Nu bliver Guernica levende

Picassos berømte maleri om den spanske borgerkrig bliver til en film af Peter Greenaway. Filmen forventes i 2012 at få premiere i den nordspanske by, der blev bombet for 73 år siden.

Pablo Picasso: »Guernica« 1937 (udsnit) Fold sammen
Læs mere

Den britiske filmskaber Peter Greenaway planlægger en slags filmatisering af Picassos kæmpemaleri »Guernica«.

Det er tanken, at Peter Greenaways værk skal vises første gang i 2012 i den nordspanske by Gernika (den baskiske stavemåde, red.). Om to år er det 75 år siden, Gernika blev bombet, og gennem Picassos maleri blev kendt verden over som en af de byer, der blev ramt af terror mod civilbefolkningen. Efterfølgende er det planen at udstille videoværket i Guggenheim Bilbao og i Reina Sofia i Madrid.

Peter Greenaway, der vil være kendt for spillefilm som »Arkitektens mave« og »Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker«, er oprindelig kunstuddannet og har ved flere lejligheder både arbejdet med iscenesættelse af udstillinger og med kunstprojekter. Blandt kunstprojekterne er en slags levendegørelse af foreløbig tre ud af ni planlagte, store mesterværker i kunsthistorien. Det første maleri, Peter Greenaway tog under behandling, var Rembrandts »Nattevagten«. Det fandt sted på Rijksmuseum i Amsterdam i 2006. To år senere gjaldt det Leonardos »Den sidste nadver« i klosteret Santa Maria delle Grazie, der ligger i Milano, og i 2009 var et af de mest omdiskuterede indslag i forbindelse med kunstbiennalen i Venedig Greenaways bearbejdning af Veronenes maleri, »Brylluppet i Kana«.

»Brylluppet i Kana«, der blev skabt til klostret på øen San Giorgio Maggiore ud for Markuspladsen i Venedig, udmærker sig blandt meget andet ved at gengive ikke færre end 126 personer. Intet under at Jesus var nødt til at omdanne vand til vin - selv om en del af personerne på lærredet er tjenere og tilskuere. I sit 50 minutter lange værk giver Greenaway stemme til skikkelserne på lærredet ved at trække dem frem enkeltvis eller i små grupper, så vi kan høre, hvad de tænker eller taler om. Vinens kvalitet blandt meget andet. Og hvem den langhårede tømrersvend mon er? Billedet hænger på Louvre i stedet for den klostervæg, det blev skabt til, fordi Napoleon tog det med sig, efter han havde erobret Venedig.

Erindringen om tragedien

Picasso malede »Guernica« i 1937 som en reaktion på bombardementet af Gernika. 26. april 1937 bombede tyske fly på Francos anmodning byen og dræbte ved den lejlighed 2.000 indbyggere.

Besøger man byen i dag, finder man en genopbygget markedsplads og på den en mindeplade. Uden for byen er der anlagt en mindepark med skulpturer af Henry Moore og Eduardo Chillida. Umiddelbart synes erindringen om tragedien underspillet i byen, men måske er begivenheden en så indlysende del af indbyggernes bevidsthed, at de aldrig glemmer det, og så er der jo Picassos syv-otte meter lange maleri. Det blev i 1937 udstillet i den spanske pavillon under verdensudstillingen i Paris. Efterfølgende blev det blandt andet vist i København og andre skandinaviske storbyer, indtil det blev betroet Museum of Modern Art (MOMA) i New York. Med base i MOMA var det undertiden på turné til store byer eller udlånt i forbindelse med vigtige Picasso-udstillinger, men kunstneren betingede sig, at det ikke måtte vises i Spanien, før Franco var død og demokratiet indført.

I 1981 sendte MOMA modvilligt maleriet til Spanien, hvor det først hang på Prado og siden - og nu - på Reina Sofia.

Da Nordspanien med Guggenheim-museet i Bilbao fik et moderne kunstmuseum og en gigantisk turistattraktion, brød et nyt slagsmål ud om maleriets placering. Det hørte hjemme i baskerlandet, mente baskerne. Det skal være i Madrid, syntes kunsthistorikerne på Reina Sofia - og her er det foreløbig. Trods de talrige reproduktioner er det en stor oplevelse at se billedet, der hænger i en sal for sig, og som gæst på museet har man muligheden for en grundig forberedelse gennem en række rum med forskellige introduktioner til billedet. Her fortælles historien om borgerkrigen, om Picasso og hans samtidige, om verdensudstillingen i 37, og det hele er garneret med skitser og film fra tiden. Både dokumentarfilm fra kampen mod fascismen og klassikere af Salvador Dalí og Luis Buñuel.

Peter Greenaway har kig på andre af kunsthistoriens berømte malerier som Velázques »Las Meninas« og Seurats »Un dimanche après-midi à lÎle de la Gande Jatte« samt billeder af Jackson Pollock og Monet.