Landmusen og bymusen

Gedigen udstilling i Arken fortæller historien om venskabet mellem Michael Ancher og P.S. Krøyer og de billeder, der kom ud af deres indbyrdes kappestrid.

Sammen for første gang i 117 år. Det ene billede er malet af P.S. Krøyer, det andet af Michael Ancher. I midten udstillingens tilrettelægger, Andrea Rygg Karberg. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Laurits Tuxen – hvis værk snart foldes ud på Fuglsang Museum – skabte én skulptur.

Det er den, der tager imod i Arkens nye udstilling, for den forestiller to af hans kunstnerkammerater fra Skagen, Michael Ancher (1849-1927) og P.S. Krøyer (1851-1909). Det er et værk, der hædrer to af den tids største danske malere – men det er også en skulptur, der fortæller om venskab og om forskellige temperamenter:

Verdensmanden P.S. Krøyer der færdedes hjemmevant i de europæiske hovedstæder. Kunstneren som søgte glæden og fællesskabet og elskede livet – indtil det blev svært.Den langt mere jordbundne Michael Ancher, der også elskede livet, men foretrak ensomheden under arbejdet, som havde et lettere knudret sind, men alligevel var langt mere robust end sin ven, da det kom til stykket.Skulpturen tilhører Skagen Museum og er som mange af udstillingens malerier udlånt til Arken, mens museet i det nordligste Jylland er under renovering.

Skulpturen gengiver de to kunstnere stående sammen under et af Krøyers mange besøg hos landmusen på Skagen på vej ud i naturen for at male den.

Det var en relativt ny tendens. Tidligere i 1800-tallet var kunstnere – stik mod akademiernes anbefalinger – begyndt at rejse ud i landskabet for at male det på stedet og i det hele taget leve det gode liv i smukke omgivelser. Ikke sammen med, men snarere side om side med lokalbefolkningen, der også blev yndede motiver. Kolonien i Skagen blev grundlagt i slutningen af 1870erne, og når det blev Skagen, var det ikke mindst på grund af det stærke lys.

Kammerater og konkurrenter

Udstillinger med Skagensmalerne er noget, vi har stort set hvert andet år ét eller andet sted, for værkerne fra medlemmerne af den danske kunstnerkoloni bliver ved med at fascinere ikke blot et stort publikum, men også forskere, der finder nye aspekter.

Det er således første gang, en udstilling isolerer de to store skikkelser for at se på deres venskab – og indbyrdes konkurrence. Kunsthistorikeren Elisabeth Fabritius er for tiden ved at undersøge de to kunstnerkammeraters omfattende korrespondance med henblik på en kommende udgivelse af den. Det er der tilsyneladende grund til at glæde sig til, hvis man skal dømme efter de smagsprøver, der er strøet på væggene i udstillingen.

Deres breve handlede naturligvis om deres respektive billeder, men også om deres liv og deres undertiden problematiske venskab. Nogle af citaterne er virkelig rørende, og som udstillingen, tilrettelagt med sikker sans for den gode fortælling af Andrea Rygg Karberg, lægger op til, kan billederne og fortællingen bag dem tjene som afsæt for egne overvejelser over begrebet venskab. Sådan rigtigt venskab. Dybt, fortroligt, hengivent, ærligt og ægte.

Michael Ancher kom meget tidligt til Skagen. Allerede i 1874. Og han vendte tilbage og blev i modsætning til P.S. Krøyer og de andre kunstnerkammerater som for eksempel Christian Krohg, Laurits Tuxen, Carl Locher og Viggo Johansen fastboende.

Det var ikke kun lyset, der var vidunderligt på Skagen. Ikke alene frokosterne og jagtudflugterne. Også Anna; datter af kroværten Erik Brønnum. De giftede sig, og Anna blev i modsætning til langt de fleste hustruer i datidens kunstnerægteskaber en fin maler. Som regel var det sådan, at når to kunstnere lærte hinanden så godt at kende, at ægteskab var en nærliggende mulighed, røg den kvindelige kunstners malerkasse ud ad vinduet. I et tilfælde helt bogstaveligt af toget, lige da bryllupsrejsen var begyndt, og før toget fra København havde nået Valby.

Michael Ancher var det, der dengang hed figurmaler. Han malede opstillinger med personer, som ikke var egentlige portrætter. På Skagen havde han fundet en motivkreds, der var helt hans egen. Ikke desto mindre inviterede han generøst bymusen til at komme til landsbyen og få del i glæderne. Det var også fantastisk. De var hinandens bedste kritikere. De blev nære venner. Og så var der alligevel noget, der trykkede.

