Hele verden i Venedig

Så er de såkaldte kunstprofessionelle rejst hjem fra Venedig, og verdens største kunstudstilling er åbnet for publikum. Men verden er så stor, så stor, og som altid drejer det sig om at få det bedste ud af det. Også når det er uventet.

Sarah Lucas ved den 56. kunstbiennale i Venedig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Casey Kelbaugh
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Biennalen er en håbløs konstruktion.

Biennalen er også en meget, meget stor oplevelse. Biennalen er en fantastisk mulighed for at se kunst fra hele verden og igen og igen blive forundret over, hvor mange måder der er at skabe kunst på.

Udfordringen er blot, at ingen kan nå det hele, og at fordybelsen ofte må ofres til fordel for nyttesløse forsøg på at se så meget som muligt.

Lad os sige, at meget kunstinteresserede mennesker tager en weekend til Venedig og bruger hele lørdagen og hele søndagen – kun afbrudt af en hurtig vand og en sandwich drukket og spist i skarpt trav mellem to udstillinger – på at se biennalen, så har de i bedste fald 18 timer til hovedudstillingens 136 kunstnere – fordelt på to adresser i Venedig – og til at besøge de godt 90 nationale pavilloner, hvoraf en tredjedel ligger i parkområdet Giardini, og resten er spredt ud over hele byen.

Det kan ikke lade sig gøre.

Hvad der så gør det yderligere umuligt, er, at mange af kunstnerne deltager med meget omfangsrige udstillinger eller viser film eller videoinstallationer, der er for lange i sammenhængen.

Så hvad gør man, når det er håbløst? Man hanker op i sig selv og går i gang og så slår man – for nu at låne en anden floskel – koldt vand i blodet. Man indser, at man ikke kan nå det hele. Heller ikke under pressedagene forud for åbningen, hvor der tilmed er en længere række performances og happenings.

Egentlig noget snyd. Alle disse spektakulære performances vises af strategiske årsager for et udvalgt publikum, der omfatter direktører for kunsthaller og museer, samlere, særligt udvalgte gallerister osv. Men når det store publikum kommer, er alle de kunstnere, der arbejder med performance, rejst hjem.

Ironisk oplæsning af Karl Marx

Én forestilling slipper de flere hundrede tusinde besøgende dog ikke for i det kommende halve års tid. Det er en oplæsning af Karl Marx’ »Kapitalen«. Ikke udvalgte skriftsteder men bogen fra ende til anden. Oplæsningen er blevet til på initiativ af den britiske billedkunstner, Isaac Julien, der også bidrager med en film af den slags, der virkelig repræsenterer døden i Venedig. En optagelse af en samtale mellem kunstneren og en marxistisk filosof, der diskuterer kapitalismens natur.

Det er selvfølgelig en kommentar til den globale sociale ulighed. Og det kunne da også være – som nogle bidrag lægger op til – at vi skulle give den socialistiske model en chance til? Det er alligevel et par år siden, den brød sammen, og hukommelsen er åbenbart kort, så måske var det værd at prøve igen, synes filosofien at være. Der er i hvert fald mange referencer til socialistiske koryfæer rundt om på biennalen.

Måske nogle af deltagerne værdsætter ironien i oplæsningen af »Kapitalen«, for biennalen handler i meget høj grad om penge.

Det er billigere at få fløjet malerier fra Kina til Venedig, end at få dem transporteret fra lufthavnen ud til øerne, Venedig er opført på. Et land trak sig allerede inden åbningen i protest mod nogle af de gebyrer, der blev pålagt pavillonen og dens kunstnere. Man siger, biennalen er finere end en kunstmesse – men det er nu de sammen mennesker, der går igen, og for både lande og gallerier – og selvfølgelig kunstnere – er deltagelsen en investering i fremtiden.

Den bedste strategi i Venedig er ufortrødent at bevæge sig fremad, springe det over, der ikke fænger, og så dvæle ved det, der gør. Og det er der masser af.

Det sker, at man falder i de lange films fælde. I Arsenale – Venedigs tidligere værft der nu bruges til den ene sektion af hovedudstillingen – vises for eksempel en bevægende film af Steve McQueen om en drengs meningsløse død og arbejdet med at mindes ham gennem et monument.

