Lemmerz og hans følgesvend døden

Livets store spørgsmål er atter til debat i Christian Lemmerz’ nye skulpturerpå Horsens Kunstmuseum, hvor også Morten Buch giver nye bud på maleriets muligheder.

Døden har været et gennemgående tema i mange år for billedhuggeren Christian Lemmerz. Her er en nyere version fra 2011 af kunstnerens berømte »Todesfigur«. Pressefoto: Horsens Kunstmuseum Fold sammen
Læs mere

Det kan meget vel være, at der ofte er en ironisk drejning eller en vrængende gestus i Christian Lemmerz’ værker og en på samme tid demonstrativt enkel og udspekuleret legende omgang med materialernes muligheder. Men når det kommer til stykket, er det altid dyb alvor, der er tankegodset i skulpturerne.

Døden er det helt centrale emne. Og derfor selvfølgelig også kroppen som hylster og overvejelserne om et efterliv. Er der en Gud foroven? Eller er tilværelsen udelukkende tiden på Jorden?

Dertil kommer emner som forestillinger om identiteten og den dumme tomhed bag Breiviks ansigt, hvor man på udstillingen blot ser det sjælsforladte kranium og det latterlige skæg.

Udstillingens tema anslås med det samme med en række magtfulde vægskulpturer i bronze, hvor det kunstneriske udtryk ligger i den stoflige bearbejdning af overfladen. Små figurer dukker op og får reliefferne, der bærer titlen »Grab«, »Grav«, til at ligne nyligt pløjede marker, der viser sig måske at rumme massegrave.

Midt i det dystre rum ligger en figur fremstillet af forskellige plastmaterialer. Den menneskelignende form er tilsyneladende forbundet med en maskine, der sikrer vejrtrækningen, og værket bliver uvilkårligt et billede på det liv, vi desperat klynger os til. Naturligvis. Når man betænker alternativet.

Fra væggen ser også Jesus på korset på sceneriet, og Kristus er formgivet som en grotesk bodybuilder, uden at det nu synes at gøre nogen forskel.

Vase med blomster

Sideløbende med Lemmerz udstiller Morten Buch på Horsens Kunstmuseum.

Morten Buch tager i sit maleri i udpræget grad figurativt udgangspunkt i genstande fra hverdagen som sko, arketypiske figurer som teltet og kunsthistorisk belastede motiver som blomstervasen. Kunsthistorisk belastet fordi vasen med blomsterbuketten blev et skamredet og nedslidt motiv i maleriet, som først i de senere år har fået en troværdig renæssance.

Morten Buch har i sine tidligere billeder arbejdet ekspressivt med store armbevægelser og et farvevalg, der var alt andet end indsmigrende.

I den nye billedserie holder han fortsat fast i motivet, en vis figuration og fortælling, men farverne og måden at male på er afdæmpet, og figurerne på lærredet er på nippet til at opløses i ren abstraktion. Motivet er blevet undskyldningen, så at sige, for at arbejde med farven og med fladers forhold til hinanden i et billedrum, der tyder på en ny og skærpet interesse for et egentligt nonfigurativt maleri.

Alle malerier, alle kunstværker, går – for nu at bruge en virkelig slem kliché – i dialog med betragteren. De kan i hvert fald gøre det. Men i Morten Buchs ophængning i salene på kunstmuseet i Horsens er både de store formater og de mindre billeder placeret på en slags sokler, der giver en stærk følelse af nærvær med de koloristisk afklarede billeder, der her og der kan lede tanken hen på den tyste meditative skønhed i Modiglianis maleriske opstillinger.

Hvem: Morten Buch og Christian Lemmerz.

Hvor: Horsens Kunst- museum.

Hvornår: Tirsdage-søndage 11-16, lørdage-søndage tillige til 17. Morten Buch til 12. januar. Christian Lemmerz til 19. januar.