Hans Scherfig - hvorfor nu lige ham? Hvorfor nu? Hvorfor en større udstilling på et kunstmuseum, der vist egentlig en gang var tænkt til den meget moderne kunst? Hvorfor Hans Scherfig, der allerede mens han levede, blev betragtet som en gammeldags og ligefrem reaktionær maler?
Ja, hvorfor en udstilling med Hans Scherfig? Mange kunstmuseer og måske ikke mindst Arken føler en forpligtelse til at formidle kulturarven. Arken indskriver sig ligefrem i en slags oplysningsprojekt, og nu er turen altså kommet til Hans Scherfig, der, ud over at være en meget morsom, meget giftig forfatter med en mission, også var en lystbetonet maler, hvis - i ordets bedste forstand - overvejende glade billeder er blevet en markant del af udsmykningen af, hvad man kunne kalde institutionsdanmark fra hospitaler over rådhuse til - ikke mindst - skoler og børnehaver.
Hans Scherfig (1905-79) fik junglen og dens dyr som sit primære motiv. Hans malerier er ikke realistiske. Han var ikke på billedsafari i Afrika for at lave skitser, men den stærkt zoologisk interesserede kunstner fabulerer i sine billeder over dyr som giraffen og elefanten, flodhesten og tapiren. Og som Scherfig selv svarede på spørgsmålet om, hvorvidt en tapir virkelig ser ud som på et af hans billeder: »Den ser meget mærkeligere ud«.
Sødmefulde billeder
Udstillingen åbner med en række af, hvad man kunne kalde Scherfigs paradisvisioner fra skabelsen til uddrivelsen af Edens Have. Scherfigs paradis ligner gennemgående junglen en hel del, og her er et af paradokserne i hans værk.
Junglen forbinder vi ikke nødvendigvis med noget rart. Man taler om junglelov og jungleliberalisme, men hos Scherfig bliver junglen den paradisiske urtilstand, hvor rovdyr er blevet planteædere, og løven og lammet græsser side om side som i en pamflet fra Jehovas Vidner.
Herefter følger vi Scherfig til USA under depressionen i 1930rne, hvor det kultiverede, borgerlige menneske fra København chokeres over amerikanernes forbrug af tyggegummi, men selvfølgelig også over fattigdommen, klasseforskellene og raceadskillelsen. Ikke mindst de tegnede indtryk af det sidste gør ondt og baner vejen for en forståelse for, at det i 1930 kunne føre mod en opfattelse af, at kommunismen kunne være svaret - at en anden samfundsorden baseret på socialistiske idealer kunne føre til en paradisisk tilstand på jord. Ligesom i Scherfigs sødmefulde jungle.
Anti-amerikanisme
USA-opholdet resulterer i en livslang anti-amerikanisme hos Scherfig, sådan som det var på mode på venstrefløjen til langt op i moderne tid (i 1990erne), og til trods for, at Scherfig efterfølgende er i Sovjetunionen, vedbliver han at være kommunist.
Stillet over for dén gåde opgiver man og koncentrerer sig om de resterende udstillinger, der åbner sig i al sin styrke.
Ekskursionerne til først den frie og siden den ufrie del af fangelejren, som Henrik Stangerup kaldte verden, bidrager, ligesom en række citater fra romanerne, til en forståelse af Scherfigs billeder. Også af det lystbetonede i beskæftigelsen med maleriet som han så som noget andet end den værdikamp, der lå i romanerne og i den omfattende skribentvirksomhed.
Med få undtagelser er billederne med direkte politisk indhold de svageste på udstillingen, og helt galt går det i et maleri som »Danmark i fællesskabet« fra 1971.
Det viser vores lille land som en hvid kanin omgivet af glubske dyr, der vil gøre os fortræd, og som hverken vil vælte milliarder af støttekroner i landbruget eller tilbyde et medlemskab af en forening, der skulle forhindre krig mellem de europæiske centralmagter og i øvrigt forsøge at sikre fred, frihed og velstandsfremgang.
Hovedparten af den veldisponerede udstilling er - med en kliché - en lystvandring i Scherfigs velkendte univers. Det er overvejende glade billeder, men melankolien er der nu også i de store dyr i billederne, som fungerer allerbedst, når han - eller man - ikke tillægger dyrene for menneskelige egenskaber, og han i øvrigt giver sig hen i farveglæden. Den kan billederne stadigvæk give betragteren i rigt mål.
