PARIS: Braque og Picasso blev et af de mest succesrige makkerpar i det 20. århundredes billedkunst.
Picasso blev også en af 1900-tallets helt store solister og en inspiration for generationer af kunstnere, fordi han livet igennem formåede at forny sig igen og igen. Kunstmuseet i Silkeborg viser eksempelvis for tiden en udstilling om den indflydelse, hans værk fik på Asger Jorn.
Men hvad med Braque? Hvad skete der med ham, da hans og Picassos veje måtte skilles i 1914 på grund af udbruddet af Første Verdenskrig? Det kan man finde ud af på en stor, retrospektivt disponeret særudstilling i Grand Palais i det Paris, der dengang var billedkunstens vigtigste metropol.
Georges Braque blev født i 1882 i Argenteuil-sur-Seine nordvest for den franske hovedstad. Han far var håndværksmaler, og det skulle sønnen også uddannes som. Han gik dog også nogle få måneder på et kunstakademi i Paris, men så fandt han ud af, at det kunne han nok undvære.
Det, der trak i begyndelsen, var, som man ikke unaturligt også kan se i udstillingens første sale, den nye kunstretning fauvismen.
Påvirket af Gauguin og van Gogh udviklede nogle sidenhen fremtrædende billedkunstnere som Matisse og Derain et lysende, farvestærkt maleri. Rene farver, klare linjer, heftige penselstrøg. Farverne på lærrederne havde ikke nødvendigvis noget til fælles med farverne i den virkelighed, der tjente som motivisk udgangspunkt. Men det var netop en af pointerne.
Billederne var som vilde dyr, skrev en samtidig kritiker, og eftersom fauves på fransk netop betyder vilde dyr, blev det retningens navn. Braque var en dygtig fauvistisk maler. Han forblev i det hele taget en overordentlig god maler det meste af sit liv, men det var i mødet med Picasso, han blev forløst, og han forløste Picasso, og sammen skabte de et af de mest originale bidrag til det 20. århundredes kunst; nemlig kubismen, der fik sit navn, fordi en anmelder blev irriteret over, at Braque havde det med at reducere alting i sine malerier til små kuber.En af vejene til kubismen blev Braques studier af Cézannes ideer om det rene maleri, hvor alt reduceres til farver i et billedrum, der afgørende bryder med brugen af central- perspektivet, som havde været den foretrukne måde at male på siden renæssancen.
I stedet skulle billedet udelukkende – og på en ny og anderledes måde – handle om harmoni og om at afbilde genstandenes stoflige karakter. Abstraktion blev der ikke tale om, skønt det undertiden er lige før, at figurerne opløses i rene farvepartier. Sådan som man undertiden ser det i for eksempel nogle af Cézannes billeder af frugtskåle på borde.
Det er i det hele taget en tid, hvor der er opbrud på flere fronter såsom i synet på sjælen og troen på Gud. I kølvandet på industrialiseringen er der blevet skabt en lang række naturvidenskabelige landvindinger, og der er en følelse i tiden af at leve i de store opfindelsers epoke. Alt det påvirker ikke unaturligt også kunstnernes syn på, hvordan man arbejder med billeder. Alligevel bliver Braque rystet, da han en novemberdag i 1907 besøger Picasso i dennes atelier på Montmartre i Paris. For ved den lejlighed viser Picasso sin nye ven et maleri, der også bryder med den centralperspektiviske billedopbygning. Det er »Les Demoiselles d’Avignon« (»Frøknerne fra Avignon«).Her er videnskaben delt: Der er de kunsthistorikere, der hælder til, at Braque ved synet af det nu berømte billede følte det, som havde han »drukket terpentin og spyttet ild«. Andre forskere mener, at det var det, Braque mente, at Picasso måtte have gjort, siden han kunne male dette mærkelige billede.
Det gengiver en scene fra et af de horehuse, som Picasso frekventerede i Barcelona. Man ser en håndfuld halvnøgne kvinder apatisk stirrende, opstillet til beskuelse og klar til at blive valgt. Men ansigterne er anonyme, maskeagtige og tegnenkle, kun genkendelige som »kvinder« på deres bryster, og selv de er geometrisk kantede.
I løbet af det næste årstid leverede Braque sit svar til Picasso i form af det næsten halvanden meter høje billede »Grand nu«, der indgår i udstillingen. Man ser en stor nøgen kvinde på en baggrund, der allerede antyder, hvad der skal komme af kantede og abstrakte former.
