Kunstindustriens venner

I Bredgade ligger Kunstindustrimuseet med nogle af de fineste genstande, som dansk og udenlandsk kunsthåndværk har præsteret. Samlingen skyldes private mæcener, og kunsthistorikeren Charlotte Christensen yder dem fuld retfærdighed i sin bog om menneskene bag museet.

Radioen herover er en »Beolit 39«, altså B&O-design anno 1939. Fold sammen
Læs mere

I 1890 blev et dansk kunst-industrimuseum skabt. Samlingen er i dag en perle og huser nogle af verdens smukkeste kunstindustrigenstande. Det var private givere, der stod bag etableringen i 1910 af Kunstindustrimuseets Venner, hvorved der blev skabt basis for et organiseret indsamlingsarbejde. Men hvem var disse mennesker, og hvad ville de?

Det forsøger kunsthistorikeren Charlotte Christensen at svare på i sin bog »...at give af et godt Hjerte og et glad Sind«. Titlen kunne godt have været lidt mere af en kioskbasker, men den fremhæver, hvad der er kernen i sagen, nemlig at disse rige borgere af et godt hjerte forsøgte at gavne landet og deres medmennesker. Gennem gaver sikrede vennerne museet mulighed for at købe antikke møbler, samtidskunst inden for design og kunstindustri samt meget andet. Enhver, der vil forvisse sig om, hvorvidt det lykkedes, kan besøge museet i Bredgade og se, at det gjorde det.

Fra landets elite

De glade givere var et bredt udsnit af landets elite, der samarbejdede med Kunst-industrimuseets direktør Emil Hannover, som Charlotte Christensen sammenligner med Georg Brandes.

Hannover var kunstkritiker på Politiken og en af Europas bedste kunstkendere og dertil en skarp polemiker. At denne kulturradikale herre fandt et samarbejde med den konservativt prægede støttekreds er i sig selv bemærkelsesværdigt, selv om det ofte gav anledning til ballade.

Det var Emil Hannover, der stod bag skabelsen af venneforeningen, hvis første formand blev kammerherre R. Krag, der ifølge Charlotte Christensen blev en god støtte for »museets lejlighedsvise uregerlige direktør«.

Den til tider uregerlige direktør og den voksende kreds af venner fik doneret og indkøbt en række pragtgenstande til museet. Både dansk og udenlandsk kunsthåndværk af fornemmeste kvalitet blev erhvervet, og Charlotte Christensen gør fint rede for indkøb og slagsmålene for at finde og købe det bedste i konkurrence med andre museer og samlere. Til tider måtte Hannover også afsløre falsknerier, som godtroende samlere kom slæbende med.

Dygtig pengeafpresser

I tæt samarbejde med Landmandsbankens tragiske direktør, Emil Glückstadt, skabte de grundlaget for museets fantastiske samlinger, og Glückstadt var også manden, der forærede museet det tidligere Kongelige Frederiks Hospital (opført 1752-57), hvor det fik til huse i 1919.

Den spændende Emil Hannover blev efterfulgt af den mere fredsommelige Vilhelm Slomann, der var direktør for museet helt frem til 1949. Det var ikke altid let for en privat samling at holde sig i live, når verdenskriser kradsede, og flere gange truedes samlingen.

Slomann var imidlertid en »uforlignelig pengeafpresser«, som Christensen citerer samtidens kilder for at kalde ham, og så gjorde han i øvrigt en kæmpeindsats for forfulgte i 1930erne. Sloman efterfulgtes af andre dygtige direktører, der i tæt samarbejde med vennerne til stadighed udvidede samlingen.

Charlotte Christensen følger museet og dets venner helt op til nutiden, og hun gør det godt og levende. Der stod mange slag om penge, kunstholdninger og samarbejdets vanskelige kunst. Det er skildret med udgangspunkt i museets store arkiv, og sammen med de utroligt smukke genstande er bogen blevet en fryd at læse og kigge i.