Lys og skygge

Museumsbygningen viser – side om side – to meget fine udstillinger. Som lys og skygge er de helt forskellige. Men de behandler begge på hver sin måde det almentmenneskelige.

I sin udstilling »Fatti a mano« viser Milena Bonifacini både billeder på væggene og maleriobjekter på stole og borde. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Milena Bonifacini er en rigtig maler.

Hun arbejder med farve og komposition. Hvad gør farver ved hinanden, når de bliver anbragt på et lærred og interagerer med omgivelserne?

Men Milena Bonifacini har også udvidet feltet. Sammenstillingerne af farve holder sig ikke nødvendigvis inden for lærredets traditionelt firkantede rammer.

Undertiden gør de det. Også på udstillingen i Museumsbygningen. Men gennem flere tidligere udstillinger – blandt andet en meget omfangsrig og meget vellykket maleriinstallation i Overgaden i 2003 – har kunstneren sprængt rammerne, så lærrederne har antaget andre former. Hyppigt bløde og organiske, så det hele går op i en højere enhed.

Milena Bonifacini maler abstrakt. Man kan måske fornemme en bagvedliggende naturinspiration, og man kan også i hendes organiske former i glimt synes, man genkender genstande fra virkeligheden.

Men netop de bløde amorfe former får en logisk forbindelse med lærredets bløde organiske former. Maleriet bliver til et objekt.

I udstillingen i Museumsbygningen har Milena Bonifacini taget adskillige skridt længere ind eller ud i maleriets muligheder. I maleriets udvidede felt.

Maleriets illusion

Hun har allerede ved tidligere lejligheder ladet maleriet forvandle sig til bemalede skulpturer. Denne gang er malerierne dels ophængt på væggene og dels muteret til en række genstande placeret på borde og stole i rummet.

Udstillingen fylder den ene side af Museumsbygningen og kan opleves som fire sammenhængende sale med stigende intensitet. Som udstillingen udvikler sig rum for rum, oplever man den, som om man går rundt i et tredimensionelt maleri.

Mange af Milena Bonifacinis billeder kan minde om tankesættene bag det nonfigurative, konstruktive maleri, hvor billedet eksisterer i verden uden videre referencer til virkeligheden.

Men Milena Bonifacini bryder også illusionen om det forestillingsløse maleri ved at inddrage andre genstande og ved at gøre sine malerier til figurer.

Håndens arbejde

»Fatto a mano« hedder udstillingen. »Håndlavet«.

Det skulle give sig selv. Kunstneren har blandt andet anvendt papmaché til at forme sine figurer. På lidt samme måde som den østrigske billedkunstner Erwin Wurm gør i nogle af sine skulpturer, har Milena Bonifacini fremstillet nogle håndlavede figurer, der kan have en både rørende og underfundig form, som hvis børn modellerer nogle former og maler dem.

Man aner, hvad det skal forestille, men så er formerne alligevel abstrakte og skabt ud af uspoleret fantasi.

Mange af udstillingens maleriske objekter er blandet sammen med genstande fra virkeligheden, som vi forbinder med køkken og husholdningsarbejde:

Syltekrukker og kogekar, forklæder, duge og andre tekstiler og altså også noget, der har at gøre med at fremstille noget i hånden.

Mange af de genstande fra virkeligheden, som Milena Bonifacini kombinerer med sine farverige former, er af ældre dato. Uden at blive til frilandsmuseum minder de om gamle dage, og hele mylderet af genstande danner tilsammen en slags hyldest til håndens arbejde og til husarbejdet.

Ikke som en romantisk tilbagevenden til gamle dyder, der ikke harmonerer med færdigretter og mikrobølgeovne, men som en anerkendelse af de værdier, der ligger i at fremstille noget med kærlighed.

Det er en mange tusinde år gammel historie, kunstneren på denne måde gør nærværende i et moderne formsprog, der i udstillingens kompleksitet bliver en enkel hyldest til det håndlavede. I hverdagens virkelighed og i kunstens eventyrlige virkelighed.

Skyggebilleder

Dagen efter terrorangrebet i Paris i november sidste år gik Krass Clement hen til kvarteret, hvor det blandt andet var foregået, og tog billeder. Selvfølgelig. Hvad gør en fotograf ellers for at forsøge at forstå og fastholde en så grusom begivenhed?

