PARIS: Hvornår fandt renæssancen sted? Hvilken tidsmæssig afgrænsning har denne genfødsel af europæisk kunst, kultur og tænkning?
Det er et spørgsmål, der er blevet drøftet stort set lige siden, begrebet renæssance blev opfundet i midten af 1800-tallet. Det er også blevet diskuteret, om renæssancen til syvende og sidst var så radikalt et brud med hidtidig tænkning – eller var der allerede bevægelser og forudsætninger til stede i, hvad der ofte omtales som den mørke middelalder? Med tiden er diskussionen blevet afgjort ved simpelthen at tage det 14. århundrede med, når man forsøger at afgrænse renæssancen.
Men alligevel. Det er i 1400-tallet, det tager fart. I en overvældende udstilling på Louvre daterer tilrettelæggerne ganske enkelt renæssancens fødsel i billedkunsten til begyndelsen af det 15. århundrede; nærmere bestemt 1401, da Filippo Brunelleschi og Lorenzo Ghiberti udfører to nye bronzedøre til San Giovanni-klostret i Firenze.
Begge kunstnere vælger et centralt bibelsk motiv: Fortællingen om dengang Gud bad Abraham om at ofre sønnen Isak. Der var nok tradition for at ofre det bedste blandt husdyr og afgrøder. Men en søn: Dét var noget nyt. Og Gud ville – ifølge Bibelen – da også blot afprøve Abrahams tro.
De to italienske kunstnere har på hver deres måde skildret scenen med en på det tidspunkt uset realisme. Det skulle – i modsætning til middelalderens mere stiliserede kunstneriske greb – blive et af renæssancens kendetegn sammen med indførelsen af centralperspektivet.
Begyndelsen til en ny tid
På sin vis er det pudsigt, at det netop er dén scene, der skal blive begyndelsen til en ny epoke.
Det er en meget afgørende begivenhed i Bibelens fremstilling af forholdet mellem Gud og mennesker, og i fortællingen, der ligger meget tidligt i Bibelen, ligger en slags erkendelse af, at mennesket ikke kan forstå Gud. Og netop renæssancen indebærer et afgørende skift i opfattelsen af Gud.
Ingen eller kun få anfægter på det tidspunkt Guds eksistens, men i renæssancen opstår en opfattelse af, at mennesket kan mere selv. Renæssancen er et forsøg på et opgør med en meget statisk samfundsmodel. Ideen om social mobilitet og om mennesket selv som tilværelsens centrum (eller centrum for sin egen tilværelse) bliver indført, og vi begynder den lange rejse mod det frie, sekulariserede samfund, vi har i dag.
Der har ganske vist været voldsomme tilbageskridt, men den vestlige opfattelse af menneskets værdi og af individets betydning grundlægges i den periode, der strækker sig fra begyndelsen af 1400-tallet til engang i midten af 1600-tallet.
Det er også i den tid, at nogle af de store europæiske opdagelser bliver gjort; fra ekspeditioner til andre verdensdele over bogtrykkerkunsten til konstruktionen af et nyt verdensbillede, hvor Jorden ikke er flad.
I stedet mente man, at Jorden sammen med andre himmellegemer kredsede omkring Solen. Det var en erkendelse, der rystede og svækkede kirken og frisatte mange af de europæiske fyrstehuse, der dannede hoffer med kunstnere og videnskabsfolk, og også på den måde bidrog til at styrke kunst og kultur, filosofi og naturvidenskab.
Tilbage til rødderne
Der er tilløb allerede i 1300-tallet, men det havde en vis betydning, at der var en indre stabilitet i Italien, hvor renæssancen opstod, først og fremmest i Firenze, men også i andre nordlige byer.
Her nåede man frem til nogle af disse store æstetiske og filosofiske revolutioner ved så at sige at genopdage antikken og antikkens storhed, hvorfor det da også giver god mening at indlede udstillingen med eksempler på de romerske statuer, der på ny fik så stor betydning for det 15. århundredes billedhuggere.
Og netop billedhuggere spiller en vigtig rolle. Højrenæssancen er måske navnlig karakteriseret ved den europæiske kunsthistories største malere som Tizian (og en arkitekt som Palladio) i Venedig, men det er udstillingens hovedantagelse, at det var i skulpturen, at fornyelsen skete først. Det var der, renæssancens forår opstod.
Blandt de væsentlige billedhuggere, der udstilles i Louvre, er Donatello, der formår at transformere sin opfattelse af antikken til en kristen tilværelsestolkning, og skønt hovedvægten alt overvejende er lagt på skulpturen, bliver der også plads til en opvisning af billeder med Madonna med barnet-motivet, der i lyset af den nye måde at male på undergår store forvandlinger mod en mere individualiseret fremstilling i forhold til middelalderen. Noget tilsvarende gør sig gældende i portrætbusternes gengivelse af borgeren, der er blevet den ny tids helt i et omfang, der adskiller tiden fra mellemtiden, altså middelalderen, og peger frem mod vore dage.
Kødets lyst
Petit Palais viser en udstilling med den flamske maler Jacob Jordaens, der levede mellem 1593 og 1678. Udstillingen er ikke ubetinget heldigt præsenteret, men de store maleriers suggestive kraft kan man naturligvis ikke tage fra dem.
Sammen med Rubens og van Dyck var Jordaens blandt de mest betydningsfulde malere i den blomstrende by, Antwerpen, der i dét århundrede oplevede sin absolutte guldalder. Velstanden dryppede også på kunstnerne, der selv blev meget velhavende, indimellem i hvert fald, og det anslås, at der i 1600-tallet blev malet en million billeder i Antwerpen og omegn.
Jordaens overlevede de to andre med næsten 40 år og blev også af den grund anset for at være en af 1600-tallets helt store historiemalere. Alle tre har det med at male frodige kvinder og nøgent kød, så det er en lyst, men Jacob Jordaens er måske vildere og mere vulgær end de to andre. Han er en meget flamboyant maler, der svælger i hud, som var det landskaber.Med fine lån fra andre europæiske museer giver udstillingen i Petit Palais et dækkende billede af Jordaens, hvad enten det er de bibelske motiver fra Adam og Eva over Jesus med de tre vise mænd i kostalden til korsfæstelsen, de historiske scenerier, portrætterne eller de mere anekdotiske billeder; opstillinger af folkeliv og muntert drikkelag. Alt er stort og flot og hedonistisk hos Jordaens. Hans overdådige scenerier, personernes praftfulde klæder, naturens frodighed, kunstnerens egen åbenlyse glæde ved at arbejde med stærke farver og spændstige kompositioner.
Religiøse skildringer hørte til i enhver malers repertoire på det tidspunkt – men i Jordaens verdslige billeder er mennesket for alvor kommet i centrum.
Hvad: »Renæssancens forår«. Hvor: Louvre, Paris. Hvornår: Onsdag-mandag 9-18, torsdag og fredage tillige til 21.45. Vises frem til 6. januar.
Hvem: Jacob Jordaens. Hvor: Petit Palais, Paris Hvornår: Tirsdag-søndag 10-18. Vises frem til 19. januar.
