Kunst bygger ikke alene på virkelighed - eller drømme for den sags skyld. Kunst bygger også på anden kunst. Generationer af kunstnere står i gæld til forgængere. Kunstnere stjæler med arme og ben, har Per Kirkeby sagt, og det er sådan, det skal være, når man, som han, står ved det og får nye interessante billeder ud af brugstyveriet.
Fra i dag viser Louisiana en udstilling om påvirkningen fra Paul Klee (1879-1940) til Cobra-gruppen, der blev dannet otte år efter Klees død, på et tidspunkt da kunstnere efter Anden Verdenskrig så sig om efter nye inspirationskilder og blandt andet fandt dem i barnetegningen. Den havde Klee været særdeles optaget af. Hans værk er kaotisk og omfangsrigt, men Louisiana har med udstillingen fokuseret på netop barnet som det fælles interessefelt for såvel Klee som Cobra. Både barnet som motiv og især barnetegningen som en overdådig kilde af inspiration. Ikke som en barnagtig kunst, men som en form for kunstnerisk praksis, hvor nysgerrigheden er intakt, og hvor kunstneren ikke lader sig styre af konventioner eller traditioner eller facitlisten for, hvordan kunst bør være, men i stedet udforsker nyt land med åbne sanser. Eller gammelkendt land med friske øjne for den sags skyld.
Det er den historie, Louisiana får fortalt på en vedkommende måde. Gennem samarbejde med andre museer er det lykkedes at samle 120 værker af Paul Klee, som blander sig med et tilsvarende antal af Cobra-malerne, der ud over Asger Jorn blandt mange andre talte Karel Appel, Pierre Alechinsky og Corneille, Carl-Henning Pedersen, Egill Jacobsen og Ejler Bille.
Udsøgt udvalg
Udstillingens afsæt er en lykkeligvis ikke overdrevent pædagogiserende præsentation af problemstillingen, der lægger op til en vandring gennem flere af de temaer og motivkredse, Klee og Cobra havde til fælles. Uhyret og masken for eksempel.
Skønt Cobra er en skamredet helhest i mange museale sammenhænge - og det modsatte herhjemme er tilfældet for Klee - er det ikke alene lykkedes Louisiana at finde et nyt og interessant aspekt. Det er også lykkedes at skabe en vital udstillingsarkitektur, der uden overdreven iscenesættelse tager gæsten gennem en række gode billeder i interessante sammenstillinger. Her er centrale hovedværker sammen med stærke, men mindre kendte billeder af ikke mindst Cobra-malerne. Klee-billederne er simpelthen små perler, og undertiden griber man sig i at tænke, at hvert eneste værk på udstillingen er udsøgt:
De er smukke, de er enkle, de er sjove, umiddelbare og vedkommende. De er overbevisende i al deres koncentrerede enkelthed. De rækker ud, som det hedder, mod betragteren, og de bidrager til fortællingen om efterkrigstiden, da der blev lindet på grænsebommene i Europa, kunstnere igen begyndte at rejse og mødes, og da der var et behov for at kigge andre steder hen end de foregående slagtehuse. Som jo da selvfølgelig ikke lader sig sådan fortrænge, kan man se på udstillingen. Det er også den slags erfaringer, det er blandt kunstens kernekompetencer at fastholde.