Drømmen om en bedre fremtid

I hovedudstillingens sektion i Giardini kunne det være en af de forførende film, der virker gennem et frapperende visuelt sprog af den slags, som udgøres af vidunderlige optagelser af for eksempel enorme fugleflokke, store fisk i leg, havet og naturen i sig selv – og så klip af de onde mennesker, der ikke alene slår nuttede pelsdyr, men også hinanden ihjel. Når nu verden er så rig, smuk og mangfoldig – hvorfor skal I så ødelægge og udpine den blot for simpel profit? Synes spørgsmålet at være.

Det er den slags oplevelser, der kan få enhver følsom person til at sværge ved sig selv, at hun kun vil gifte sig med en veganer og i øvrigt aldrig gå med pels. Men smuk på en storslået måde er John Akofrah film, »Vertigo Sea«, der også trækker på store litterære traditioner som for eksempel Herman Melvilles roman »Moby Dick«.

Kunst er mange ting – men ét vigtigt aspekt er muligheden for at sætte problemer til debat. I Venedig denne gang er det ikke overraskende for eksempel drømmen om en bedre fremtid, migration og bådflygtninge, frygten for global overvågning, forfølgelse af homoseksuelle i forskellige dele af verden og en stillingtagen til ressourceforbrug og klimaforandringer. Mange værker er præget af undergangsstemning, og det er let nok at blive deprimeret over alle de grusomheder, der foregår rundt om i verden. Men omvendt er det meget opmuntrende, at der er nogle, der – med talent og engagement – forholder sig til det.

Venedigs logistiske udfordringer taget i betragtning kan det forekomme paradoksalt, at så mange deltagere opererer med ophobninger som kunstnerisk greb. Den canadiske pavillon rummer i år blandt andet en kopi af en forretning med hundredvis af varer – og på toppen af bygningen er der en Storm P-agtig konstruktion, som man kan putte pengestykker i og se dem blive transporteret. Hvis man synes.

Kunst fra alle verdensdele

Også det japanske bidrag er omfangsrigt men til gengæld enkelt og æstetisk virkningsfuldt. Installationen, der er af Chiharu Shiota, som senere på året udstiller i museet i Køge, består blandt andet af en overvældende mængde af nøgler fra store dele af verden ophængt i en slags sky af garn. En tilsvarende enkelhed finder men i den danske pavillon, hvor Danh Vo med udgangspunkt i nogle tekster fra filmen »Exorcisten« og en række genstande placeret rundt om i lokalerne undersøger vores forhold til religion.

Økologi er blandt temaerne i den franske pavillon, der også har enkelthedens præg. Blandt ingredienserne er nogle træer, der takket være en mekanisk anordning bevæger sig, og så et tæppe af meditativ lyd, der skal gøre pavillonen til et rum for eftertanke.

Hvad sker der så, hvis vi omsider får slået os selv og den omgivende natur ihjel. Det reflekterer duoen Visa Suonpää og Patrik Söderlund over i en film i den finske pavillon, hvor man dybt i mørket møder det sidste træ på jorden, der nu er overtaget af fremmede organismer.

Dette års kunstnerisk hovedansvarlige er Okwui Enwezor, der er direktør for Haus der Kunst i München og har været leder af adskillige biennaler på flere kontinenter. Det er hans og hans forgængeres fortjeneste, at biennalen i Venedig de sidste adskillige gange er blevet mere geografisk afbalanceret.

Biennalen er derfor også en mulighed for at orientere sig om kunstnere fra andre verdensdele, som man i dag oftere men slet ikke typisk kan se på udstillinger i vores del af verden. Nogle af dem kommer fra kunstneriske traditioner, der kan synes fremmedartede med andre regionale myter og referencer. Men fælles for de fleste er imidlertid, at de arbejder i det konceptuelle sprog, der synes at have sejret i en sådan grad, at det er blevet indbegrebet af kunst.

