I ét med tapetet

Mellem 1930 og 1965 havde en særlig tradition for kunstnérisk dekorerede tapeter sin storhedstid herhjemme. Dette charmerende stykke kulturhistorie har nu fået sin fortælling i en flot gennemillustreret bog.

Sådan kunne et moderne hjem se ud omkring midten af 1950erne. Mønstret på væggen til højre hedder Tommelise og er udført af Bent Karlby. Foto fra bogen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De tider – de skifter godt nok.

Efter i flere tiår at have været bandlyst i indretningsbevidste hjem er tapetet vendt tilbage.

I stenbroens hippe boliger er de obligatoriske hvide vægge her og der afløst af mønstre af en eller anden slags. En håndværker kunne forleden fortælle, at linoleum på køkkengulvet er blevet moderne igen – og derfor nu en dyrere løsning. Linoleum! Dyrere! Hvad blev der af klinkerne eller de autentiske mørke brædder fra en politisk korrekt regnskov på den anden side af kloden?

Museerne er begyndt igen at vise særudstillinger på vægge i mørke farver. Tiderne skifter. Og moden med den. Hvad, der var utænkeligt i går, er en vogue i dag. I byerne cykler stimer af kvinder på mormors cykel i de gummistøvler, man engang forbandt med et jævnt og slidsomt liv ude på landet. Dengang var det selvfølgelig også noget af det billigste, man kunne anskaffe sig, til når man til daglig gik og mugede ud i stalden. Der var nok heller ikke et lille kækt mærke på skaftet.

Men altså. Tapeter. Tapeter har i hvert fald i visse miljøer været forbundet med noget af de mest småborgerlige, man kunne forestille sig. Store dele af det 20. århundrede krævede hvide vægge som passende kulisse for de abstrakte malerier og de danske møbelarkitekters funktionelle stole og borde med de rene linjer.

Det var arkitekterne, der udfoldede store anstrengelser for at få luftet ud i stuerne og smidt de tunge solide møbler ud sammen med palmerne og portiererne. Klunkehjemmet kom – bogstaveligt talt – på museum. Når det gik vildest for sig, drømte arkitekter om de rene linjer og de moderne byer, hvor det »socialistiske menneske kunne holde ud at ånde«, som en af tidens teoretikere formulerede det. Gesimser og opsatser, små kvaster og unødigt pynt tilhørte fortiden.

En kulturhistorisk skat på væggene

Men mennesker gør ikke altid, hvad arkitekter synes er bedst for dem. Så i de moderne huse kom der alligevel tapeter op. Nogle arkitekter og billedkunstnere reagerede måske også mod billedforbuddet, eller måske øjnede de en indtægtskilde, for mellem 1930 og 1965, der om noget var modernismens guldalder, blev der skabt en længere række tapeter af netop kunstnere og arkitekter.

Disse tapeter er emnet for et grafisk smukt, godt fortalt murstensværk af kunsthistorikeren, inspektør ved Nationalmuseet Vibeke Andersson Møller, der for et par år siden skrev en bog om farver i funktionalismen. De var der nemlig også. Ligesom de kunstnérisk udførte tapeter.

Det er et glemt kapitel i dansk boligindretning, Vibeke Andersson Møller har føjet til kulturhistorien, og det hele begyndte faktisk ved et af de tilfælde, der sker fra tid til anden og beriger forskere med ny indsigt og – når det som her formidles ordentligt – læseren med ny viden:

For mere end ti år siden blev Vibeke Andersson Møller kontaktet af kunsthåndværkeren Eva Knakkergaard, der i forbindelse med en flytning stod med en stor samling tapetruller, hun gerne ville af med på en ordentlig måde. Var Nationalmuseet interesseret? Det drejede sig om tapeter fra en for længst nedlagt forretning på Nørrebro. Kunne nogen have glæde af dem?

Vibeke Andersson Møller indså naturligvis, at det drejede sig om en kulturhistorisk skat fra en tid, der – for denne form for tapeters vedkommende – var ubeskrevet. Nogle af mønstrene er kendt og har været omtalt i anden anledning, for det drejede sig blandt meget andet om tapeter designet af billedkunstnerne Poul Gernes, Ib Geertsen og Ole Schwalbe samt Gunnar Aagaard Andersen (der netop nu kan ses på en fin udstilling i Den Fries bygning), arkitekterne Arne Jacobsen, Ebbe & Karen Clemmensen og Eva & Nils Koppel samt designeren Nanna Ditzel. For nu blot at nævne nogle få af de mange skikkelser, der bliver omtalt i bogen. Men der er mange andre, der formodentlig for nogles vedkommende ligger gemt i de lag af tapet, man kan finde i mange huse.

