James Ensor er »en meget vigtig maler i verdenskunsten, og han er alt for lidt kendt«.
Sådan skrev Asger Jorn i 1950 til kollegaen Alechinsky med en opfordring til at skrive en artikel om Ensor.
Det var to år efter Ensors død - og nu foreligger artiklen. Den indgår i kataloget til Ensor-udstillingen på Jorns eget museum i Silkeborg. Selv var Jorn stødt på Ensor i et galleri i København allerede i 1937. Var blevet fascineret. Som mange andre af det 20. århundredes kunstnere, hvoraf flere rejste til verdens ende i Ostende for at besøge den mærkelige mester, der malede masker og skeletter og var vulgær, vrængende og satirisk i sine billeder. Ostende var en søvnig by, der livet igennem forblev Ensors tilholdssted. Herfra hans verden gik, og motiver fra Ostende går igen i mange af hans billeder, men han havde også en burlesk fantasi, der bragte ham i en avantgardeposition i forhold til tiden.
Moderen havde drevet en forretning med kuriositeter og kineserier, som det hedder i Ensors billeder. Forskelligt pynt der skulle blive en del af Ensors motivverden, da han først havde fundet sig selv og udviklet sit makabre og radikale, maleriske sprog, hvor også kroppen og dens processer blander sig med kritik af fænomener og begivenheder i samtiden, kritik af kritikken, kritik af kirken.
Det har han unægteligt til fælles med Jorn, og Cobra har masken som figur fælles med Ensor. Det er mere end rigeligt til at arrangere en udstilling, der egentlig tjener som en introduktion til Ensor herhjemme. Udstillingen med Ensor og Jorn demonstrerer, hvordan Jorn direkte men også indirekte er inspireret af Ensor. Der er det med kritikken af samtiden og radikaliteten i udtrykket. Begge malere arbejdede også med modifikationer af egne og andres malerier, og de inddrog skriften. Ensor kunne eksempelvis finde på at skrive »Ned med politiet« i sine malerier, eller »Ensor er en nar«. For ikke at glemme den indlysende sandhed han har skrevet på et af sine billeder: »Leve senneppen!«.
