Hofmaleren

Barokmaleren Diego Velazquez er en af de helt store skikkelser i europæisk kunst. Grand Palais i Paris udfolder hans virtuositet gennem en imponerende udstilling, der kan ses til midten af juli.

Velazquez: Portræt af Marguerite i blåt (omkring 1659) Pressefotos: Grand Palais Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

PARIS: Som 12-årig begynder Valazquez sin rejse mod verdensberømmelsen.

Velazquez kom til verden i 1599. Ingen kender dagen, da han blev født, men han blev døbt Diego Roderiguez de Silva y Velazquez i en kirke i Sevilla den 6. juni. Hans bemærkelsesværdige talent gjorde, at han blev sat i lære hos først den ene og så den anden maler. Den sidste holdt han fast ved, og han, Francisco Pachecos, blev også hans svigerfar.

Velazquez’ tidligste – kendte – malerier ligner hans læremesters, og de ligner tidens. Det er religiøse billeder; for eksempel forestillende Jomfru Marias ubesmittede undfangelse, der i den katolske kirke har sit eget, ikoniske billedsprog. Maria står der bare. Og så er hendes ansigt undertiden og ofte hos Velazquez omkranset af 12 stjerner som et symbol på fuldkommenhed. Det er et motiv, man genfinder hos talrige malere hen over Europa. Også andre scenerier er hentet fra Bibelen. Fromme samtaler eller mennesker hensunken i bøn hvor maleren med større eller mindre fantasi fremmaner syner af, hvad der befinder sig i deres tanker eller i det hinsides.

Maleren fra Sevilla

Men der var nu også andre motivkredse, der blev efterspurgt af Velazquez’ samtid. Motiver der lagde op til en mere hverdagsagtig realisme. Værtshuse. Steder mennesker mødes for at drikke og eventuelt spise lidt, udgjorde et motiv, der ikke alene var populært men også appellerede til det modsatte af malerens fantasi; til hans evne til at skildre virkeligheden, så den var genkendelig og gav mening. Det gjaldt både brødet, fisken og grøntsagerne på bordet, der med eller uden dug krævede en evne til at redegøre for stofligheden i genstandene. Overfladen af et brød er anderledes end overfladen af et træbord. En dygtig maler gengiver krukker, glas og frugter forskelligt, og en dygtig maler kan fremkalde en særlig perlende kvalitet i strålen af vin, der hældes fra den store dunk ned i det spinke glas.

 

Det gælder også personskildringen. Ikke blot udtrykket i øjnene hos den, der sidder og venter på, at glasset er halvfyldt, eller henført lytter til tonerne fra violinen. Men i det hele taget den psykologiske skildring af de mennesker, der er samlet ved bordet på tavernaen.

Hos Velazquez er de mennesker realistisk skildrede. Men der er også tale om genrebilleder – og mange af personerne har en fremmedgørende statuarisk holdning, der kan minde om skikkelserne i religiøse scenerier. Med renæssancen blev mennesket – foreløbig i beskedent omfang men dog principielt – frisat, og nok er skildringen individualiseret. Men de er også typer. Dette maleriske greb går gennem store dele af europæisk kunst. Og spadserer man fra Grand Palais – enten langs Seinen eller gennem Tuilerierne – hen til det genåbnede Musée Picasso, kan man se, at Picasso ikke havde det fra udlændinge. Hvordan hans tidligste billeder er påvirket af traditionen fra landsmanden Velazquez.

Skæret fra Caravaggio

Lyset falder ofte på en særlig måde i Velazquez’ og hans samtidiges malerier. Det er en måde at belyse en scene på, der stammer fra Caravaggio. Billederne er hyppigt malet sådan, at det ser ud, som om der står nogen uden for billedrammen med et spotlys og oplyser personerne.

Caravaggio, der var født et kvart århundrede før Velazquez, arbejdede med en kombination af på det tidspunkt uhørt men forvrænget »realisme« med hang til det groteske og teatralske, det udpenslede og overdrevne. Han havde dannet skole med sine dramatisk figurkompositioner og sin anvendelse af chiaroscuro, kontrastrig brug af lys og mørke. Det lys fik meget stor æstetisk betydning, og det faldt også ind i Velazquez’ billeder og oplyste scenerierne, og af en sektion på udstillingen fremgår det, at det gjorde det også hos mange af hans samtidige.

 

For Velazquez’ vedkommende blev det ikke ved – men først skulle han bryde op fra Sevilla. Efter et par tilløb sker det i 1623, hvor han kan slå sig ned i Madrid, hvor hoffet er, og her begynder hans lange karriere som hofmaler. Det er også i Madrid, i slutningen af 1620erne, at han træffer den store flamske maler, Rubens, der også var en af barokkens mest væsentlige skikkelser.

