Blomst af forglemmigejen!
Man plukker dig på gæret og i grøften.
En øjeblik – så er du tabt på vejen.«
Nivaagaard har udstyret sin udstilling af blomstermaleren over dem alle i guldalderen, J.L. Jensen, med fragmenter af digte af hans samtidige Emil Aarestrup.
Og den indledende lyrikstump minder om, hvad der kan blive blomsters skæbne. Plukket i et begejstret øjeblik og kasseret i det næste, letsindige øjeblik.
I andre tilfælde glæder de afskårne blomster for en stund, men der er ikke noget at gøre. De er døde. De kan leve videre i erindringen og i billeder som i J.L. Jensens store, kunstfærdige opsatser.
Som egentlig bedrager: J.L. Jensen satte sine blomster sammen efter, hvordan de gav den mest dekorative virkning. Ikke om deres blomstring nødvendigvis havde årstider eller geografiske områder til fælles.
Hvad Blomsterjensen ikke gjorde, var at gøre sine kompositioner til overvejelser over liv og død, som de store forbilleder i 1600-tallets Holland havde gjort.
Fyldt deres nature morte-opstillinger med nedbrændte vokslys, sæbebobler, timeglas og andre vanitassymboler på, at alting er forgængeligt og livet blot som boblerne i bækken: Forude venter døden, og du kan ikke tage de jordiske skatte med dig. Du kan glæde dig over dem, mens du er her, men begærlighed er en dødssynd.
Nivaagaard har nu udvidet udstillingen om J.L. Jensen med en installation af den britiske billedkunstner Rebecca Louise Law, der virkelig arbejder med en nature morte-symbolik, der til til at tage at føle på.
Hun tager udgangspunkt i, at afskårne blomster er døde.
Men så finder hun utallige evighedsblomster og giver dem nyt liv og deres navn ny betydning ved at tørre dem og omhyggeligt samle bladene i klynger og klaser, så det hele ligner ægte blomster, og sammen med lyset synes at vælde ned fra loftet på museet i et rum, der tjener som optakt til forsøget på at se på J.L. Jensen med vor tids øjne.
Malerier med blomster eller blomsteropstillinger som motiv blev gennem tiden så trivialiseret, at det egentlig blev afskrevet som kunstneriske troværdigt, og i modernismen gik den slags selvfølgelig slet ikke.
Men nu er afstanden til den del af traditionen blevet så stor, at flere fine danske malere har genopdaget motivet – og Nivaagaard supplerer sin udstillingen med Blomsterjensen med to eksempler på, at man kan gengive blomster uden nødvendigvis at male dem.
Foran museet er en fin video af Katja Bjørn med vanitasmotiver placeret i græsplænen, og nu er Rebecca Laws udstilling med smukt sammensatte evighedsblomster også åbnet. Og når den er færdig, pilles blomsterne ned og genbruges i andre af kunstnerens kommende installationer.
Om ikke i al evighed – så igen og igen og igen som rigtigt genbrug.
Rebecca Law
Nivaagaard, Gammel Strandvej 2, Nivå. Tirsdag-fredag kl. 11-20, lørdag-søndag kl. 11-17. til 12. august
