Kronprinsparrets bolig får topkarakter

Kronprinsparrets nyrenoverede bolig i Frederik VIIIs palæ på Amalienborg er blevet kongeligt moderniseret og de overvejende yngre kunstnere permanente udsmykning til nogle af salene er mere vellykket end vores anmedeler kunne forstille sig.

Loftmaleri af Eske Kath i Kronprinsparrets nye  bolig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er endnu mere vellykket, end jeg havde forestillet mig.

Forventningerne var ellers ikke små. Vi taler Amalienborg, et hovedværk i dansk arkitektur og også i europæisk sammenhæng et prægtigt bygningsværk. Men palæerne er opført i midten af 1700-tallet, og ældre bygninger skal fra tid til anden sættes i stand og moderniseres. Arbejdet med renoveringen af Kronprinsparrets kommende bolig i Frederik VIIIs Palæ har været overladt til Slots- og Ejendomsstyrelsen i samarbejde med blandt andre tegnestuen Arkitema, så palæet har været i gode og erfarne hænder. Resultatet vil man snart kunne se ved selvsyn. Frederik VIIIs palæ er fra på lørdag og til udgangen af maj tilgængeligt for offentligheden.

Billedserie: Her skal Frederik og Mary bo

Og så - oven i købet - har en halv snes fremtrædende, overvejende yngre danske kunstnere skabt værker til stedet. Det er de sluppet rigtigt godt fra. Man kan faktisk tale om en markant fornyelse af den gamle tradition med at skabe udsmykninger til fyrsteboliger, hvilket er noget ganske andet end at male et billede i sit værksted.

Renoveringen først. Den er som nævnt vellykket. Ikke kun fordi det let forfaldne palæ, der havde stået mere eller mindre tomt i nogle år, trængte til en kærlig hånd og nu fremtræder nyistandsat, men også fordi palæets sale og værelser på en og samme tid er blevet respektfuldt moderniseret - blandt andet energimæssigt - og har fået et nyt arkitektonisk udtryk, der både viser tilbage og forekommer mere nutidigt, end det der blev skabt i den forudgående renovering, der er fra midten af 1930rne.

Din mening: Hvad synes du om kronprinsparrets nye hjem?

Jeg kan ikke prale af at have haft min gang på slottet i dronning Ingrids eller for den sags skyld kong Frederiks levetid, så jeg har ikke selv set, hvordan indretningen har været i de sidste mange år, men af fotografier af bygningens indre fremgår det, at man under den seneste gennemgribende renovering har malet det meste hvidt. Det har været moderne dengang, det er hvidt på så mange måder stadigvæk, men det er som om alle de forgyldninger, der er kommet tilbage, giver palæet et mere tidssvarende udtryk. Det er ikke kun, fordi det ser nyt og fint ud i de endnu umøblerede stuer, der - tomme som de er - præsenterer sig ekstraordinært smukt. Den tilbagevenden til empirestilen fra renoveringen i slutningen af 1820erne passer på en eller anden måde til vores tid, og det moderne maleri, der er føjet til, passer udmærket til de arkitektoniske rammer.

Modernismens billedstrid

Til Kronprinsparrets bolig er udført en række udsmykninger til stedet. Der er altså ikke tale om en række malerier til ophængning på væggene eller fritstående skulpturer, men værker beboerne faktisk skal leve med i mange, mange år frem i tiden. De er nu en del af huset.

Udsmykning af denne art - billeder malet på eller til væggene fra hjørne til hjørne - var i adskillige årtier ikke god tone i den modernistiske arkitektur. Vi har nogle regler om kunstnerisk udsmykning af nybyggerier, og siden 1960erne er der opstået en tradition for, at der skal være kunst alle vegne i samfundet. Der er da også arkitekter, som frivilligt interesserer sig for kunst, eller i hvert fald prøver at få det bedste ud af det ved at vise interesse for sagen, men egentlig er der et modsætningsforhold mellem den frie og den bundne kunst. Arkitekterne synes i vid udstrækning, at kunstnerisk udsmykning griber forstyrrende ind i deres stramme linjer og rolige flader, og kunstnere finder på den anden side ofte, at deres værker menneskeliggør den strenge arkitektur. Det har været en dogmeregel, der ikke blot indskrænkede sig til nyopførte huse men i vid udstrækning også de ældre huse, modernismens arkitekter renoverede.