På det tidspunkt benyttede de europæiske fyrstehuse også de malere, der var knyttet til hofferne, som udsendinge. De var der jo så at sige alligevel, og var de store nok, fik de gerne foretræde for fyrsten i det land, de besøgte. Og Rubens, der levede og arbejdede det meste af sit liv i Antwerpen, var på diplomatisk mission til Kong Philip IV. Men han gjorde nu også diplomatisk Velazquez opmærksom på nogle nye muligheder i maleriet, og de så sammen på kopier af billeder i geniet i en anden ende af Europa. I Venedig var Tizian nemlig begyndt at male på en måde, hvor det er, som om det helt fantastiske lys, der er i billederne, kommer indefra, og tilmed havde Tizian, der var en halv snes år ældre end Velazquez, en ny og forfriskende anvendelse af farver, der selv i dag fremstår meget klarere og mere lysende end de fleste andre maleres.

Til Italien!

Meget praktisk får Velazquez besked af Kong Philip på at rejse til Italien, og han foretager to større rejser til landet, hvor citronerne blomstre, som det hedder hos Goethe. Bare lidt senere.

Velazquez fik blandt andet til opgave at erhverve kunstskatte til kongen. Som han ellers er travlt optaget af at portrættere. Udstillingen viser en række meget fine eksempler på, hvordan Velazquez portrætterer kongen, og skal kongen portrætteres af en maler, er der mange andre, der gerne vil have deres portræt malet af kongemaleren.

Er der ét maleri, Velazquez om noget forbindes med, så er det det mere end tre meter høje »Las Meninas«, der er et overordentligt komplekst værk, som både handler om spejlinger og om kunstnerens rolle. Det er et fremragende portræt af en prinsesse, der er ved at blive malet af en maler, der betragter sig selv, mens han gør det.

Det tilhører Pradomuseet i Madrid, og det er selvfølgelig ikke udlånt til udstillingen i Paris. Men der er adskillige billeder, der har med det af gøre og herunder også portrætter af Margarita Teresa, som er den unge pige, der bliver malet, og det bliver hun, fordi hun er datter af Philip IV.

Udstillingen lukker med en præsentation af maleren Juan Bautista Martinez del Mayo, og hvis navnet ikke umiddelbart får en længere række billeder til at dukke op i erindringen, behøver man ikke blive fortvivlet. Juan Bautista Martinez del Mayo var Velazquez’ svigersøn, og han var den blandt mesterens elever, der mest loyalt fulgte i Velazquez’ tradition og malede ligesom ham. Denne del af udstillingen rummer eksempler på, hvordan Juan Bautista Martinez reelt kopierede sin svigerfar, men der var nu ikke noget odiøst i det på et tidspunkt, da mange billeder også blot blev fremstillet på de store kunstneres værksteder af assistenter og lærlinge med eller uden et par penselstrøg fra Ham Selv. Det var også et spørgsmål om, hvad kunden ville betale for. For et ægte maleri. Eller et autoriseret.

Barokkens bagside

Præsentationen af Juan Bautista Martinez del Mayo er en sympatisk gestus, så meget desto mere som interessen for hans rolle og hans maleri åbenbart har været stigende på det senere. Men Velazquez er alt rigeligt. Han er en gigant blandt barokkens malere og i europæisk kunsthistorie i det hele taget.

Barokken var som skabt til at forherlige kirken og kongehuset ved at fremstille både de bibelske scenerier – og kirkens huse – og de verdslige portrætter dramatisk og storladent.

 

Men barokkens malere havde også en anden motivkreds, som det fremgår af udstillingen »Les Bas-Fonds du Baroque«, der vises i naboudstillingsbygningen, Petit Palais. Det er en udstilling, der rummer motiver, som både er muntre og tragiske. Få kan vel have noget imod lidt druk og liderlighed. Men mindre højstemt bliver man af skildringerne af overfald og mord. Der er på udstillingen en dyb kontrast mellem de seksuelle udskejelser, snyd i kortspil og mere eller mindre troværdige spåkvinder på kroerne i Rom – og så de røvere, der ligger på lur uden for byen og overfalder rejsende og frarøver dem deres penge, dyd og det der er langt værre.

Men barokkens stilistiske forkærlighed for det groteske og forvrængede passer glimrende til disse mørke scener på værtshusene, hvor et hemmeligt fingersprog indikerer de mest obskøne udtryk for nærkontakt mellem mænd og kvinder, hvor lyset falder afslørende over svindlernes og forførernes tricks og i det hele taget skinner ubarmhjertigt på det, der forgår i den blanding af cirkus og kloak, billederne skildrer.

Så fjernt fra Velazquez’ malerier – selv hans folkelige scenerier – men helt sikkert også repræsentativt for livet, som det også er.

Hvem: Velazquez. Hvor: Grand Palais. Hvornår: Søndage-mandage 10-18, onsdage-fredage 10-22. Til 13. juli

Hvad: Barokkens bagside. Hvor: Petit Palais. Hvornår: Dagligt 10-18. Til 13. juli.