Billederne indleder udstillingen i Museumsbygningen med nedslag i hans omfattende produktion. Den tidløse fotograf, kamerakunstneren, der altid synes at befinde sig uden for den almindelige mainstreamtid, var ved denne lejlighed på pletten og har taget sorgfulde billeder, der også synes at have med tiden at gøre.

Tiden det tager at kapere en terrorhandling som den, der blandt andet netop fandt sted i et område af Paris, hvor mennesker mødes for at more sig og nyde den frihed, det har været så vanskeligt at opnå i Europa, men som i dag er essensen af det gamle krigsplagede kontinent.

Krass Clements billeder fra Paris i november er frysende. Forstenede ansigter, tilsyneladende tilfældige udsnit af virkeligheden. Hvad var det dog, der skete?

Skygger af øjeblikke

Krass Clement har altid forsøgt at finde ud af, hvad det dog var, der skete.

Derfor har han opsøgt en række byer verden over, rejst med den sidste Storebæltsfærge, besøgt Forstadsdanmark og taget med journalister på bordel. Det sidste med samme formål som med færgen, parcelhusene, motorvejene og deres rastepladser, byerne med deres torve og pladser og åbninger i husene:

For at lære noget om de mennesker, han har mødt. Og dermed lære noget om sig selv.

Som nylig afdøde Viggo Rivad er også Krass Clement gået den modsatte vej end så mange andre professionelle med kamera.

Han må have vidst, at så blev det gode billede selvfølgelig taget, og så kunne han lige så godt gå en anden vej for at se, om der ikke også var et godt motiv dér.

Det har der været overbevisende mange gange.

Der må eksistere millioner af fotografier fra Roskilde Festival. Stort set dem alle handler om glæde og ekstase. Krass Clement har formået at sammensætte en bog af billeder, der for hovedpartens vedkommende indfanger den melankoli, der også kan være en del af festen. Sådan har han altid i sine billeder fastholdt det upåagtede.

Det lånte lys

Krass Clement arbejder som billedkunstner i serier.

Bogen er hans foretrukne medie. Bogen, fordi den giver ro til fordybelse. Og bogen, fordi Krass Clements stemningsmæssigt og tematisk sammenhængende billedfortællinger mest af alt egner sig til at blive læst som en roman.

Flere tidligere udstillinger med Krass Clement har derfor også fokuseret på én af billedserierne. Det kan ikke lade sig gøre med en udstilling, der fungerer som en generel introduktion til kunstnere.

Her er det smagsprøver fra nogle af serierne, der også vækker nysgerrighed efter at vide, hvordan det hele hænger sammen, og i en række tilfælde kan man få stillet sin nysgerrighed ved at se i de udstillede bøger. Og således konstatere, hvor sammenhængende de hver især er. I sig selv og med hinanden.

Krass Clement er – som vi også fremhævede her i avisen i fødselsdagsportrættet for nylig – melankoliens mesterlige fotograf.

Udstillingens billedserier, og ikke mindst bøgerne, understreger, hvordan Krass Clement med stor præcision fastholder den usædvanlige hverdag og gerne den, der var i går, som det Paris, han voksede op i.

Det ligger der ikke nødvendigvis noget bagstræberisk i. Men det er her, man finder overvejelsen. Livet skal forstås baglæns, som det hedder i et populært Kierkegaard-citat. Krass Clement kigger sig tilbage, og i sine billeder samler han erfaringerne fra de byer og miljøer, han har udforsket, og fra de mennesker, hvis livsfortællinger han gennem årene har iagttaget.

Skyggen er et tilbagevendende træk og motiv i Krass Clements billeder. Uden nødvendigvis at være sortseer og uden at forfalde til en form for socialpornografi er det de mere alvorlige og barske sider af livet, han skildrer. Bagsiderne. Og døden.

Døden er ham ikke fremmed. Døden fotograferede han som en af sine første store serier. Det var dengang, han fulgte sin mors allersidste tid. En barsk fortælling, men en nødvendig del af livet. Det var måske også derfor, Krass Clement skulle hen at fotografere gerningsstedet den dag i november, da Paris blev ramt af en terrorhandling?

Hvem: Milena Bonifacini og Krass Clement.

Hvor: Museumsbygningen, Kastelsvej 18, København. Onsdage-lørdage 12-16. Til 23. april.