Ø hengivet til maleriet

Maleri er der lidt af på biennalen. Jo, der er nogle store billeder af Georg Baselitz. De, der så udstillingen i fjor på Charlottenborg af Kerry James Marshall, vil kunne nikke genkendende til ham, og der er også malerier af Chris Ofili, som var en af de store skikkelser i grupperingen young British artist, der brød igennem under så stor opmærksomhed tidligt i 1990erne.

Skal man se en egentlig hengivelse til maleriet må man tage ud til øen S. Giorgio.

Ikke alene finder man her en kirke tegnet af den store italienske renæssancearkitekt, Andrea Palladio, og ved siden af den en udstilling med den polske billedhugger, Magdalena Abakanowicz (en version af hendes opstillinger af talrige menneskelignende men gennemgående hovedløse figurer stående over for et dyrelignende væsen; vises til 2. august). Man finder også en meget omfangsrig udstilling arrangeret af den danske Faurschou Foundation, der hjemme i København udstiller Ai Weiwei denne sommer i lokalerne i Nordhavn.

Som forholdene hos Faurschou i København er grandiose, er de det ikke i mindre grad i Venedig, hvor galleriet viser enorme billeder af den kinesiske maler Liu Xiaodong. Liu Xiaodong maler sådan rigtigt maleri med virtuost håndelag. Og ikke bare det. Han maler figurativt, og han er en fortællende maler, der i filmisk opbyggede scenerier gengiver hverdagslivet, som han møder det under rejser. Også Liu Xiaodong vises til 2. august og slutter altså omkring to en halv måned tidligere end biennalen.

Men til trods for at biennalen er et tilbud om at møde den nye og ukendte kunst fra andre dele af verden, har de gamle landes pavilloner det traditionelt med at tiltrække sig opmærksomhed.

Talrige facetter af kunsten og livet

USA har i år sendt en pioner inden for video og performance, og Joan Jones kvitterer for invitationen med en demonstration af, hvorfor den kunstart, hun har excelleret i gennem årene, er inkompatibel med biennalekonceptet. Det er næsten overflødigt at skrive det:

Hendes bidrag, der breder sig over den amerikanske pavillons fem rum, er med sine videoskærme, sine hviskende spøgelseshistorier og den tilhørende lyskomposition, krystallinske glasstrukturer, skulpturerne og tegningerne en ophobning af billeder, hvis kompleksitet ligger uden for et besøgs varighed. Men det, man kan, er at nyde strømmen af indtryk og forlade pavillonen med en sum af billeder af en verden i forandring.

Storbritannien bidrager i år med Sarah Lucas, som også har en fortid i kredsen af young British artist. Lucas har malet det indre af pavillonen i en særlig gul farve lånt fra et museum i London. Nogle af de organisk formede skulpturer er også gule, mens andre former sig som hvide kropsdele der mere eller mindre slynger sig på hverdagsagtige møbler. Torsoerne er så gerne udstyret med cigaretskodder i kropsåbningerne, så, ja, det handler om kroppen og kønnet og livet og døden. Og dermed om at nedbryde de tabuer, der er omkring det, vi trods alt alle har til fælles.

Nogle vil måske finde Sarah Lucas’ skulpturer overvældende og pågående og måske direkte pinlige, og sådan er der talrige facetter af kunsten og livet på biennalen i Venedig. Som nævnt er den et storslået tilbud om at orientere sig, for det bliver kun til smagsprøver. Ligesom på andre messer. Det er også derfor, der efterhånden på vandringen rundt mellem udstillingerne melder sig en blaserthed, som har at gøre med overbuddet.

Talrige af de udstillinger, der er i Giardini, i Arsenale og rundt om i byen, ville kunne opleves med et større udbytte, hvis de blev vist rundt om i verdens museer og kunsthaller. Man kan synes, det både er synd for kunstnerne og for de besøgende, men det er nu ikke spildt. Det er tværtimod det hele værd, når man vender tilbage til hverdagen fyldt med indtryk og underen.

Hvad: Den 56. kunstbiennale i Venedig

Hvor: Arsenale, Giardini og på forskellige adresser rundt om i byen

Hvornår: Tir.-søn. kl. 10-18, til 26. september tillige fre.-søn. Indtil kl. 20. Til 22. november