kunstner ville jeg have noget af.«
Læs mere
Fold sammen

At træde ind i Ole Faarups store lejlighed på Frederiksberg er som at træde ind i et privat museum. Lige meget hvor øjet lander, står, ligger eller hænger der et nyt farverigt kunstværk. Selv på toilettet, i køkkenet og bag døren i gæsteværelset.

De tre stuer en suite er flankeret af to af samlingens hovedværker, »Ski Jackets 94« og »Country Rock«, begge af Peter Doig, der i de senere år er blevet en stjerne i millionklassen og til apil får en særudstilling på Louisiana. Begge værker er købt i midten af halvfemserne og er glimrende eksempler på, at 80-årige Ole Faarup har en bedre næse for talent end de fleste.

»Dengang vidste ingen, at han ville blive til det, han er i dag,« siger Ole Faarup med stolthed i stemmen, som en far, der tidligt har set potentialet i sine børn og nu glæder sig over, at resten af verden følger trop.

Ole Faarup vil dog ikke ud med, hvad de to værker er værd. Han synes ikke, det er interessant at tale om penge. For ham handler kunst om en helt anden form for valuta, nemlig følelser, nydelse, skønhed og fascination.

»Jeg køber aldrig kunst for investeringens skyld, jeg køber, når der er noget, jeg kan lide, og hvis jeg synes, jeg kan betale det,« siger Ole Faarup, der beskriver det at stå foran et spændende værk som at få »et sug i maven«.

»Man spærrer øjnene op. Det får hjertet til at sitre, det gør det altså.«

Følelsen bliver ikke mindre efter, at værkerne er kommet hjem at hænge. Ole Faarup omtaler gerne sine værker som »mine børn«´og indrømmer, at han savner dem, når de er udlånt til udstillinger i udlandet. Som værket »Blossom« af Chris Ofili, der normalt hænger og tager imod i entreen, men netop nu er udlånt til New Museum i New York.

»Jeg glæder mig til at få det hjem. Det er så dejligt at komme ind ad døren og se det som det første og sige goddag til »Blossom«.«

Sjovt at satse på de unge

At købe kunst med hjertet er imidlertid ikke det samme som at købe kunst for livet. Ole Faarup erkender gerne, at han indimellem tager fejl og kommer til at købe værker, der efter et stykke tid holder op med at fascinere ham. Så bliver de solgt videre. Et værk af amerikanske Inga Essenhigh står for at blive sat til salg i London. I stedet bliver der plads til et nyindkøbt værk af Elliott Hundley, som Ole Faarup har haft et godt øje til i et stykke tid.

»Han er en ung kunstner der bor i Los Angeles, som jeg altid er kommet for sent til at købe. Men i New York talte jeg med galleristen Andrea Rosen, da hun var ved at hænge hans billeder op, og selvom der var venteliste, lovede hun at gøre, hvad hun kunne, fordi hun vidste, hvem jeg var. To dage efter ringede hun og sagde, at nu havde den øverste på listen valgt – og så fik jeg faktisk det billede, jeg helst ville have,« siger Ole Faarup og viser stolt et tryk af et billede i gråblå toner, med en hvirvel af energi sat op imod grafiske felter, der synes at passe perfekt ind i hans øvrige samling, der er præget af en forkærlighed for det ekspressive, figurative, farverige og finurlige.

Ole Faarup voksede op med kunstinteresserede forældre, men det var først, da han i 1960erne var bosat i New York, at interessen for alvor blomstrede. Han arbejdede hos Georg Jensen, der havde kontor på samme gade som Museum of Modern Art, hvor han tilbragte de fleste af sine frokostpauser.

I fritiden gik han på gallerier. Da han i begyndelsen af 1970erne vendte tilbage til Danmark og først blev direktør for Illums Bolighus og siden overtog 3Falke Møbler på Frederiksberg, begyndte han for alvor at samle. I første omgang dansk kunst af blandt andre Uffe Kristoffersen og Niels Reumert. Det første egentlige værk, af Per Kirkeby, blev købt gennem Den Blå Avis.

