Møder med tiden

Billedhuggeren Eva Koch har skabt nye værker specielt til Glyptoteket, og de åbner og nuancerer de klassiske skulpturer. Fin udstilling om møder i kunsten på tværs af tiden.

Eva Koch isolerer Auguste Rodins skulpturgruppe »Borgerne fra Calais« foran en filmprojektion af nutidens Calais – bl.a. med opkørslen fra Eurotunnelen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Sune Berg

Når man i disse måneder lægger kulden og boulevardens trafikale larm bag sig og træder indenfor på Glyptoteket, kan man på sin højre side se en mørk silhuet foran et levende filmisk bagtæppe. Og på den venstre side, langt nede gennem salene, ser man antydningen af en levendegjort kvindeskulptur. Det er Eva Koch, der denne gang har fået lov til at arbejde sig ind i museets permanente samlinger, og det er der kommet en meget seværdig udstilling ud af.

Det at invitere samtidens billedkunstnere til at gå i dialog med den klassiske billedhuggerkunst må vel betegnes som en fast tradition nu, og på Glyptoteket er flere gode udstillinger udsprunget af disse møder, der skaber nye historier og fortolkninger på tværs af tid og sted.

Lyd, video eller tunge fysiske materialer som bronze, sten og gips - for Eva Koch er de alle ligeværdige bestanddele i hendes bestræbelser på at involvere Glyptotekets gæster sanseligt og kropsligt. Kochs tilgang er åben, på en gang stringent og legende. Hun bringer historier i spil, men åbner også for, at værkerne kan opleves umiddelbart, som levendegjort historie, og et samtidigt perspektiv på traditionelle ideer og myter.

Angsten

Den mørke silhuet foran filmprojektionen er skulpturgruppen »Borgerne fra Calais« af Auguste Rodin. Monumentet fra 1888 skildrer det øjeblik, da seks mænd træder ud af byporten for at stille sig til rådighed som gidsler for englænderne, der i 1347 havde belejret Calais. Rodin valgte i skulpturgruppen at understrege angsten frem for det heroiske i situationen.

En af de mange grunde til, at Rodins skulptur indtager en central plads i kunsthistorien, er, at soklen er næsten fraværende. Rodin ønskede ikke at ophøje, men derimod at lade skulpturen indgå på niveau med det levede liv - understrege det universelle og almengyldige i borgeres valg og følelser.

På Glyptoteket tager Eva Koch netop fat i det grundlæggende sociale tema - at ofre sig for fællesskabet, for at bevare de værdier, man tror på. Når hun isolerer »Borgerne fra Calais« foran en filmprojektion af nutidens Calais, trækkes deres valg og især følelser med ind i de problemstillinger, der præger nutidens nordfranske havneby, hvor tunnelen mellem Frankrig og England er den sidste forhindring på illegale indvandreres vej til Storbritannien. Ligesom skulpturen er et udtryk for Rodins fortolkning af en historisk begivenhed, indsætter Eva Koch i sit værk de seks frustrerede mænd i vores samtid.

Femme fatale

Udstillingens titelværk er Kochs fortolkning af skulpturen »Salammbô« fra 1881 af Jean-Antoine-Marie Idrac. Idracs skulptur, der forestiller den nøgne unge og sensuelle præstinde Salammbo, der rådfører sig med den slange, hun bærer på skuldrene, er inspireret af Gustave Flauberts erotiske skandaleroman fra 1862. I Eva Kochs videoinstallation er »Salammbô« derimod en påklædt, moden og selvbevidst kvinde, som danser roligt og introvert. Hun er nok sensuel, men danser i lige så høj grad for sin egen skyld, som for at blive set og begæret af det mandlige blik.

Hvor Salammbô-figuren er den mystiske fristerinde, finder man hendes modsætning i Nanna fra den nordiske mytologi. Nanna er Balders kone, der følger ham i alt - også i døden. Som den trofaste altopofrende hustru dør Nanna af sorg over tabet af sin mand og brændes i samme ligbål. Koch lader denne nordiske sagnfigur, skabt af H.W. Bissen i 1857, danne baggrund for en 3D-animeret videoprojektion, hvormed Nanna får farve i kinderne og klædes i nutidigt tøj. Fra en højtaler lyder forfatteren Merete Pryds Helles lokkende og opfordrende tekst, der fungerer som et modspil til skulpturens tilbageholdende og ærbødige, melankolske fremtoning. Begge kvinderoller - femme fatale og den ærbare Madonna - nuanceres og samtidiggøres i disse to værker.

Eva Kochs værker dominerer på ingen måde Glyptotekets sale, men indføjer sig blidt kommenterende. Jeg holder meget af disse såkaldte dialogudstillinger, men hver gang jeg er på Glyptoteket, undrer jeg mig i øvrigt over, hvorfor jeg ikke kommer oftere - også når nyhedens interesse ikke er grunden til besøget.