Det er tydeligvis tapeter, der skiller sig ud fra mængden gennem deres ofte poetisk og naturefterlignende, dristige mønstre, der er udsprunget af den egentlige billedkunst og rummer nogle udprægede dekorative virkninger. Men altså også en figurtegning eller nogle ornamenter, der viser, at tapeterne er anderledes, og beboerne dermed særligt indretningsbevidste.

Tapeter i moderne forstand kom som en følge af den første industrielle revolution. Det var med tidens teknologiske fremskridt, at det blev muligt at fremstille tapeter i baner. Hidtil havde det været i form af ark, fortæller Vibeke Andersson Møller.

Tapetkomplottet

Vi skal tilbage til midten af 1800-tallet for at finde en egentlig masseproduktion, og Tyskland indtog hurtigt en førende position på det internationale tapetmarked.

Der var i tiden en interessant modbevægelse i forhold til industrialiseringen. Den engelske Arts and Crafts Movement, der som sine ledende skikkelser blandt andre kunne tælle kunstkritikeren John Ruskin og kunsthåndværkeren William Morris, kritiserede de maskinelt fremstillede produkter for at være åndløse og af ringe kvalitet. Med inspiration fra middelalderen, blandt andet, drømte de om et samfund, hvor kunstnere og håndværkere arbejdede side om side om at skabe smukke rammer for hverdagen. Derfor opfordrede også de industrien til et samarbejde.

På initiativ af prins Albert blev Victoria and Albert Museum, der i dag er verdens største kunstindustrimuseum, grundlagt i 1852 for netop at motivere engelske fabrikker og kunstnere til at arbejde sammen. I tiden fandtes også en gruppe malere, som kaldte sig prærafaelitterne, fordi de søgte tilbage til idealerne i tiden før renæssancen. Også de interesserede sig for møbler, tek-stiler og tæpper, og på adskillige af verdens kunstindustrimuseer kan man se eksempler på, hvordan de mener, tapeter skal se ud.

Måske smukkest på netop Victoria and Albert.

Også i Danmark, fortæller Vibeke Andersson Møller, blev den industrielle tapetproduktion mødt med indsigelser. Den i dag glemte maler og skribent Niels Vinding Dorph fandt, at massefremstillingen resulterede i dårlig smag. Han plæderede for, at også danske tapetfabrikker skulle følge eksemplet fra England. Ikke ved at efterligne William Morris & Co. Men ved at grundlægge en selvstændig dansk tradition.

Det gjorde C. Krügers Tapetfabrik så. Blandt de første, virksomheden samarbejdede med, var arkitekten, designeren og keramikeren Thorvald Bindesbøll, så havde fabrikken lissom også sat overliggeren højt. Og siden arbejdede betydelige skikkelser som arkitekterne Kay Fisker og Anton Rosen sammen med forskellige fabrikker. En tradition blev altså grundlagt tidligt i det 20. århundrede. Men efter Vibeke Anderssons Møllers opfattelse får kunstnertapetet først sit egentlige gennembrud »parallelt med funktionalismens indtog i landet«. Hun citerer også arkitekten Johan Pedersen for at forklare situationen omkring 1930 således:

Nu »skulle alle Vægge være hvide, oliemalede, holdbare, saglige. At man kun kunde strække sig til hvidt skyldtes, at man endnu kun kendte Funktionalismens Huse fra Fotografier«. Tidens arkitekter var af den opfattelse, at »tapet altid er et surrogat, altid imiterer, altid efterligner noget, det ikke er. Det var på ingen måde foreneligt med funktionalismens krav om ærlig eksponering af de anvendte materialer«.

Store danske tapetkrig

Tapeter blev altså æstetisk ukorrekte. De skulle ud af funktionalismens regelrette boliger (der dog ikke var så strenge herhjemme, når det kom til stykket. Der blev både brugt farver og andre formildende former for dekorative virkemidler. Endog potteplanter vandt indpas i selv meget moderne hjem).

Vibeke Andersson Møller inddeler epoken, hun beskriver, i en udrensning og en opblomstring, en konsolidering, et opbrud og en fornyelse; det sidste er det abstrakte maleris betydning for kunstnertapeterne i 1950erne og begyndelsen af 1960erne, hvor selveste Jackson Pollock får inspirerende indflydelse på væggene i de danske hjem. Så følger nedgangen. De hvide vægge vinder krigen om hjemmets indretning. Sejrherren har siddet tungt på markedet i mange år. Hvidt var det egentlige sort.

Men The Times, They Are A-Changin’. Tiderne skifter. Nu har tapettropperne indledt en ny offensiv. Det er tid til at vende bunken. Vi vil ikke altid have det på samme måde som den foregående generation. Ligesom med linoleum og mormors cykel.

Forfatter: Vibeke Andersson Møller.

Titel: Danske Kunstnertapeter 1930-65.

Sider: 324. Pris: 388 kr.
Forlag: Rhodos.