Manet byder på frokost med fornyelser i Hamborg

Édouard Manet vakte skandale, revolutionerede maleriet og blev et forbillede for impressionisterne. Hamburger Kunsthalle viser en retrospektiv udstilling af den store franske maler.

Fra en frokost i kunstnerens værksted. Udsnit af et af hovedværkerne på Manet-udstillingen. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Han var borgerlig og revolutionær.

På den ene side var Édouard Manet (1832-1883) solidt forankret i det parisiske borgerskab, han blev født ind i. Han værdsatte borgerskabets diskrete charme, dets regler og levevis.

På den anden side revolutionerede han maleriet og forargede det borgerskab, han var en del af, og han fik enorm betydning for det moderne maleri, der for alvor brød igennem med impressionisterne.

Som »Manet sehen. Der Blick der Moderne«, en ny, retrospektivt disponeret udstilling i Hamburger Kunsthalle, pointerer, havde Manet blik for det moderne. Det moderne liv. Som han selvfølgelig skildrede på moderne vis. Sikkert. Men også bevidst mere skitseagtigt malet end hans samtidige og for den sags skyld også end de forgængere som Goya, Velázquez og den venetianske malerfyrste Tizian, som han beundrede og motivisk parafraserede og citerede.

Det er næppe noget tilfælde, at Manet i slutningen af 1850erne bliver venner med lyrikeren Charles Baudelaire, der for alvor bragte den parisiske storbystemning ind i litteraturen.

Den franske hovedstad var under voldsom forvandling i de tiår, da byplanlæggeren Georges Eugène Hausmann fik gennemført sin grandiose plan med de brede boulevarder, de magtfulde pladser og de indtagende parker, der i hovedtræk præger det Paris, vi kender i dag.

Det var en infrastruktur, der var velegnet til at flanere, og det gjorde Baudelaire og mange af hans samtidige skønånder. Baudelaire digtede om den særlige fornemmelse af spleen, der er en slags sødmefuldt selvsmagende, melankolsk, depressiv livsholdning – lækkertrist på nutidsdansk – men han skildrede også fattigdommen i 1800-tallets Paris.

Det sidste kan meget vel have været inspiration til Manets første berømte maleri, »Absinthdrikkeren«, der i helfigur gengiver en vagabond, men i en positur, som skriver maleriet sig ind i traditionen for fyrsteportrættet. En stolt mand med hat og slængkappe – og et glas af den giftigtgrønne drik bekvemt inden for rækkevidde.

I det hele taget blev ikke alene byens boulevarder, men også cafeerne og varieteerne yndede motiver for Manet og hans efterfølgere, impressionisterne.

Sikker skandalesucces

»Absinthdrikkeren«, der tilhører Glyptoteket, er ikke med på udstillingen, og man finder heller ikke to af de andre malerier, der tidligt gav Manet den skandalesucces, der vakte opstandelse i hans eget bagland, det parisiske borgerskab:

I 1863 indleverer Manet maleriet »Frokosten i det grønne« til Salonen, hvor det bliver afvist. For derefter at blive udstillet på Salon des refusés. Succesen er i hus: Afvisning det ene sted. Skandale og forargelse det andet.

Egentlig er »Frokost i det grønne« en motivisk opdatering af den italienske maler Giorgiones »Landlig koncert« fra begyndelsen af det 16. århundrede, med en påfaldende ændring. Man ser to mænd og to kvinder i en lysning i en skov. Men den ene kvinde er allerede nøgen. Den anden er det snart og vil om lidt slutte sig til frokostkurven og til veninden og til de to – fuldt påklædte – herrer.

Nøgenhed i maleriet er en tradition gennem århundreder i europæisk kunst, men tidligere havde alibiet, figenbladet, været, at kunstnere skildrede mytologiske scenerier. »Frokost i det grønne« var profant og – fandt samtiden – utugtigt og umoralsk.

To år senere indleverer Manet maleriet »Olympia«, der er en parafrase over Tizians fabelagtige »Venus fra Urbino«, som Manet havde studeret nøje under sin italiensrejse. I begge billeder er kvinderne nøgne. Tizians Venus er en romersk kærlighedsgudinde, mens Manets model er prostitueret.

Begge billeder tilhører Musée d’Orsay i Paris og befinder i en klasse, hvor værkerne kun yderst sjældent udlånes. (»Olympia« blev dog vist sammen med »Venus fra Urbino« i Palazzo Ducale i Venedig for tre år siden – og det var angiveligt første gang, de to malerier blev udstillet side om side.)

