Den fynske skole er en del af Ordrupgaards DNA.
Inden museets stifter, Wilhelm Hansen, fik sin franske forbindelse i skikkelse af kunstkritikeren Théodore Duret og begyndte at købe impressionistiske billeder, samlede han på Fynbomalerne. Fra sin egen skoletid kendte han Peter Hansen, der senere introducerede ham til kredsen af beslægtede kunstnere. Bondemalerne blev de kaldt. Navnlig af dem der ikke værdsatte deres naturnære motivverden og djærve penselføring.
Ordrupgaard har på det seneste også været optaget af kunstnerhjem og kunstnerpar. Tidligere på året viste museet en udstilling med Anna og Fritz Syberg. I fjor var det Karin og Carl Larsson, og begge har en sammenhæng med den nye udstilling om Alhed og Johannes Larsen.
Skønt Alhed Larsen (1872-1927) var hjertet, som Otto Gelsted skrev i sit smukke mindeord, i det pragtfulde kunstnerhjem, de i fællesskab skabte på Møllebakken uden for Kerteminde, stod hun livet igennem i skyggen af sin mand, der også overlevede hende med 34 år. At hun blev mindre kendt, er der flere årsager til.
Selv om Alhed Larsen – som udstillingen demonstrerer – har mange fine kvaliteter, var Johannes Larsen en langt mere betydelig kunstner. Desuden blev kvinder diskrimineret i kunstverdenen. Da Alhed var ung, kunne hun ikke blive optaget på kunstakademiet, det var kun for mænd, og mange mandlige kunstnere modarbejdede og chikanerede kvinder, for, hed det sig, de kunne jo ikke male, og i øvrigt, mente nogle af dem, faldt niveauet i samtaler, når kvinder sad med ved bordet.
Sådan så Johannes Larsen ikke på sagen. Han respekterede sin hustrus arbejde, sikrede hende arbejdsro og -rum og insisterede på, at hun blev repræsenteret i samlingen på det nyåbnede Faaborg Museum.
Fynboerne kan i øvrigt ikke klage over manglende opmærksomhed fra den danske kunstmuseumsverden. De er repræsenteret på stort set alle landets museer. Med Faaborg Museum har de en arkitektonisk perle for sig selv. Med Johannes Larsen Museet en paradisisk plet, der virkelig er et besøg værd.
Udsigten fra vinduet
Ordrupgaard har en bemærkelsesværdig evne til at formidle og fortælle på en måde, der er lige tilpas. Meget imødekommende over for publikum, der i følgetekster får de nødvendige introduktioner, der hverken er for meget eller for lidt, for pædagogisk eller unødigt akademisk.
Historien om Alhed og Johannes Larsens hjem i naturen kan dårligt fortælles ved at tømme museet i Kerteminde for billeder og andet inventar og flytte det til Vilvordevej. Men man kan gøre det ved at vise deres billeder – flest af hans, dem er der nemlig mange af – og påpege ligheder og forskelle.
Fynboerne var hjemstavnsmalere. På et tidspunkt, da kunstnere søgte til København, fordi det var dér, det foregik, flyttede nogle tilbage til deres fødeø, og modsat for eksempel symbolisterne, der nærede en forkærlighed for storby og storbyspleen, malede de lillebyens hygge og landets skønhed.
Johannes Larsen er berømt for sine fuglebilleder og for sine malerier af årstidernes rytme. Han dramatiserer ikke landskabet. Han maler det, som han ser det; ærligt og ukunstlet og uden symbolske betydninger.
Som han havde den store natur som sit hovedmotiv, havde Alhed Larsen den lille. Blomsterbuketten i vindueskarmen, for eksempel, udsigten fra hjemmet, den store verden fortalt gennem udsnittet. Tilsammen belyser billederne et rigt kunstnerliv.
Hvem: Alhed og Johannes Larsen.
Hvor: Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund. Tirsdage-søndage 13-17, onsdage tillige til 21. Til 21. februar.
