Hvis man kunne høre Daniel Richters malerier, ville det være lyden af storbyen

Den tyske maler har taget turen fra det autonome miljø i Hamburg til den store kunstscene. Oplev hans malerier med ekkoer af grafitti og storbyjungle på Louisiana.

Der er mere end én Richter i tysk maleri. Der er Gerhard Richter, der blandt andet er blevet kendt for sine billeder med mange små, forskelligtfarvede felter. Og så er der Daniel Richter, der tager udgangspunkt i mesterens malemåde og slasker en graffitiagtig slambert af en figur på som i dette billede, der hedder »Alles ohne nichts« fra 2006. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et maleri er et rum, der åbner sig. Eller det kan i hvert fald åbne sig med en fortælling om alt mellem himmel og jord. Bogstavelig talt. Gennem tiderne har malere fortalt om Gud og mennesker og om, hvad der er mellem dem.

Billedrum kan åbne sig på så mange måder. Faktisk kan de også lukke sig. Men netop Daniel Richters malerier er for manges vedkommende en tøvende invitation til at kigge ind i et sceneri. Daniel Richter er kommet ud af mere eller mindre autonome undergrundsgrupperinger i Tyskland, og i hans fortællinger kan man blandt andet møde en intens stemning af bz-romantik og almindelig ballade i byen med vilde hunde, stejlende heste, optræk til vold eller fest, og var der en lydside til billederne - ud over den, man selv kan danne inde i sit hoved - ville den være rå og larmende.

Udstillingen på Louisiana er retrospektiv uden at være ophængt som en sådan - men årstallene indikerer, at da Daniel Richter i midten af 1990erne begyndte at gøre sig gældende på kunstscenen, var billederne overvejende abstrakte. Pågående farver. Store armbevægelser. Ekko af graffiti.

Først senere begynder Daniel Richter at inddrage stadigt flere figurative elementer i sine storbyscenerier og når frem til en form for maleri, der blandt andet har sine kvaliteter i en overlegen måde at komponere billederne på og så de heftige strøg, de stærke farver, storbymytologi og stor gestik, der også placerer Daniel Richter i forlængelse af de berømmede tyske Neue Wilde, der i meget høj grad dominerede europæisk maleri i 1980erne.

Også dengang dukkede et revitaliseret maleri op på et tidspunkt, da skriftkloge havde erklæret maleriet som kunstnerisk udtryksform for dødt. Stendødt.

Situationen var en tilsvarende i 1990erne, da Daniel Richter gik til farverne - og hans projekt synes i meget høj grad at gå ud på at male, uanset hvad andre siger. Til gengæld giver det den trodsige kunstner mulighed for at gå uhildet til materialet - til at søge tilbage i kunsthistorien med hilsner til for eksempel Edvard Munch og Caspar David Friedrich, men navnlig til at forsøge sig frem og gå på opdagelse i arbejdet med lærred, pensel og farve. Hvad kommer der ud af det - og hvor går vi så hen, når vi vil videre?

Ud over storbydramaerne formår Daniel Richter også at rejse andre foruroligende fortællinger til store scenerier, der har en udtalt filmisk karakter. Flere af billederne kunne tjene som forlæg til filmplakater eller på anden måde reklamer for dramatiske fortællinger med mere eller mindre udtalte undergangsstemninger indbygget.

På sin vis minder Daniel Richter om en anden fremragende maler, som Louisiana viste en udstilling med i 2015: Peter Doig der også i sine malerier formår at gøre mere eller mindre almindelige scenerier hentet fra hverdagen, hvor dramatisk den end kan være, til stort maleri med mytologiske undertoner.

Hvad: Daniel Richter, Lonely old slogans. Hvor: Louisiana, Humlebæk. Hvornår: Tirsdage-fredage kl. 11-22, lørdage-søndage kl. 11-18. Til 8. januar