Engang foreslog jeg Ingvar Cronhammar, at vi gik sammen om at producere bordlightere udformet som hans kæmpeskulptur »Elia«, der står i udkanten af Herning og engang imellem sender en flamme op i luften. Cronhammar så sørgmodigt på mig og sagde: »Jeg tror ikke, du tager mig alvorligt som kunstner.«
»Jo, jo,« svarede jeg. »Vi kommer til at tjene masser af penge.«
Jeg forestillede mig, at jeg kunne blive direktør for fabrikken, der skulle ligge i Herning; en driftig by, der beskedent kalder sig Hedens perle.
Så kiggede Cronhammar snedigt på mig og sagde, at der var jo det med »Elia«, at den kun spyede ild en gang imellem.
Så meget desto bedre, forklarede jeg. Bordlighteren vil være så trendy og rigtig smart for dem, der gerne vil holde op med at ryge. Jeg så allerede for mig, hvordan vi fik priser for vores indsats for folkesundheden.
En fundamental forskel på design og billedkunst er, at design i modsætning til kunst er at formgive genstande, der har et praktisk formål.
Gennem de senere årtier har adskillige af Cronhammars skulpturer lignet noget, der havde en funktion, og værkerne har haft en udformning og en finish, der kunne lede tanken hen på, hvordan nogle industrielle designere arbejder. Værkerne kan til og med se ud som møbler, men de er ikke hyggelige. I stedet leder de tanken hen på Freuds begreb Das Unheimliche, der – meget kort – handler om uhyggen i det hjemlige, der ellers skulle være det trygge. Cronhammars skulpturer har en foruroligende stemning, for han er ikke et menneske, der tager let på tilværelsens store spørgsmål. Dét præger hans værk.
Kunstmuseet i Herning kalder en ny Cronhammar-udstilling for »Design«, og på plakaten for udstillingen toner kunstneren selv frem som en anden Marlon Brandon i filmen »Dommedag nu«. Som den gale oberst Kurtz svæver Cronhammars ansigt over et billede af en mærkværdig skulptur med titlen »Blodrummet«.
»Blodrummet«, der har farve som kirurgers operationskitler, ligner et fartøj. Ud af det stråler et sært ujordisk lys, og man spekulerer på, hvad der mon foregår i det ambulancelignende køretøj. Er det skudhuller, vi ser? Eller noget uhyggeligt, der er ved at trænge ud?
Cronhammars skulpturer er som stationer på rejsen ind i mørkets hjerte. De er gådefulde og urovækkende – og på udstillingen blandes de med genstande, der faktisk har en funktion – men har også en makaber karakter. Cronhammar har eksempelvis designet et bestik, og det ser ud, som om det er nyttigt at have ved hånden, hvis dyret på tallerkenen alligevel ikke er afgået ved døden. »Stealth« hedder bestikket og er opkaldt efter det amerikanske kampfly.
Bestikket, som restaurationskæden A Hereford Beefstouw er ved at tage i brug, er på udstillingen ledsaget af andre reelle brugsgenstande som en lampe med et uhyggeligt søvnigt lys og forsiden af en salmebog. Nogle af møblerne på udstillingen – nogle bænke – kan man faktisk sidde på. Mens det er forbudt at gøre det for andre.
Trods udstillingstitlen er de fleste bidrag til udstillingen netop ikke design, selv om de ligner brugsgenstande. Nogle af skulpturerne låner greb og bearbejdning fra designområdet, men det er blot for at anvende en særlig maskinel æstetik, der giver værkerne deres urovækkende karakter og minder om, at billedkunst har sine ganske egne regler og love, og at der er utallige af dem, disse regler og love.
Ingvar Cronhammar: Design
Hvor: Heart, Herning Museum of Contemporary Art. Hvornår: Tirs-søn. kl. 10-16. Til 18. februar.
