Kampen om synlighed

Mens Copenhagen Photo Festivals hovedudstilling var tæt på at drukne i både regn og byens visuelle virvar, så lever fotografiet i hele byen.

Der er fotokunst i København, som man henover påsken kan opleve udendørs. Herover kan man se et værk af Tim Davis, der har flere værker med på udstillingen. Fold sammen
Læs mere

Lad det være sagt med det samme; Copenhagen Photo Festival er et rigtig godt initiativ. At samle alle fotoentusiaster, fra professionelle fotojournalister, kunst- og modefotografer til amatører og up-coming talenter under én overskrift og omkranset af et stort aktivitetsprogram, er med til at sætte berettiget fokus på fotografiets styrke og alsidighed. Festivalen har alene kurateret hovedudstillingen Day & Night, som fordeler sig i byrummet i indre København. Resten af festivalen er opstået mere eller mindre spontant ud af fotomiljøet, godt hjulpet på vej af festivalen, der har støttet op om alle initiativerne.

Festivalens initiativtagere har ønsket at skabe rammerne for en udadvendt festival, med plads til alle. Og det er lykkedes på en festival der - hvis man ellers giver sig tid til at komme hele vejen rundt - kan give et rigtig godt indblik i fotografiet som et medie, der kan skabe fortællinger om den verden, der omgiver os, om drømme og visioner, om frygt og ensomhed og om alle de skæve og stilfærdige fortællinger, der ligger her imellem.

Fotokunst i byrummet

Den ene halvdel af hovedudstillingen »Day« fordeler sig over centrale steder i det indre København. Fotoværkerne er opsat på selvstændige stilladser eller som plakater i infostanderne, hvor man normalt ser reklamer på den ene side og info fra Københavns kommune på den anden.

Tanken er god nok, kunstfotografiet skal ud i byrummet, der hvor vi alle sammen færdes - også dem, der aldrig kunne drømme om at gå på kunstudstilling. I en hverdag, hvor vi bombarderes med billeder er det vigtigt, at vi kan differentiere - at vi kan se forskel på reklamernes rovdrift på vores opmærksomhed og kunstens refleksive, kontemplative eller poetiske potentialer.

Rigtig mange mennesker lider af en form for billedblindhed, enten fordi de ikke evner at sortere i de mange visuelle indtryk, eller fordi de én gang for alle har lukket af for alle disse indtryk, som led i en form for mental overlevelse når de fortravlede skynder sig gennem byen til og fra arbejde.

Men også selvom man hører til en af dem, der rent faktisk elsker billeder af enhver art, kan det være svært at blive indfanget af udstillingens - i øvrigt rigtig gode - fotoværker. Stilladserne på Christiansborg slotsplads med Welead Beshtys fotografier ser små og blege ud, Tim Davis foto af en telefon omgivet af affald falder i med omgivelserne ved Nørreport. Og spørgsmålet er også lidt, hvorfor står de lige præcis her? Alle udstillingens værker er med til at gøre opmærksom på festivalen - at der foregår noget i byen, men i sig selv forholder de sig ikke rigtig til byen.

Helt galt går det i starten af Strøget, hvor et reklamebanner for festivalen dækker udsynet til Tim Davis store værk. Det er som om festivalens hovedudstilling i sin iver på at reklamere for festivalen, så at sige glemmer at være en udstilling i sig selv. Måske havde det været mere interessant med fotos på de mere oversete steder - steder, hvor fotografiet måske kunne have været med til at genopdage byen.

Udstillingens anden halvdel »Night«, strejfer samme problemstilling, men i langt mindre grad. Når værker af Jakob Holdt, Mark Hunter m.fl. projeceres på en facade ved Amagertorv anes kun konturer og former. Billedprojektionerne kan simpelthen ikke klare sig i byens lyshav. Indholdet udviskes og tilbage står en visning af værkerne, der fungerer som en reklamesøjle for festivalen, men ikke en egentlig del af en udstilling. Til gengæld vises alle de samme fotografier på Flæsketorvet i en gammel slagtehal og her er det en flot helstøbt scenografisk oplevelse.

Kødbyen er også ramme for den mest interessante udstilling under festivalen. I en gammel slagterihal, Staldgade 38, hvor lugten af kød stadig hænger i de kolde mure, kan man opleve 2.000 kvm. med et interessant udvalg af især unge fotografer. Det er trashet, men uden at være påtaget. Her får man et sprællevende indblik nogle af fotografiets mange snørklede afkroge, og man forlader Copenhagen Photo Festival med ønsket om, at det forhåbentlig bliver en tilbagevendende begivenhed.