Land i sigte

Ina Rosings billedsuite til Nordatlantens Brygge handler om at rejse og om rejsen som et billede på livet. Det er ekspressionistiske billeder med måger og skumsprøjt og talrige kulturelle referencer.

Der er land i sigte, og mågerne flokkes om skibet. »Fuglene« hedder dette maleri fra Ina Rosings udstilling i Nordatlantens Brygge, hvor 12 malerier i samme størrelse fortæller om rejsen som et grundvilkår. Foto fra kataloget Fold sammen
Læs mere

»Land ho«, hedder Ina Rosings udstilling. Den består af 12 store malerier, der nærmest ser ud, som om de er malet til det ikke helt uproblematiske udstillingsrum i Nordatlantens Brygge.

Billederne, der har samme format, er bygget op over nogle gennemgående greb. En slags horisontlinje deler billedfladen i himmel og hav. Man har en fornemmelse af at befinde sig på åbent vand. Skibsmetaforer, havdyr og fugle er tilbagevendende elementer - og man får denne fornemmelse af, at der er landkending forude. Ikke som i betydningen »vendt hjem«. Snarere som et blik på ukendt land, hvad enten det er Europa med alt, hvad kontinentet rummer af kulturarv og selvmodsigelser, eller det er uopdaget land. Måske Skatteøen som i romanen, for der er drømme og eventyr i billederne.

Det er en mental rejse, billederne fortæller om. Det er den rejse, vi undertiden må foretage, og derved bliver malerierne til billeder på tilværelsen. Trods genkendelige former er der meget, vi ikke umiddelbart kan tyde.

Øjet søger mod roligere vande

Ina Rosings billedsprog er ekspressivt. Det er måske nok den dybe grund, men det er ikke det stille vand, og farver synes i flere af billederne at eksplodere i former, der er vanskeligt gennemskuelige - og her og der får øjet til at søge mod roligere vande. Undertiden kan man faktisk godt føle sig lidt fortabt; fanget dér et sted mellem himmel og hav i Ina Rosings kaotiske billeder, der ikke desto mindre - horisonten rundt - danner en sammenhængende fortælling om de meget forskellige muligheder, der er for at male om fremmede kyster ud fra nogle faste men enkle grundregler, maleren har opstillet for sig selv.