»Det stod i forfatteren Rolf Gjedsteds entre som betaling for noget, han havde lavet for Kirkeby, og det købte jeg for et meget beskedent beløb. Det var det første rigtige værk, jeg købte, og jeg var meget stolt af det,« siger han og viser billedet frem.

Store dele af de tidlige værker er over årene blevet udskiftet med nyere kunst – især af yngre kunstnere. »Hovedsageligt fordi jeg synes, det er sjovt – og så får man mere for pengene. Det er ingen kunst at gå ud og købe en Asger Jorn eller en Per Kirkeby til jeg ved ikke hvor mange hundredetusinde, men jeg synes, det er sjovere at satse lidt og støtte de unge kunstnere.«

Interesseret i mennesket bag kunsten

Kirkeby og enkelte andre ældre værker får dog lov at hænge som livsvidner. En lille Asger Jorn og en nærmest lysende Ejler Bille repræsenterer Cobra, mens en legende Basquiat – sandsynligvis den eneste i dansk eje – slår smut over et lillebitte prikbillede af Damien Hirst. Værkerne er nedslag i kunsthistorien, men fuldt så meget i Ole Faarups egen historie. Basquiat mødte han personligt, sammen med Andy Warhol, mens han boede i New York, og Ejler Bille besøgte han i hans hus i Vejlby, ikke så langt fra Ole Faarups eget sommerhus i Rågeleje.

»Jeg fik lov at besøge ham i hans atelier, og det var en fantastisk oplevelse. Han var et meget varmt og sødt menneske, som boede i et rod, som jeg aldrig har set lignende. Kaffekopperne var givetvis ikke vasket op i måneder, så det var ikke så sjovt at blive tilbudt en kop kaffe, men han var et meget spændende menneske.«

For Ole Faarup er det afgørende, at han kender eller i hvert fald har mødt de kunstnere, han investerer i. Det skal være ordentlige mennesker, der skaber ordentlig kunst.

»Nogle gange kommer de her, andre gange besøger jeg dem i deres atelier eller på udstillinger. Det har meget stor betydning for mig på det menneskelige plan,« siger Ole Faarup, der dog er diskretionen selv, når talen falder på nulevende kunstnere.

»Jeg ved ikke, om jeg kan fremhæve nogen frem for andre. Det tror jeg næsten ikke.«

Kærlighed frem for kommercielle interesser

Til trods for de overvældende beviser for det modsatte på alle vægge og flader har Ole Faarup aldrig defineret sig selv som samler. For ham handler det om kærlighed og fascination – ikke om investeringer eller mængder. Han indrømmer dog, at samlingen tog fart, da han sammen med blandt andre Leif Djurhuus og initiativtager Niels Rokedal i 2002 lavede Det danske kunstsamler selskab, der i dag tæller 30 samlere i alle aldersgrupper.

»Vi har ingen kommercielle interesser i kunsten, men vi mødes fra tid til anden hos hinanden og besøger museer og besøger kunstnere og udveksler erfaringer.«

Der er intet politisk mål med sammenslutningen, men Ole Faarup er ikke blind for, at de trods alt har en vis indflydelse. Ikke mindst på de danske kunstmuseer, der i stigende grad er afhængige af private samleres velvilje, i takt med at stadigt mere begrænsede midler til nyindkøb har tvunget museerne til at være mere forsigtige og konservative i deres valg.

»Aalborg kunstmuseum, der hedder Kunsten i dag, var aldrig kommet op at stå, hvis det ikke havde været for private samlere. Hele livsnerven i det museum er private donationer. Og Louisiana har netop fået en meget fin gave med store værker, blandt andet af Picasso, af Celia Ascher, ligesom Jytte Dresing, der nu er død, gav væsentlige værker til både Arken og Louisiana. Så det betyder meget.«

Derfor har Ole Faarup også valgt, at hele hans samling skal sælges, den dag han ikke selv er her længere. Provenuet skal indgå i en fond som udvalgte museer, i første omgang primært Kunsten i Aalborg, ARoS i Aarhus og Arken i Ishøj, kan søge med henblik på at indkøbe værker at unge kunstnere.

»Jeg har haft rigtigt meget fornøjelse af at møde alle disse kunstnere, købe deres kunst og se på det hver dag. Og den interesse vil jeg gerne give videre.«