Når nu muligheden foreligger i form af generøse udlån fra en storsamler af Robert Jacobsen, kan det undre, at ikke andre museer har benyttet 100-året for den store billedhuggers fødsel til at vise en retrospektiv udstilling om ham. Trods alt er Robert Jacobsen en af de få danske kunstnere i det 20. århundrede, der har fået en overvældende opmærksomhed. Også fra store dele af befolkningen der ikke nødvendigvis er passioneret kunstinteresserede.
Men Aalborg viser vejen, som det beskedent hedder på de kanter. Og udstillingen er forbilledligt tilrettelagt. Tilmed er den del af den permanente samling, der er fremme i Alvar Aaltos lyse museumssale, overvejende helliget nogle af Robert Jacobsens samtidige i den danske modernisme som Cobra-malerne og de konkrete som Richard Mortensen og Paul Gadegaard. Det bidrager til at understrege Robert Jacobsens position som en enmandshær i dansk kunst.
Ikke for det. Udstillingen redegør fint for Robert Jacobsens tidlige påvirkninger fra blandt andre Henry Heerup og de afgørende ophold i Paris med blandt andre Richard Mortensen som rejsekammerat - og dernæst folder den fortællingen ud om billedhuggeren i stadig dialog mellem det stramme og det organiske, det geometriske og det fabulerende.
Robert Jacobsen er blandt andet så kendt, fordi hans værker står mange steder i det offentlige rum. Det er jo ikke til at vise på et museum trods nok så generøse sponsorer, men det løses ved, at udstillingen tager imod med en række optagelser af nogle af Robert Jacobsens mest kendte skulpturer i byrummet. Ikke alle lige heldigt placeret - som gruppen på Axeltorv i København - men i det mindste ikke til at komme udenom.
Et andet fint greb i den frodige og omfangsrige udstilling er modeller i montrer, der på en enkel måde genfortæller billedhuggerens rige værk i en lille skala men i et stort format.
