Materialebevidstheden har altid været udtalt i Bjørn Nørgaards værk. Materialebevidstheden og materialerigdommen. Der er en særlig stoflighed i hans ting, som kun er blevet rigere med årene men har sit udspring i de tidlige skulpturelle eksperimenter
Den er dem, udstillingen tager sit afsæt i. I løbet af få år i 1960erne arbejdede Bjørn Nørgaard sig frem mod en slags nulpunkt - for derefter at begynde at opbygge et nyt skulpturelt alfabet, som han udvikler med årene. Ikke mindst da han med sin såkaldte genbrugsklassicisme - helt uafhængigt af postmodernismens uforpligtende stiløvelser - finder nogle af arkitektur- og kunsthistoriens former og symboler frem og revitaliserer dem i sine værker.
De tidligste arbejder på udstillingen består af nogle objekter. Glas med pensler, kasser og andet overhældt med gips, som ikke måtte kaldes skulpturer - det var for formelt - men, kan vi se, var skulpturer.
Dengang i 60erne var de genstand for forargelse. En samtidig anmelder ytrede bekymring for, hvorvidt rengøringspersonalet mon kunne tage fejl og smide tingene ud. En anden var angiveligt ved at kaste op, stakkels mand, og i dag er deres enkle skønhed indlysende.
Noget tilsvarende gør sig gældende med nogle af Bjørn Nørgaards film. Også de besidder en sær og intens stoflighed, hvor kornede billedplaner skyder sig ind og ud i hinanden. Dengang avantgarde set gennem hashtågerne i lokaler, hvor man gerne så flere film på én gang - der var jo ingen grund til at spilde tiden - og i dag mere end noget levende billeder, der er fascinerende at se på. Der er scener - også af kunstneren som ung hvalp - der er ligefrem rørende og bevægende.
Materialefornemmelsen er selvfølgelig også udtalt i »Hesteofringen«, der er tillagt mange betydninger, hvor de vigtigste hverken er referencerne til Biafra eller Vietnam, men at værket forvandler sig (fra levende hest til død hest og derefter til glas med hest), samt at han viser, at et hvert materiale kan anvendes i et kunstværk. Ikke nogen spritny erkendelse i 1970, men ikke desto mindre vakte værket en voldsom opsigt i tiden.
Tulle var nedslidt
Og lige for en ordens skyld. Det var ikke synd for Tulle, som krikken hed. Tulle var nedslidt efter et langt liv i dansk landbrugs tjeneste. Den var faktisk misrøgtet, da Bjørn Nørgaard købte den. Så plejede og passede han den i nogle uger, og mens den stod på en smuk sneklædt mark og så på en smuk kvinde og hørte på en mand der spillede på en grøn violin, var der en udlært slagter, der ombragte den.
Således blev Tulle den mest berømte hest i dansk kunst efter Salys rytterstatue på Amalienborg Slotsplads.
Stofligheden og materialefornemmelse er også udtalt til stede i Bjørn Nørgaards egentlige skulpturer, da han efter en aktivistisk pause atter genoptager arbejdet med kunst som værker med ideer og ikke blot ideer uden værker.
Det gælder hans aktioner, de sære performances eller happenings, forestillinger der måske er det visuelt mest frapperende, han har skabt, hvor gips og alle mulige ting æltes og arrangeres og bliver til fortællinger om alt fra den store kriger, Beowulf, til jesuiterordenens grundlægger, Ignatius af Loyola, fra diskussioner af kapitalisme til diskussioner om religion. Igen og igen lægger man på udstillingen mærke til, hvor rig Bjørn Nørgaards materialefornemmelse er.
Konstant fornyelse
For hvordan laver man i grunden en udstilling om Bjørn Nørgaard, der er en af Danmarks mest produktive kunstnere. Hans hovedværker er i det offentlige rum. Ingen jysk by uden en Bjørn. København har også sine. Der er »Det genmodificerede Paradis« i nærheden af havnen, gobelinerne på Christiansborg. De er der i Høje Taastrup, Gladsaxe. Bispebjerg. Dem kan man jo ikke fjerne, men man kan henvise til bedrifterne på en underspillet måde gennem en lille animeret film, der også peger på nogle af Bjørn Nørgaards tilbagevendende figurer.
Så i stedet er udstillingen først en præsentation af tidlige værker i et logisk rumforløb, der i bred almindelighed lader værkerne komme til deres ret og indirekte belyser idérigdommen og arbejdsmetoden bag værkerne i det offentlige rum. Og så et rum, der viser den modne kunstner gennem tableauer og optagelser fra hans aktioner.
Det gør ikke alene udstillingen kunsthistorisk tilbageskuende, som den slags udstillinger på nationalgalleriet bør være. Det viser også Bjørn Nørgaard som en vital kunstner, der hele tiden har formået både at bevare kontinuiteten i sine værker og forny sig på undertiden overraskende vis som senest hans mærkelige smølfer i stærke farver.
Bjørn Nørgaard viste engang i et for længst lukket galleri i København en udstilling, der beskedent hed »Man har sine klare øjeblikke«. Det var i 1973. Udstillingen på Statens Museum for Kunst, der virkelig kan anbefales, viser, at han har haft en meget, meget lang række klare øjeblikke siden.
