Med mennesket i centrum

Viggo Rivad, der netop har rundet de 90 år, har om nogen æren for dansk fotografis folkelige gennembrud. Hans fotografier fremstår som empatisk hverdagspoesi, der aldrig knækker over i en sentimental svælgen og med en social indignation, der aldrig knækker over i entydige politiske manifester.

Viggo Rivad har med sit kamera givet os øjenvidneberetninger, der fortæller noget om vores fælles historie. Her er en arbejder på B&W i 1975. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Viggo Rivads motiver er mennesker - deres vilkår og deres historier. Hans lavmælte fotografier skildrer mennesker med en grundlæggende værdighed; hvad enten det er en alkoholiker fra Kofoeds Skole eller en smuk, ung tildækket egyptisk kvinde. Han indfanger eviggyldige vilkår og skaber samtidig tidsbilleder.

Når man går gennem den aktuelle udstilling på Nivaagaard, går man ikke alene gennem et fotografisk livsværk fra Viggo Rivads tidlige, stemningsfulde og helt igennem iscenesatte fotografier, til de senere fotografiske essays, der placerede ham blandt de helt store navne i dansk fotografi. Man går også gennem historiske øjenvidneberetninger blandt slumstormerne under besættelsen og rømningen af Fredensgården i 1973, og arbejderne på B&W på Teglholmen i 1975; et inferno, som nutidens arbejdstilsyn nok hurtigt ville få lukket.

Fælles for alle Viggo Rivads billeder er, at det er det enkelte menneske og dets hverdag som sættes i centrum. Hans fotografier fremstår som en form for empatisk hverdagspoesi, der aldrig knækker over i en sentimental svælgen. Og med en social indignation, der aldrig knækker over i entydige politiske manifester.

Kunstnerisk overskud

Umiddelbart kunne man tro, at Viggo Rivad ofte har været heldig lige at få knipset på det rigtige tidspunkt. Men bag rigtig mange af hans fotografier ligger skitser og indtil flere fotos. Måske er det hans store forberedelse og indleven i det miljø, han skildrer, der gør, at han har kunstnerisk overskud til at koncentrere sig om det øjeblik, hvor det er muligt at fange et særligt blik, en særlig stemning eller følelse hos den person, han portrætterer.

At Viggo Rivad gennem alle årene sideløbende med sin fotografiske karriere har kørt taxa, og fremkaldte sine sort/hvide fotos hjemme i lejligheden på Amager, er med til at fastholde indtrykket af en jordnær mand, der med sin umiddelbare fremtoning kunne gå stille og troværdigt til sine medmennesker. Ingen nemme løsninger

Viggo Rivads evner træder virkelig frem i hans serier fra 1960erne og frem. Serien »Et farvel«, hvor en gammel kone tager afsked med sin døende mand, og serien »Kofoeds Skole«, hvor ensomhed og forfald er nærværende, men hvor de positive sider og den mulige fremgang er til stede, er begge eksempler, der viser, at han ikke søger de nemme løsninger i form af afslørende snapshot eller heldige vinkler, men støt og roligt arbejder sig ind på motiverne for dermed at indfange det mangefacetterede. Man tror på Viggo Rivad, ikke bare fordi han aldrig kunne drømme om at bruge den digitale tidsalders hjælpemidler, men netop fordi hans billeder gør brug af den stilfærdige antydning.

Og som en anden af Danmarks helt store fotografer, Krass Clement, udtrykte det i åbningstalen til Viggo Rivad, så »møder man en harmoni i Viggos billeder, skønt de dog ofte vender sig mod en disharmonisk verden«. en sætning, der fint indrammer den oplevelse, man har når man forlader udstillingen på Nivaagaard.