Derfor er eksperimentet med kunstnerisk udsmykning skabt til stedet interessant, og det er baggrunden for, at Realdania finansierede den side af sagen. I forvejen hænger der nogle ældre gobeliner - men her er det altså samtidskunst, og hvordan klarer den sig så i den ældre arkitektur? Forbløffende godt, viser det sig, men man fornemmer også, at der ligger mange overvejelser bag hvert værk, og hvordan det indgår i rummet. Kunstnerne har også været med til - inden for en bestemt farveskala - at farvesætte de rum, hvor deres værker er placeret. Et par af værkerne er ikke færdige, men mange af dem er mageløse. Eksempelvis Jesper Christiansens omfangsrige maleri »Verdensrummet«, der er en underfundig og intelligent leg med former og perspektiver. Labyrintiske kort over verden med særlig fokus på Danmark og Tasmanien og tegninger over slottet fletter sig sammen med små underfundige billeder af alt fra tulipaner og tekander til legetøj og CD-hylstre til et meget overvældende maleri. På samme vis har Kathrine Ærtebjerg ramt noget fint i sin sødmefulde jagtscene til anretterkøkkenet, og Erik A. Frandsen har dels gentaget sine spejlbilleder med blomstermotiver, som man kan se dem i restauranten på kunstmuseet i Århus, til den store spisestue, hvor mødet mellem stilarterne fungerer fint, og dels skabt et mesterværk i sarte farver og fornem håndværksmæssig udførelse til Kronprinsessens arbejdsværelse.

Kunst og kongehus

Engang ad åre skal Kronprinsen være konge, og i hans arbejdsværelse, hvorfra nytårstaler engang vil blive transmitteret, hænger et stramt, koloristisk stærkt maleri af Tal R. Forinden har man været gennem et såkaldt modtagegemak, hvor Morten Schelde på begavet vis fornyr traditionen med maleriske skildringer af danmarkshistoriske begivenheder gennem sin gennemarbejdede historie om den seneste Galathea-ekspedition, hvor fortællinger på flere planer fletter sig ind i hinanden på en meget overbevisende måde. Morten Schelde er i øvrigt udstillingsaktuel i Rønnebæksholm ved Næstved, og nævnes skal det også, at skitser og forarbejder til udsmykningen af Frederik VIIIs Palæ vises fra 10. marts og frem til september i KØS, Køge Skitsesamling.

Deltagerne i udsmykningen er valgt af Kronprinsparret selv, der gennemgående har foretrukket yngre kunstnere og kunstnere, der arbejder med en behersket figuration og med kraftige farver. Det gælder ikke mindst Eske Kath, der har skabt stedets eneste loftsmaleri, og det gælder Kasper Bonnéns værk, og det vil, når det er færdigt, utvivlsomt også gælde for John Kørners bidrag til denne moderne fortolkning af kunst integreret i byggeri. Flertallet af kunstnerne er malere, men Signe Guttormsen, der tidligere har lavet nogle interessante og radikale værker, skal udsmykke en terrasse, når det bliver varmere i vejret, og Olafur Eliasson har skabt eventyrlige lamper til et nyetableret trapperum, der forbinder de repræsentative lokaler med de helt private rum.

Kongefamilien har en længere og undertiden også lykkelig tradition for at bestille kunst og samarbejde med kunstnere. Dens medlemmer bliver jævnligt portrætteret, senest har Michael Kvium malet Dronningen, og Thomas Kluge skal snart igen i gang med penslerne, og til slottene er gennem tiderne bestilt skulpturer, nye gulve og billeder af forskellig art. Et højdepunkt i de senere tiår har naturligt været Bjørn Nørgaards gobeliner, der blev afsløret ved Dronningens fødselsdag i 2000. Det er et værk, der i sin konsekvens og sin kompleksitet, men måske først og fremmest sin detaljerige fortælleglæde, er vanskeligt at overgå. Det gør rækken af venlige og dekorative, imødekommende billeder i Frederik VIIIs Palæ heller ikke, og hvis Olafur Eliasson gør sig nogle moralfilosofiske overvejelser i sine kønne lamper, er det for subtilt for mig. Men man kan i hvert fald sige, at ideen med på denne måde at lade en kreds af kunstnere skabe så relativt store udsmykninger til stedet er bemærkelsesværdig god og sætter modernismens udsmykningsforbud til debat. Udsmykningen er tydeligvis skabt til et hjem med ganske særlige, repræsentative formål, og det tjener også kunstnerne til ære, at de har haft en udtalt forståelse for i hvilke rammer og i hvilken sammenhæng, deres værker indgår. Omvendt havde man måske heller ikke forventet andet.

Læs praktiske informationer om rundvisninger og besøg på Amalienborg