Arbejdermuseet. Udstilling
Russisk Revolution 100 år Revolution. Oktober 1917
Ude i Arbejdermuseets baggård står en fire meter høj staue af Lenin og skuler ind gennem museets vindue til udstillingen om Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917. Når han står dér halvvejs gemt væk, er det, fordi museet flyttede ham i 2004 fra museets forgård efter en offentlig debat om, hvorvidt man kunne have en kynisk menneskeundertrykker til at stå ved museets fordør og byde velkommen. I en video på udstillingen diskuterer to af museets folk, om det var rimeligt at flytte denne kommunistiske leder, der førte revolutionen på afveje allerede fra dens start. Eller måske var det netop ikke afveje, for målet var magten med alle midler.
Arbejdermuseets aktiviteter i forbindelse med Oktoberrevolutionen omfatter foruden udstillingen i København en udstilling i Sankt Petersborg og en konference om revolutionen og dens virkninger i København. Og der er nok at tale om, for revolutionen i Rusland var skelsættende med ødelæggende virkning både for Ruslands befolkning og for os i Vesten. Massemord, deportation, frygt og kold krig blev resultatet.
Danmark var i en unik position i revolutionstiden, for vi havde et gesandtskab, der forblev i Sankt Petersborg under revolutionen, og Dansk Røde Kors havde udsendte medarbejdere, der som nogle af de få vestlige iagttagere var vidner til dramaet. Der var udsendte danskere, der hjalp syge krigsfanger i det russiske rige og også berettede om forholdene i det uroprægede land.
Arbejdermuseet har valgt at fortælle historien om fire danskere, der oplevede revolutionen på nærmeste hold. Eduard Saltoft var en dygtig kunstmaler og tegner, der drog til Rusland i 1914 som udsendt af Berlingske Tidende. Hans tegninger fra Rusland er fremragende og viser nøden og fattigdommen i Sankt Petersborg. Han blev fra 1916 til 1920 medarbejder ved Røde Kors og hjalp nødlidte. Arbejdermuseet viser flere af hans fine tegninger. Saltoft drog tilbage til Europa i 1920, og hans værker om revolutionen og Rusland blev vist på en stor udstilling i London i 1920, så han kom til at spille en international rolle for udbredelsen af kendskabet til russiske forhold.
En anden iagttager var Hermod Lannung, der var ansat ved det danske gesandtskab i Sankt Petersborg. Den unge Lannung blev hvirvlet ind i diplomatiske forviklinger og blev mærket for livet af sine oplevelser i Rusland. Fra 1922 til 1924 arbejdede han igen i Sovjetunionen, nu i Fridtjof Nansens hjælpeaktion under den russiske hungersnød. Han blev desværre senere en af Sovjetunionens apologeter i Danmark og var i mange år formand for Dansk-Russisk Forening. Fra 1974 og til sin død i 1996 var han foreningens formand.
Den tredje dansker, museet fortæller om, er kommunisten Ernst Christiansen. Han var den første formand for Danmarks Kommunistiske Parti fra 1919 til 1926 og drog til Rusland i 1920 fuld af begejstring for revolutionen, selv om det var et kup mod demokratiske kræfter. Ernst Christiansen søgte på grund af den politiske udvikling i Sovjetunionen optagelse i Socialdemokratiet i 1927 og blev minister uden portefølje i regeringen H.C. Hansen fra 1955 til 1957 som viceudenrigsminister.
Den sidste dansker er den revolutionære Marie Nielsen, der var en af de første kommunister i Danmark. Hun var en genstridig dame, der blev smidt ud af tre forskellige partier og betegnede sig selv som Danmarks eneste rigtige kommunist. Hun drog til Rusland efter revolutionen og blev grebet af kommunistisk ildhu, som hun bevarede indtil sin død i 1951. Efter hjemkomsten til Danmark rejste hun landet tyndt med et lysbilledforedrag på bedste Jacob Holdt-manér om revolutionen, som blev set af tusindvis af mennesker. På den måde blev Marie Nielsen en af de vigtige kilder om Rusland til den danske befolkning. Arbejdermuseet har i sin besiddelse godt 150 af hendes billeder fra Rusland.
Udstillingen er delt i to, hvor man i stuen viser de fire danskeres indtryk fra Rusland og russiske plakater og på første sal beretter om revolutionens virkning i Danmark. Her er eksempler fra Socialdemokratiets, DKPs og det maoistiske KAPs holdninger til revolutionen. Hvor Socialdemokratiet hurtigt mistede sympatien, fastholdt Danmarks Kommunistiske Parti begejstringen, og ordet oktober blev synonymt med revolutionær ildhu. Det maoistiske KAP, der afskyede Sovjetunionen, mente, at Oktoberrevolutionen var blevet forrådt i Sovjetunionen og kun overlevede i Kina. I 1970erne kunne KAP mønstre brede grupper af unge, der lyttede til hyldesttaler om Oktoberrevolutionen. Men den gode historie om Lenin og revolutionen var fra 1970 ikke kun begrænset til partier, men nød bred sympati i universitetskredse, og i kollegieværelser hang plakater med Lenin, som de unge endnu ikke havde opdaget, var en af det 20. århundredes mest dæmoniske skikkelser. I dag vil det være svært at finde en plakat med Lenin.
Udstillingen er særdeles spændende, men museet yder ikke materialet fortjeneste, idet pladsen er for lille. Der skulle være satset meget mere på de spændende skæbner, så de fik plads, og Eduard Saltofts og Marie Nielsens tegninger og billeder skulle have været blæst op i stor størrelse. Det fortjener materialet, men under alle omstændigheder er museets udstilling absolut et besøg værd – og nyd Lenins skumlen i baggården.
