LONDON: Sådan set er der ikke noget nyt i tankegodset i Damien Hirsts værker. Det er et af billedkunstens ældste temaer: Man skal huske, at man skal dø.
Gennem århundreder har malere fortolket denne særlige omstændighed ved livet, at det holder op, og at det er betingelsen for, at det atter kan opstå i en cyklus, der gentager sig igen og igen, forhåbentlig. Det har kunstnere, for eksempel 1600-tallets nederlandske malere, beskrevet ved at gengive forskellige vatitas-motiver for at pege på forgængeligheden. Det kan været sæbebobler, ure, nedbrændte lys, timeglas, visnede blomster og så videre. Homo bulla est, hedder det formanende. Husk du kun er en boble. Og du kan ikke tage det med dig. Man kan måske diskutere, om man kan få hunde med sig ind i himlen, som det hedder i en populær dansk sang, men rigdomme kan man ikke tage med til det hinsides. Og så er det da en ironi, der vil noget, at netop Damien Hirst, der igen og igen i sine arbejder erindrer os om, at livet er forgængeligt, er blevet så filthy rich. Født i 1965 og med de fleste laster allerede gennemtestet og opgivet har Hirst formodentlig mange år foran sig. Men når han så når til vejs ende, vil han efterlade sig den enorme formue, hans værker har indtjent.
Som tankegodset i Hirsts skulpturer ikke er udtryk for en ny erkendelse i forhold til de gamle maleres vanitas-billeder, er der sådan set heller ikke meget nyt i hans værk. Det er præget af gentagelser. Har man set et glasskab med pilleglas, har man set dem alle, og det er måske også nok med ét dyr nedsænket i formaldehyd i en stor vitrine. Det er ellers der, i materialevalget, Damien Hirsts væsentligste bidrag til samtidskunsten ligger. Der og så i hans ubarmhjertige blotlæggelse af kunstverdenens markedsmekanismer.
Sommerfugledalen
I slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990erne skete (endnu) et nybrud i engelsk kunst. Nybruddet bestod af lige dele opfindsomhed, initiativ og strategisk markedsføring. I spidsen stod en gruppe studerende fra et af Londons kunstakademier, og alfahannen blandt dem var Damien Hirst, der blandt andet organiserede udstillinger i nedlagte industribygninger. Takket være den entreprenante kunstsamler Charles Saatchi og en håndfuld dygtige gallerier - blandt dem det legendariske White Cube - fik undergrundskunstnerne, der blev kaldt YBA eller Young British Artists, hurtigt et kommercielt og kunstnerisk gennembrud, der strakte sig langt ud over de britiske kyster.
Generationer af kunstnere før Damien Hirst, Tracey Emin, Gary Hume, Sarah Lucas og andre af forgrundsfigurerne havde for længst slået fast, at alt, alt i denne verden, kan anvendes som kunstnerisk materiale. Lokalpatriotisk kunne man pege på, at Bjørn Nørgaard slagtede en hest og puttede dele af den i syltetøjsglas, inden Damien Hirst havde lært at læse. Endsige nedsænke døde dyr i store akvarier. Ikke desto mindre fik YBA et gennembrud, fordi de skabte en så overrumplende og slagkraftig, men på sin vis også ofte let aflæselig kunst, der gik fint i spænd med så mange andre af tidens arvtagere til Andy Warhol som for eksempel Jeff Koons.
Damien Hirst er også voldsomt effektiv i sin kunst og i sine pointer, og der er store oplevelser i både enkeltværker og i hele sale som den, der rummer hans komplette apotek eller det rum, hvor sommerfugle flyver rundt, indtil de når deres livsaften og dør. Måske ved at lande på et af Hirsts malerier og blive en del af det. Sommerfuglens liv er kort, dens bidrag til kunsten lang. I en stor vitrine kan man iagttage tusinder af fluer komme til verden, søge føde, parre sig og dø for at indgå i livets cyklus.
Det er en på mange måder storslået udstilling, der også rummer håb som i hans seneste værker, der ligner kirkeruder sammensat af sommerfuglemønstre, men Damien Hirsts billeder og skulpturer uddyber ikke altid hinanden gennem gentagelsen. Der har været strid og uvenskab mellem magtfulde kræfter i britisk kunst forud for denne udstilling - og ganske ondskabsfuldt viser udstillingens første rum, hvordan stort set alle Hirsts ideer allerede var udtænkt, da han er en ganske ung kunstner. Med tiden blev han blot mere ferm til at gennemføre sine projekter. Det er også en kunst.
