Louisiana tager hånd om kunstlort

Performancekunstneren Uwe Max Pedersen fik gennem en afledning placeret sit kunstværk på museet Louisiana.

Uwe Max Jensen har skidt i en Bodum stempelkande og forsøger at udstille den på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk fredag d. 12 marts 2010. Louisiana ønsker ikke "kunstværket" inden for dørene, så Uwe fik en ven til at smugle værket ind på museet. Værket blev straks fjernet og Uwe fik ikke mulighed for at se stempelkanden fra Bodum ustillet. Efterfølgende kunne driftschefen Poul Hasbech fortælle at værket var på vej i containeren. Her ses Uwe Max Jensen med kunstværket inden happeningen. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2010) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

- Det er ikke et samarbejde, som er godkendt af Louisianas ledelse, men det er et samarbejde i den forstand, at jeg bruger deres rammer.

Det sagde kunstner Uwe Max Pedersen tidligere i dag til Berlingske.dk om sit seneste kunstværk "Kunstnerlort på stempelkande", hvor han har brugt en Bodumstempelkande som toilet.

Og til trods for stort medieopbud fik han da også brugt rammerne. I dag kl. 12 dukkede kanden i følge DR Kultur op på en radiator på 2. sal.

Afskriv ikke afføring

Uwe Max Jensen så det ikke selv, for han ledte et optog af pressefolk i den anden ende af museet, og i mellemtiden sneg kunstnerens assistent sig ind med værket gemt under sin t-shirt og kunne ganske uhindret placere det på en radiator ved vinduet i sal 2.

- Jeg betragter denne happening som fuldført. Pointen er, at få værket ind i denne kunstneriske ramme, og jeg vil fremover have en helt anden fornemmelse, når jeg går gennem det her lokale, siger Uwe Max Jensen til DR Kultur.

Værket er en kommentar til kulturminister Per Stig Møller, som har udtalt sig kritisk om Piero Manzonis lort på dåse.

- Lort er ikke afskrevet i kunsten. Det er et legitimt materiale på lige fod med oliemaling, siger Uwe Max Jensen til DR Kultur.

Berlingske.dk talte tidligere i dag med Louisianas driftschef, Poul Hasbech, omkring museets stillingtagen til Uwe Max Pedersens happening.

- Vi har den holdning, at han så længe han er gæst, betaler entré som alle andre og opfører sig ordentligt, så kan han gøre, hvad han vil. Men så snart han stiller kanden fra sig, så har han overtrådt sikkerhedsregulativerne, og så vil jeg bede ham om straks at fjerne den. Hvis ikke han gør det, så gør vi det for ham. Det er ikke tilladt at have drikkevarer med i udstillingslokalerne.