Louisiana passer perfekt til Picasso

Mødet med ægteparret Suzanne og Georges Ramié sommeren 1946 blev afsættet for et helt ny, kunstnerisk virkefelt for Picasso, for de ejede pottemagerværkstedet Madoura i den sydfranske by Vallauris. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Måske er Picassos keramik så fremragende, fordi den er præcis og selvsikker. Fabulerende, men samtidig simpel; enkel grænsende til det banale. Måske er det noget så ligetil og alligevel så undertiden vanskeligt opnåeligt som basal livsglæde, der er på spil i genstandenes overflader?

I Louisianas udstilling indgår nogle små film. Man kan i løbet af få øjeblikke se, hvor cool Picasso er, og hvor rutineret han kan tegne for eksempel en tyr. Med sikre streger skaber han arketypen eller indbegrebet af dyret for vores øjne og tager os i et svimlende sug tusinder af år tilbage til hulemaleriet og frem igen gennem historien til den middelhavskultur, der motivisk havde så stor betydning for Picasso og hans værk. Både antikken, som den kan komme til udtryk i klassiske krukkeformer og statuetter opkaldt efter byen Tanagra, og nutidshverdagen ved den franske middelhavskyst. Det var et nydelsesfyldt område, Picasso elskede, og det kommer for eksempel til udtryk i de mange fisk og skaldyr og andre fødevarer, der sammen med hans livslange passion, kvinder, er blandt de fremherskende motiver på udstillingen.

Picasso (1881-1973) er en mand i sin bedste alder, da han efter afslutningen af Anden Verdenskrig slår sig ved den franske sydkyst.

Picasso kunne livet igennem genopfinde sig selv ved at begynde at arbejde med nye stilarter eller vende tilbage til gamle erfaringer, inddrage andre metoder og materialer og beherske dem med den overlegne selvsikkerhed, der kendetegner hans omfattende værk. Bestandig søgende og dog aldrig i tvivl om hvad han skulle gøre – så snart han havde tilegnet sig en ny teknik.

Det var det, han gjorde i Sydfrankrig. Ved et tilfælde møder han i 1946 ægteparret Suzanne og Georges Ramié, der ejer et værksted i pottemagerbyen Vallauris. Picasso må med det samme have set sine muligheder i materialet. Ikke så meget for selv at blive kunsthåndværker og dreje krukker, men for at dekorere de færdigbrændte fade, tallerkener, vaser osv.

Det har andre gjort, det er en stor tradition på de kanter, og de fleste af os har sikkert på et tidpunkt slæbt en »provencalsk« tallerken eller kakkel med hjem til samtalekøkkenet. Men Picasso gør genstandene til Picasso-værker ved at bemale dem i den enkle, humoristiske stil, han valgte ud fra sit store repertoire.

Resultatet er charmerende. Som for eksempel når han maler enkle billeder af den mad, man kunne spise på de tallerkener. Motivkredsen er stor og hænger sammen med hans øvrige billedbank. Nogle motiver er hentet fra tyrefægterkampe, andre er et overflødighedshorn af inspiration fra middelhavskulturen fra antikken til nutiden med dyr af forskellig art, ornamenter og symboler – og så er der selvfølgelig hans tilbagevendende symboler som uglen, geden, tyren (der også var et billede på ham selv) – og kvindekroppen.

Det slående ved Picassos bearbejdning, der stod på gennem mange år og resulterede i omkring 4.000 keramiske arbejder, er mesterens sikre måde at underlægge sig fadets flade eller arbejde med alle krukkens sider på, så der bliver tale om et helstøbt værk.

Som Picasso får mere erfaring, eksperimenterer han med keramikken som skulptur, men hovedparten er udført på allerede eksisterende grundformer, der egentlig var tænkt til praktisk brug frem for pynt. Picasso har på et tidpunkt besøg af den daværende franske kulturminister, André Malraux, og til ham siger han – ifølge en af formidlingsteksterne på væggene – at han har lavet nogle tallerkener, der »er så gode, at man kan spise af dem«.

For den idealist, der også boede i Picasso, ville det være det rigtigste, hvis tingene kom i produktion og kunne blive hvermandseje, og derved ville det være brugskunst. Men virkeligheden er som regel en anden, og i dag er krukkerne, vaserne og fadene osv. dyrebare kunstgenstande, der udstilles i montrer. Og sådan må det være. Det kan ikke være anderledes. Men i en ideel verden burde man have lov til at holde genstandene i sine hænder, berøre dem og mærke overfladerne og bemalingerne.

I iscenesættelsen af udstillingen har Louisiana tilsyneladende forsøgt at kompensere for det manglende sanselige element, der kunne opstå ved fysisk kontakt med keramikken, ved at arrangere krukkerne osv. i dekorative klynger på den typiske, elegante koreografi, der karakteriserer museet i Humlebæk. Louisiana er en symbiose af stor arkitektur, god smag og modernitet, lys og luft, kvalitet og overskud, der også passer til Picasso, med hvem museet efterhånden har arrangeret syv udstillinger, hvoraf en af de mest fremragende i nyere tid var udstillingen i 1996 om Picasso og Middelhavet. Den er præsentationen af Picassos keramik beslægtet med.

Picasso Keramik

Hvor: Louisiana, Humlebæk. Hvornår: Tirsdage-fredage 11-22, lørdage-søndage 11-18. Til 27. maj.