Men selv om »Frokost i det grønne« og »Olympia« ikke udstilles i Hamburg, skal de nævnes, for de er vigtige for forståelsen af den position, Manet opnår i Paris i 1860erne. Og for de motiver, som er gennemgående på udstillingen, der i øvrigt er præget af mange vigtige værker lånt fra andre museer. Også fra Glyptoteket i København.

Indenfor og udenfor

Udstillingen følger Manets udvikling, og det er en fin sidehistorie, at den gennem nedslag fortæller, hvilken betydning Salonen havde for byen Paris, for kunstnerne og for kunstnernes møde med publikum.

Mange malere er i de år i nogen grad ved at gøre sig fri fra klassiske mæcener som kirken og fyrsten. Også i sikker bevidsthed om den stadigt voksende kundekreds blandt det kunstinteresserede borgerskab.

Salonen er ganske vist af ældre dato. Men netop i sidste halvdel af det 19. århundrede bliver den en kampplads i kunstverdenen og i offentligheden, hvorefter den mistede sin betydning. Andre udstillingsmuligheder afløste den. Blandt dem kunsthandlerne, der fik voksende betydning i løbet af det 20. århundrede.

På Manets tid blev der udstillet omkring 3.000 billeder på den årlige udstilling i Salonen. Det var et forhold, Manet var yderst bevidst om. Det var dér, skrev han, man fandt venner og allierede i kampen. Kampen om hvad? Ikke blot opmærksomhed, men også ønsket om at fremme et nyt maleri, der afløste det traditionsbundne, der havde været plejet af Det Franske Akademi og andre institutioner.

Det var dét kunstneriske udtryk, Manet opponerede imod. Både gennem sin maleteknik og ved at insistere på større »naturlighed« end den, hans samtidige dyrkede i forfinede opstillinger og kropspositurer.

Det demonstrative blik

I Hamburg er Manets billeder suppleret med eksempler på værker af nogle af hans samtidige kunstnerkammerater for eksempel Berthe Morisot, som Ordrupgaard viste en fin udstilling med for et par år siden.

Og som man også kan se på udstillingen, var portrættet en vigtig genre for Manet. Ikke på bestilling, for Manet behøvede sådan set ikke bestille noget, men det er jo kedeligt, så han malede sine venner og fik mod betaling barpigerne til at posere for sig.

I dag kan den sidste motivkreds måske forekomme at være romantiserende, men det var den ikke i samtiden, og det er ikke uden grund, at Baudelaire skrev om Manet, at hans kampfælle havde »en udsøgt sans for realisme – for moderne realisme«.

Det er det moderne liv, de begge skildrer. I Manets maleri ligger opbruddet og frigørelsen fra den ældre tradition, han ellers på så mange måder hyldede, i den lettere penselføring, der alligevel samlede billedet i en komposition, man dengang anså for realisme.

Et af de greb, Manet anvendte, og som gennem udvalget i Hamburger Kunsthalle pointeres af tilrettelæggerne, var blikket. Betragteren kigger på billedet – men i en vis forstand kigger personen på billedet også på beskueren. I nogle af Manets nærmest statuariske opstillinger af personer synes de at kigge direkte på os og afkræve stillingtagen.

Moderne maler

Som det var tilfældet for mange andre kunstnere i tiden, fik inspirationen fra Japan stor betydning for Manet. Det er endnu et af de felter, hvor Manet foregriber det 20. århundredes maleri.

Japan havde gennem et par århundrede været lukket land, men efter at de vestlige stormagter havde gennemtvunget en åbning for samhandel, væltede en fremmedartet og fascinerende, anderledes billedtradition ind i Europa og fik en enorm betydning for Manet, for impressionisterne og for skikkelser som Gauguin og van Gogh.

Manet blev i sig selv et forbillede for impressionisterne, der beundrede hans radikale tilgang til maleriet og brugte det som afsæt for deres eget arbejde med en opløsning af motivet. Som impressionisterne malede Manet også – stik mod akademiets anbefalinger – i fri natur, og han malede også sammen med dem. Men trods invitationer deltog han aldrig i de, dengang skandaløse, siden berømmende, impressionistudstillinger i 1870erne og 1880erne.

Manet-udstillingen i Hamburg er en fin udstilling, der giver et godt indtryk af Manet og hans tid. Måske for pædagogisk at gøre Manets radikalitet endnu mere klar passerer man gennem salene moderne værker af blandt andre den amerikanske skulptør Richard Serra, der på en af væggene er citeret for noget i retning af, at nytænkende kunst altid provokerer – men til syvende og sidst bliver accepteret. Ligesom forgængernes.

Hvad: »Manet sehen. Der Blick der Moderne«.

Hvor: Hamburger Kunsthalle. Tirsdage-søndage 10-18, torsdage tillige til 21. Til 4. september.