Kunsteren Jesper Christiansen er en af de sidste - kulturelle - turister i Europa

Jesper Christiansens malerier vrimler med detaljer og dybe perspektiver. På udstillingen indgår også nogle af de afbildede genstande som for eksempel lampen centralt placeret på bordet. Jesper Christiansen er født i 1955 og uddannet på Kunstakademiet, hvor han siden selv blev professor. Blandt meget kendte værker er et meget omfangsrigt vægmaleri til Kronprinsparrets palæ på Amalienborg forestillende forskellige kort kombineret med et utal af billeder af genstande. Pressefoto Fold sammen
Læs mere

C.W. Eckersberg, der er blevet kaldt dansk maleris fader, og N.L. Høyen, der blev landets første kunstkritiker, var i 1825 blandt stifterne af Kunstforeningen, der er et klassisk dannelsesprojekt. Og sjældent har der i nyere tid hvilet en så intens stemning af netop dannelse over salene i arkitekten Philip de Langes smukke 1700-talshus som i Jesper Christiansens nyåbnede udstilling.

Der er - hvilket ikke er så overraskende - malerier på væggene i de gamle borgerstuer, og mellem dem er der ældre store og borde, hvor der som i et kultiveret kurateret hjem på samme måde skødesløst og præcist ligger en bog eller to. I rummene finder man også store vitrineskabe, og i dem kan man se samlinger af bøger, billeder og kunstgenstande, der har inspireret Jesper Christiansen - eller som han bruger som referencer i sine gennemgående meget store lærreder. Også billederne er fyldt med genstande. Påfaldende mange bøger i store, gammeldags indrettede rum. Det er, som om Jesper Christiansen visualiserer imaginære biblioteker; fyldt med ikke blot bøger men også forskellige former for møblement, udsøgte kunstgenstande fra forskellige stilepoker og perspektivrige udsigter over landskaber set gennem vinduer. Undertiden tager han også betragteren ud i haver med lysende, blomstrende træer; malet så man kan blive nærmest bevæget, eller til byens pladser og torve. Det er muligt at identificere de enkelte byrum - og så er der alligevel noget, der ikke helt passer med den virkelighed, vi kender.

Jesper Christiansen maler figurativt. Man kan se, hvad det forestiller. Men det er ikke det samme, som at resultatet er realistisk, for Jesper Christiansen blander virkeligheder sammen og tilfører sine motiver en udtalt poetisk stemning. Kun sjældent forekommer motiverne foruroligende. Men det sker i et billede, hvor tilsyneladende silende maling på lærredet skaber en illusion af, at der kommer vand ned fra loftet i et bibliotek. Måske er den kulturelle verden - gårsdagens Europa - ved at gå i opløsning på grund af dannelsestab. Måske er det noget helt tredje, der er på spil, for Jesper Christiansens labyrintiske scenografier er sjældent entydige. Deres overvældende ophobning af detaljer breder sig ud som et fabulerende landskab af fortællinger; netop som store romaner åbner nye verdener og appellerer til læserens egen billeddannelse.

Malerierne kan også ses som refleksioner over kunstnerens egen dannelsesrejse. Tilsyneladende har Jesper Christiansen en voldsom appetit på fortidens og nutidens kultur fra billedkunst til musik og inden musikken spring fra punk til pop til de store klassikere. Han er som en skønånd eller en af de sidste - kulturelle - turister i Europa, der dvæler ved Venedigs kanaler og flanerer mellem Dante og Goethe, amerikaneren Ezra Pound, der døde i Venedig og ligger begravet på øen S. Michele, og Virginia Wolf og andre fra fundamentet af den europæiske civilisation, og denne lyst- og nydelsesbetonede interesse bruger han til at undersøge forholdet mellem litteratur og billedkunst i en kraftpræstation af inciterende malerier.

Jesper Christiansen

Hvor: Kunstforeningen, Gl. Strand 48, København. Hvornår: Tirsdage-søndage 11-17, onsdage tillige til 20. Til 22. april.