AMSTERDAM: Kunstmuseer udvides, ombygges, renoveres og forandrer sig - undertiden synes det at ske på én gang.
Store dele af Rijksmuseum er lukket, men der er dog adgang til en række af hovedværkerne, herunder ikke mindst Rembrandt.
Hos naboen er den nye fløj i van Gogh-museet afspærret, men der er dog en indtagende særudstilling om japonismen i europæisk maleri i 1800-tallet. Ikke nær så stor eller så vel tilrettelagt som udstillingen på Ordrupgaard tidligere på året, men absolut et besøg værd, når man alligevel er der for at se den permanente samling. Her er tale om meget pædagogiske sammenstillinger af de japanske forbilleder og franske malere som Pierre Bonnard, van Gogh og Henri Rivière, der arbejdede med sammenlignelige motiver og teknikker.
Mere sørgeligt står det til med det tredje pragtmuseum på rad i Amsterdam. Stedelijk lukker nu for en større ombygning, og en sidste rundtur mindede om, hvor dygtigt netop dette museum for vor tids kunst har været til at samle med stor præcision - og til at arrangere særudstillinger af skiftende årtiers mest interessante billedkunstnere.
Vigtig havneby
Heldigvis lades den kunstinteresserede ikke i stikken i Amsterdam, hvor et nyåbnet museum - Hermitage - viser billeder fra Antwerpenskolen lånt af Hermitage-museet i St. Petersborg.
Antwerpen var i 1500-tallet verdens vigtigste havneby og havde en enorm økonomisk opblomstring, der ikke unaturligt også betød arbejde for mange fremragende kunstnere. Det er en gang blevet anslået, at der i det 16. århundrede blev malet en million billeder i Flandern. Og godt nok var de ikke alle fremstillet af de tre store i Antwerpen - Rubens, van Dyck og Jordaens - men på udstillingen er samlet et righoldigt udvalg af navnlig dem og nogle få af deres samtidige. Udstillingen er enkelt og logisk formidlet og fortalt på en sådan måde, at man får et indtryk af ikke blot deres mesterlige måde at male og tegne på, men også den variation af motiver og temaer, de beherskede, herunder den specialisering der kendetegnede arbejdet med maleri.
Ikke alene havde mestre som Rubens medarbejdere, der udførte en del af arbejdet på de enkelte billeder. Mestrene inddrog også kolleger, når det drejede sig om særlige spidskompetencer - for eksempel motiver forestillende dyr.
Mod slutningen af det gyldne århundrede gik det mindre godt for Antwerpen som følge af religionskrige, hvor katolikkerne satte sig på byen, og nogle af de religiøse mindretal af den grund udvandrede. Umiddelbart var det dårlige nyheder for kunstnerne, der var afhængig af de rige købmænd. Men så alligevel ikke. For kirken satte - med modreformationen - alle kræfter ind for at vise, hvor prægtigt der kunne males til Guds ære. Det blev til på mange måder svulmende og overdådige billeder og til en stærkt sanselig og illusionsskabende måde at male på - og dermed barokken i billedkunsten. Også det rummer denne storladne udstilling eksempler på.
I øvrigt er Amsterdams forholdsvis nye museum indrettet i et tidligere alderdomshjem drevet af diakonisser, og såvel stedets arkitektur som de rum og kulturhistoriske artefakter, der er bevaret, er fascinerende.
Blæsten i træerne
Haarlem ligger 15-20 minutter med tog fra Amsterdam Centraal. Her finder man Hollands ældste museum, Teyler, grundlagt af en købmand i 1778. Teyler er et privat museum, der har en charmerende, gammeldags præsenteret samling af ældre naturvidenskabelige instrumenter og særegne maskiner, fossiler og mineraler. Dertil kommer tegninger af mestre som Rembrandt og Michelangelo samt Claude Lorrain. Teyler har flere tegninger af Lorrain end selveste Louvre, hvilket må have været baggrunden for en udstilling med værker fra begge museer - det mægtige Louvre og det fine lille Teyler.
Claude Lorrain er en vidunderlig maler, og den diskret formidlede, kronologisk disponerede udstilling rummer væsentlige malerier forestillende pastorale landskaber og mytologiske scenerier, idealiserede byer stykket sammen af eksisterende og utopisk arkitektur - alt sammen præget af hans livslange optagethed af lyset, når det summer af sol over engen, og måske især når Solen går ned eller står op i en dis, der kaster et ulmende og glødende lys over landskabet. Dertil kommer, at Lorrain var en fornem dyremaler, samt at alene den måde, han formår at tegne træer på, er hele rejsen værd.