For Krøyer og alle de andre kunne jo nok se, at Michael Ancher havde en rig motivverden, og den ville de naturligvis også have del i. Et af eksemplerne på, at Ancher føler sig trådt for nær, er Krøyers fantastisk malede og i forhold til tiden meget moderne komponerede »I Købmandens bod når der ikke fiskes«, som Krøyer maler allerede under sit første ophold på Skagen sommeren 1882.

Sådan skulle det jo heller ikke have været. Det var Anchers svigerfar, der ejede købmandsforretningen, og Ancher havde opfattet motivet som et, der var hans, og så kommer Krøyer valsende ude fra den store verden og maler et suverænt billede. Først ni år senere tager Ancher fat på motivet, og på udstillingen kan man se, til hvis fordel sammenligningen uvægerligt falder ud. Også selv om Michael Ancher var en fremragende maler, der – og det dokumenterer udstillingen også – ikke stod tilbage for Krøyer.

Rigtige venner

Det fine ved venskabet mellem de to kunstnere er så, at de er ærlige i deres brevveksling.

Michael Ancher skriver faktisk til Krøyer, at det går ham på, hvilket Krøyer selvfølgelig ikke forstår, men gennem årene lærer de – som rigtige venner kan gøre det – at acceptere hinandens forskelligheder og være både kammerater og konkurrenter; venner og rivaler, som det hedder i udstillingstitlen.

Et af udstillingens mest frapperende, men også rørende eksempler er en samstilling af to billeder, der på afstand fuldstændig ligner hinanden. Også selv om det ene er malet af Krøyer og det andet af Ancher.

Ud over lokalbefolkningen og landskabet var de to kunstneres hustruer også et vigtigt motiv for Krøyer og Ancher, og på udstillingen får man en fornemmelse af, hvor forskelligt kvindesynet har været. Anna Ancher er fremstillet som en fri og selvstændig kvinde. Marie Krøyer som en yndig og indadvendt, skrøbelig skabning.

Men smukke var de, og blandt Krøyers mest elskede motiver er hustruerne i hvidt tøj, promenerende langs vandkanten.

Det kunne Ancher også sagtens se, og hvad enten det nu var i beundring eller veneration for vennen eller som et minde om en dejlig tid kopierer han et forstudie af Krøyer til gengivelsen af de to kvinder set fra ryggen mod den blå himmel.

Det var jo ikke noget. Det er et af de greb, kunstnere bruger for at lære af hinanden og deres forgængere. Men Ancher kan i lang tid simpelthen ikke få sig selv til at sige det til Krøyer. Omvendt bliver han nødt til det, for ellers er det et forræderi mod venskabet, og det gør han så i et brev med mange bortforklaringer, som Krøyer svarer afvæbnende og humoristisk på, og under udstillingen kan man på bestemte tidspunkter høre skuespillerne Preben Kristensen og Michael Moritzen læse brudstykker af de to kunstneres korrespondance.

Historien er fint fortalt og ophængningen godt disponeret. Det naturalistiske friluftsmaleri var lys- og lystbetonet, og billederne rummer mange eksempler på kunstnernes opfattelse af lokalbefolkningen – Anchers selvfølgelig langt mere solidarisk og indlevet end Krøyers – og opfattelser af det gode liv med frokoster og jagtudflugter og smukke kvinder i natur. Udstillingen slutter i mol. Det sidste store billede er Krøyers flot komponerede »Sankt Hans-blus på Skagen Strand« fra 1906.

Mange af Skagensmalerne og deres venner er samlet omkring bålet. Også Marie Krøyer er gengivet i billedet, stående lidt fra de andre, men ikke isoleret. Ved siden af kvinden, der i samtiden angiveligt blev betragtet som landets smukkeste, står den svenske komponist Hugo Alfvén, som hun har indledt et forhold til, og som hun forlader Krøyer til fordel for.

P.S. Krøyer blev en af den tids fejrede malere. Ikke blot herhjemme, men også i udlandet. De sidste år var imidlertid sørgelige. Det var Michael Ancher, der måtte følge Krøyer til et hospital, der kunne lindre hans plagede sind, og det blev Michael Ancher, der arrangerede begravelsen og besvarede kondolencebrevene. Han følte, han var den nærmeste. Sådan er det – trods forskelligheder – med rigtige venner.

 

Hvad: Michael Ancher og P.S. Krøyer – venner og rivaler.

Hvor: Arken, Ishøj.

Hvornår: Tirsdage-søndage 10-17, onsdage tillige til 21. Til 12. april.