For nogle år siden var der et populært udtryk, der hed »skal jeg danse det for dig?« eller »skal jeg bøje det i neon for dig?«. Det var selvfølgelig affødt af en gammel vending, der hed »skal jeg stave det for dig?«, og som betød noget i retning af, at nu må jeg virkelig tage alle pædagogiske midler i brug, for at også du kan forstå det.
Sådan er det for den franskfødte billedkunstner Sophie Calle. Hvis hun skal have noget forklaret, står der nogen parat til at danse det for hende.
Et brev fra en kæreste, der slår op med hende, udløser tilsyneladende så megen rådvildhed, at hun må spørge veninderne om hjælp. Hvilket i den internationalt kendte kunstners tilfælde vil sige omkring hundrede kendte og ukendte kvinder samt en papegøje.
Valget af sidstnævnte kunne måske i andre sammenhænge resultere i upassende morsomheder om det, kun uerfarne mænd omtaler som det svage køn. Men papegøjen har måske fat i noget. Den spiser det brev, hvormed kunstnerens kæreste begrunder bruddet. De øvrige svar fra kvinder, der dækker de fleste professioner men i høj grad tilhører den del af den arbejdende befolkning, der er noget ved musikken, strækker sig fra rene analyser af manden (det svin) til medfølende ord, fra fremførelse af egne og andres værker til... nå ja en dans.
Det hele har form af en meget omfangsrig installation, hvor man ser svarene fra kvinderne, der blandt andre omfatter den franske skuespiller Jeanne Moreau og den amerikanske musiker og komponist Laurie Anderson på alle tidens medieplatforme fra print til video.
Værket var det officielle franske bidrag til Venedig-biennalen i 2007, hvor det vakte berettiget opsigt. Det holder også ved gensyn, for selv om man på den ene side kan tænke »helt ærligt, både hun og han så andre (som det så eufemistisk udtrykkes), hvor traumatiserende kan det være?«, så er der på den anden side mange kloge overvejelser over denne banale men for den enkelte så smertelige erfaring.
Og så er værket på mange måder eksemplarisk for Sophie Calles metode.
Sophies valg
Sophie Calle tager udgangspunkt i hverdagsagtige hændelser, og mange af Calles værker har karakter af en indre eller ydre rejse. Et besøg hos en spåkone sender ligefrem kunstneren af sted til den nordfranske havneby Berck, og værket fortæller fint og poetisk om rejsen og om mennesker, hun møder.
Som ved de andre værker er der fornuftigvis tale om en engelsksproget versionering, men man kommer nu ikke uden om, at denne særlige tone i det franske sprog, der gør det så poetisk, går tabt; denne forelskede smagen på ordene, så de får en særlig betydning, der ligger langt over deres konkrete indhold. Havet. Landskabet. På fransk løfter det sig på forunderlig vis til noget større og nærmest eksistentielt.
Sophie Calle (født 1953) ligger i forlængelse af en retning som fluxus og må også være inspireret af en kunstner som Allan Kaprow - hele happenings- og performancebegrebet og et hverdagsagtige udgangspunkt, der dog også kan være usædvanligt.
En ulykkelig mand skriver til Sophie Calle, at han gerne vil sove i hendes seng. På den måde, forestiller han sig, kan han komme sig over sin sorg. »Selvfølgelig,« tænker Sophie Calle og sender sengen til USA. Fra tid til anden skriver manden om, hvordan det går, og hvor meget sengen hjælper, og en dag returnerer han den til Frankrig med tak for lån. Nu går det meget bedre.
En seng på udstillingen dokumenterer sammen med mandens breve hændelsen, og sådan er hendes værker. Noget sker, og hun dokumenterer det i stemningsfulde fortællinger. Fremmede mennesker mødes, eller hun falder over deres spor, som nu den gang hun på gaden i Paris fandt en adressebog, hvorefter hun satte sig i forbindelse med de mennesker, der stod i den, for derigennem at danne sig et billede af adressebogens ejer. De pågældende indgik så i en føljeton i en fransk avis.
En grov krænkelse af privatlivets fred, selvfølgelig, hvis det ikke var, fordi de implicerede indvilliger i at blive en del af et kunstværk. Selv kæresten, der slog op med hende, gjorde. Modvilligt.
Møder på rejsen
Og apropos krænkelser. En amerikansk bank beder Sophie Calle om et værk. Først tager hun udgangspunkt i de billeder, banken tager af de mennesker, der hæver penge i automater, men det fungerer ikke rigtigt, og i stedet begynder hun at udspørge bankens kunder om, hvad de tjener, hvilket jo også er noget af det mest uforskammede, man kan gøre, men det er karakteristisk for Calle, at hun inddrager sin egen person i værkerne. Også når det er dumdristigt, som dengang hun gik rundt i en af New Yorks hårde bydele ved nattetide og bad tilfældigt forbipasserende føre hende et sted hen.
Der er i hendes værk helt klart også en påvirkning fra såvel 1960ernes nye franske roman som Alfred Hitchcocks film. En af hendes udstillinger, der blev vist i London i fjor, hed ligefrem Talking to strangers. Mennesker mødes i et tog, og deres liv forandres. Vores liv fletter sig ind i hinanden, indtil det er tid for afskeden. Ligefrem gribende er et værk, hvor man følger en ældre kvindes sidste timer.
Andre har gjort noget tilsvarende, for eksempel den danske mesterfotograf Viggo Rivad, men der er flere måder at skildre det sidste farvel på, og i Sophie Calles udgave tegner hun med sikre greb et portræt af en kvinde gennem kvindens sidste gerninger, valg af musik og inskription på gravstenen.
Sophie Calles værk kredser om begreber som identitet og selviscenesættelse, det har elementer af voyeurisme og ligefrem forfølgelse af personer, hvor det i meget høj grad er de impliceredes accept af at blive en del af et kunstværk, der sammen med kunstnerens egen moral er bestemmende for eksperimentets succes.
Men accepterer man værkets præmisser, rummer udstillingen en høj risiko for, at man kan blive klogere på sig selv og andre.
