Lydskulpturer og papirmaskiner

Kunstforeningen Gl. Strand præsenterer et lovede internationalt vækstlag af unge kunstnere.

Ea Borres lydskulpturer, der er opbygget i pap og papir og drevet af mekaniske metalkonstruktioner, giver underlægningstone til hele udstillingen. Borre burde have den særlige publikumspris, som består af en soloudstilling hos Gl. Strand. Fold sammen
Læs mere

Et hjørne er foldet i kataloget til Kunstforeningen Gl. Strands aktuelle udstilling. Som et stort æseløre bibringer det på én gang uorden og en enkel skulpturel virkning. Æseløret har den tyske kunstner Sandra Havliceks skabt som sit kunstneriske bidrag til udstillingskataloget, men det kunne også være sat af den jury, der har besluttet, at hun er vinderen af den nyindstiftede EXTRACT-pris.

Gl. Strand, der tidligere har lagt rammer til EXIT, som var Det Kgl. Danske Kunstakademis afgangsudstilling, vil med den årlige EXTRACT og medfølgende kunstpris sætte fokus på den helt unge kunstscene. En indsats der ligger i tråd med de tanker, Eckersberg gjorde sig, da han tilbage i 1825 stiftede Kunstforeningen.

Det er en interessant lille skare, og med tre danske og fire internationale navne, der for ganske nylig har taget afgang fra henholdsvis Goldsmiths College i London og Städelschule i Frankfurt, har man heldigvis valgt også at se ud i Europa.

Prisvinderen - Havlicek - slår en formel minimalistisk tone an med værker som formfuldendt står frem som en samlet rumlig installation, der på én gang rummer og indrammer skulpturel bevægelse. Stefan Sulzers videoinstallation rummer en flot underspillet og uforløst suspense og gennem træsnit og glaskupler skildrer danske Mads Thomsen et udbrændt og krigshærget univers, hvor traditionen fra Palle Nielsens grafik holdes i hævd.

Som en underlægningstone til hele udstillingen hyler og piber Ea Borres lydskulpturer, der er opbygget i pap og papir og drevet af mekaniske metalkonstruktioner. Papirmaskinerne er skrøbelige, det er som om de hvert øjeblik kan give op - men det gør de ikke, og det kunne være rigtig spændende at se hendes papirmaskiner fordele sig på flere etager. Derfor fik Ea Borre, der i øvrigt er i gang med en uddannelse som orgelbygger, min stemme til den særlige publikumspris, som består af en soloudstilling hos Gl. Strand.