Kosmopolitten Krøyer

P.S. Krøyer bragte et nyt kunstsyn til Danmark. Med fra sine lange rejser havde han inspirationen fra store udenlandske kunstnere og en ny form for naturalisme og ligefrem kritisk realisme. Siden blev han lysets mester, skønhedsdyrkeren og skildreren af drømmen om det harmoniske familieliv. Alt det kan ses på fornem udstilling i Den Hirschsprungske Samling.

Den Hirschsprungske Samling markerer 100-året for sin åbning med en omfattende udstilling af malerier af P.S. Krøyer. Mange af hovedværkerne og hans mest elskede billeder er med på udstillingen som »Hip, hip hurra« malet på toppen af Danmark og på toppen af karrieren. Glade kunstnerkammerater er samlet til frokost. Livet er godt. Fold sammen
Læs mere

Den Hirschsprungske Samling åbnede for 100 år siden - og museet siger i den anledning hip, hip hurra til kunsten, publikum og sig selv med en udstilling om P.S. Krøyer.

Et taknemmeligt valg. Kunne man sige. For skønt Krøyers lysfyldte og poetiske værker; navnlig dem fra Skagen og især dem af hustruen Marie, sagtens tåler gensyn, er vi generelt ikke i underskud med udstillinger med Skagens-malerne. Heldigvis - eller rettere: naturligvis - har museet formået at lægge en lidt anderledes vinkel på den store maler. I en veltilrettelagt introduktion fortælles, hvor kosmopolitisk, Krøyer egentlig var. At kunstnere rejser meget var -  og er - ikke overraskende, men det er alligevel fint, at det bliver påpeget, at han var så omkringfarende, havde flere udstillinger i udlandet end herhjemme og blev genstand for en så betydelig succes.

Det er interessant at erindre sig, at P.S. Krøyer var en af de europæiske kunstnere, der - sammen med eksempelvis Anders Zorn fra Sverige og Gustave Moreau fra Frankrig - blev indbudt som rådgivere, da biennalen i Venedig skulle stiftes. Krøyer fik stor betydning for forbindelsen mellem dansk og udenlandsk kunst - og han bragte et nyt lys og et nyt, naturalistisk kunstsyn ind i en nation, der havde vendt sig indad, og efter at guldalderen motivisk var blevet stadig mere tryghedssøgende og bedsteborgerlig. En ikke unaturlig reaktion på katastroferne i 1800-tallet der havde reduceret riget til en lilleputstat.

Storhed og fald

Sådan set ender historien om Peter Severin Krøyer (1851-1909) tragisk. Han oplever stor succes gennem først sine udenlandske motiver fra eksempelvis rejser i Italien og dernæst gennem portrætter af den moderne tids helte som industriens folk og tidens førende forfattere og kulturpersonligheder.

Kolonien i Skagen fra begyndelsen af 1880erne og frem giver ham en ny og interessant motivkreds i form af både det arbejdende folk og det smukke landskab med det storslåede lys, der langsomt leder ham hen mod en næsten sværmerisk skønhedssøgen som i de kendte billeder af hvide damer på promenade langs stranden og de sublime billeder af blot havet og himlen og måske i det fjerne konturerne af en lille fiskerbåd. Månen hæver sig over sceneriet, og alting synes på kanten af opløsning i pur melankolsk lykkefølelse og er samtidig en smuk skildring af den lyse nordiske sommernat.

Han blev tidens mest feterede - og højst betalte - maler. Gift med den smukke unge Marie, som forlader ham til fordel for den svenske komponist Hugo Alfven. Dernæst sygdommene. Den der nedbrød synet. Den der formørkede sindet.

Marie blev ellers Krøyers foretrukne model i en periode, og af hende har han skabt en række forelskede og sensuelle billeder, der er blandt hans bedste, men glad bliver man nu også for nogle af hans interiørbilleder fra krostuerne på Jyllands pynt. Og det gode liv med kunstnerkammerater på jagt eller samlet til frokost i det grønne.

Vælger man den rigtige rækkefølge af rummene, kan man gennem udstillingen følge store dele af Krøyers liv fra vidunderbarn, inspirationen fra rejserne og årene i Skagen. Dertil fokus på for eksempel portrætter - og et underholdende rum hvor det fortælles, hvordan Krøyer så på den kunst, han mødte i udlandet som på Salonen i Paris. Billederne hænger tæt, men det passer nu fint til stuerne på Den Hirschsprungske Samling, så tillykke med jubilæet og Hip, hip Hurra.