Så sig selv som brødrene Wright
Hvad enten det nu (formodentlig) skyldes uovervindelige praktiske og økonomiske vanskeligheder, eller det er for udelukkende at fokusere på Braque – og hans malerier fra de afgørende år mellem 1907 og 1914 er fantastiske – er der ingen eksempler på Picassos kubistiske billeder på udstillingen.
Men man skal altså forestille sig, at disse værker er blevet til i en udveksling af tanker mellem to store skikkelser, der udmærket var klar over, at de var ved at udvikle noget helt nyt. De opfattede sig som to bjergbestigere, der skiftevis hjalp den anden videre, og de yndede en anden metafor fra udforskningen af kloden:
De sammenlignede sig med brødrene Wright, der i 1903 havde foretaget den første bemandede, motordrevne flyvning. Picasso må så have været »Orville«, for han kaldte Braque ved fornavnet »Wilbur«, der er den ældste af brødrene Wright.
Muligvis var de hver især kommet frem til kubismen, selv om den anden ikke havde eksisteret – men i årene frem til 1914, da deres veje skiltes på en banegård, og Braque, der var blevet indkaldt til hæren, drog til fronten, var deres samarbejde så intenst, at de i perioder besøgte hinanden dagligt, arbejdede sammen og undlod at signere deres lærreder for at give dette stykke grundforskning et anonymt, kollektivt præg.
Fandt den ene på noget, overtog den anden det, og nåede den andens udforskning af dette jomfruelige kunstneriske landskab nye, hvide områder, indviede han generøst sin ven i sine opdagelser. Venskabet bevarede de, til døden dem skilte, men det blev aldrig mere arbejdspræget og havde slet ikke karakter af den samme intense dialog, som i de syv år, hvor de udviklede kubismen. Under Første Verdenskrig bliver Braque alvorligt såret – og der går nogen tid, før han for alvor genoptager maleriet.På sin vis fortsætter Braque med nogle af de landvindinger, han havde opnået sammen med Picasso; især arbejdet med forskellige former for collage. Men han skaber også nogle nature morte eller stilleben.
I forvejen havde Picasso og han under udviklingen af kubismen anvendt en række hverdagsmotiver, der dukker op i fragmenter eller i glimt. Det kunne for eksempel være musikinstrumenter, eller det kunne være glas og flasker. Og kvinder, naturligvis. I sine mellemkrigsbilleder tydeliggør Braque sine motiver, så de bliver meget charmerende opstillinger af frugtskåle, blomstervaser og andre af dagliglivets dekorative hverdagsgenstande.
Det vil være forkert at antyde, at Braque bliver konform med alderen. På dette område kunne han blot ikke være i liga med Picasso, der genopfandt sig selv igen og igen og gav anledning til stadig nye ismer og retninger i europæisk maleri. Braque skabte, som udstillingen klart demonstrerer, nye, vidunderlige billeder, hvor ikke mindst en serie sene, vidtstrakte landskaber tiltrækker sig opmærksomhed. Det er malerier forestillende mørke, afsvedne marker under dystre truende himle. Der er optræk til storm, og alting i de mennesketomme landskaber synes at trykke sig mod jorden i håb om at overleve den forestående fare.
I andre billeder fortolker han på sin egen måde klassiske genrer i billedkunsten som vanitas-maleriet, hvis elementer – kraniet for eksempel – erindrer om, at vi alle er Vorherre en død skyldig. Den, der dør i dag, slipper i morgen, som det hedder trøstende hos Shakespeare. Men under alle omstændigheder: Forfaldet og døden venter, og vi kan ikke tage vores jordiske gods med os i det hinsides.
Også religionens symboler – fisken som billede på Kristus, korset, rosenkransen og duen -–er blandt de motiver, han indarbejder i sine malerier i 1940rne og 50erne og frem til sin død i 1963.
Aftvinger respekt gennem hele livet
Udstillingen i Grand Palais er fortællingen om en stor fransk maler, der i sine unge år bliver en del af det dengang ualmindeligt interessante kunstnermiljø, som Paris udgjorde i slutningen af 1800-tallet og i første halvdel af det 20. århundrede. Som sammen med Picasso for alvor går til yderligheder og omformulerer hele det europæiske maleri og formår at inddrage utraditionelle materialer – sand for eksempel – i sine og Picassos lærreder.
Og som resten af sit liv måske ikke når ungdommens radikalitet, men som ikke desto mindre er i stand til at formulere sit eget maleriske projekt igen og igen og skabe en række store billedserier, der aftvinger respekt. Stadigvæk.
