Kunstmuseet Arken har gennem adskillige år haft en tradition for med mellemrum at vise udstillinger af værker af store skikkelser i det 20. århundredes danske kunst.
I 2011 havde museet en meget fin Anna Ancher-præsentation. Tidligere har det blandt andre været Henry Heerup, Egill Jacobsen – og Carl-Henning Pedersen. Nu er han her igen i en meget omfangsrig udstilling, der strækker sig over flere sale end vanligt. Sidste gang – det var i 1998 – blev Carl-Henning Pedersen vist side om side med Chagall. Denne gang er han helt alene om at løfte opgaven. Anledningen er 100-året for hans fødsel – og udstillingen vises efterfølgende i kunstnerens og hans hustrus museum i Herning.Den uhyre produktive Carl-Henning Pedersen var en storsælgende kunstner – men egentlig holdt han ikke meget af at skille sig af med sine billeder, som han opfattede som dele af en meget lang fortælling. »Alle andre samler på skidt og møg. Jeg samler kun på Carl-Henning,« skulle han således engang have sagt med henvisning til nogle af landets museer, der interesserede sig for moderne kunst.Derfor har der været rig mulighed for at søge i lagrene i hans og Else Alfelts museum. Der er også kommet overraskelser for dagen. Og malerierne og skulpturerne fra Herning er suppleret med lån fra blandt andre Statens Museum for Kunst, Glyptoteket og Louisiana. Det er med andre ord et rigtigt godt udvalg, Arken viser, og museet formår med den veltilrettelagte udstilling at fortælle historien om Carl-Henning Pedersens liv som maler gennem syv årtier.
Som at trække vejret
Det hedder ofte om Carl-Henning Pedersen, at han malede for meget – og at han i grunden malede det samme billede livet igennem.
For nu at tage det første først: For Carl-Henning Pedersen som for så mange andre kunstnere var det at male så naturligt som at trække vejret. Livet ville ingen mening have for ham uden arbejdet med farverne. Man kan ikke forvente, at en kunstner går på pension. Hun eller han må blive ved – og for Carl-Henning Pedersens vedkommende fortsatte livet med billeder også til det sidste. Da han i en høj alder – Carl-Henning Pedersen døde i 2007, 93 år gammel – ikke længere var i stand til at håndtere de store lærreder, placerede hans anden hustru, fotografen Sidsel Ramson, papir foran ham, og det blev til en kreds af koloristisk indtagende, kompositorisk sikre akvareller, der udgør udstillingens nyeste billeder. Og på sin vis slutter ringen i forhold til nogle af de første.
For så vidt angår den anden opfattelse af Carl-Henning Pedersen – at han malede det samme billede livet igennem – dementerer udstillingen gennem bredden af værker fordommen. Bortset fra, at temmelig mange kunstnere netop beskæftiger sig med de samme kunstneriske problemstillinger igen og igen og maler det samme billede på en ny måde, uden at det nødvendigvis udgør et problem, er det slående, hvordan det lykkes museet at fortælle hele historien fra de tidlige, famlende men stærke, ofte mørkere malerier til den stadig mere tindrende palet, der kom til at kendetegne Carl-Henning Pedersens vandring mod lyset.
Det er undervejs, kunstnerens vokabular bliver tydeligere og stadig mere betydningsfuldt. For Carl-Henning Pedersen var det at male – og digte og høre musik og læse – at åbne adgangen til en poetisk åre i den menneskelige sjæl. Billederne skulle løfte sindet til en forbundethed med alt levende. Figurerne går igen i hans billeder: Fugle og flyvende heste, fantasivæsner og eventyrfigurer, sole og stjernetåger sejlende rundt i et kosmisk ocean. Stadig mere jublende. Stadig mere insisterende på den jordiske lykke og på livets skønhed.
En stor stemme
Carl-Henning Pedersen hørte til en kreds af kunstnere, der ændrede dansk maleri. De var stærkt påvirket af de strømninger, der fandt sted i europæisk kunst i det hele taget, men Jorn, Egill Jacobsen, Heerup, Richard Mortensen, Robert Jacobsen og andre skabte en særlig regional tone i tidens europæiske kunst. Det er et af de tidspunkter i nyere tid, at dansk kunst har en stor stemme i europæisk kunst – et andet tidspunkt er: Nu. Cobra levede kun i tre år, og det er interessant at se, hvordan Carl-Henning Pedersen ikke længe efter eksperimenterer med et ganske andet, malerisk sprog end det, vi forbinder med Cobra classic.
Det er en af udstillingens overraskelser. En af de andre er, at kunstmuseet har sat lyd til nogle af værkerne. Alene tanken kan få de små hår til at rejse sig i nakken og alle lamper til at blinke. Men overraskende nok fungerer det fint. I en af museets største sale er ophængt en række malerier, og inspireret af dem har Fuzzy komponeret en suite med titlen »Voliere«. Det ville være en skrækkelig tanke altid at ledsage billedkunst med musik, men som undtagelse er det værd at eksperimentere med, for det synes, som om tonerne åbner nogle nye rum i Carl-Henning Pedersens billeder. Og det er netop, hvad hans værk handler om. At se. At se ud i rummet eller i rummet inde i en selv eller på rummene mellem mennesker. Det er der, poesien i Carl-Henning Pedersens billeder er.
