Heart imponerer med Kirkeby-udstilling

Kunstmuseet i Herning ligner for tiden en filial af Louisiana i Humlebæk. Der er i hvert fald mange fine Kirkeby-billeder udlånt til Hedens Perle. Her, hvor mange af dem i sin tid er blevet handlet.

»Paris’ Dom« (udsnit) er et tidligt Kirkeby-­maleri fra 1969. Som i mange af sine senere billeder arbejder Kirkeby også her med at indbygge forskellige forhindringer i landskabet. »Paris’ Dom« måler 366x366 cm og tilhører Arken. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Det er imponerende, hvad der i disse år udfoldes af opfindsomhed for at vise Kirkeby på en ny måde. Samtidig med at det, man viser, er klassisk Kirkeby fra fabulerende popart til de store, brusende følelser i ekspressive og tilsyneladende naturromantiske malerier.

Men Kirkeby er også imponerende. Det er en historie larger than life, og den har alle mulige forgreninger. Imponerende er det eksempelvis, hvor mange Kirkeby-værker der i 1960erne og frem blev solgt i Herning-området.

Det er dem, udstillingen på byens kunstmuseum handler om, og på den måde skriver udstillingen sig ind i den imponerende fortælling om dengang, da Herning meget tidligt blev en meget vigtig kunstby.

Herning-avantgarden

Et omdrejningspunkt i 1950erne og 1960erne er fabrikant Aage Damgaard, der var meget kunstinteresseret. Han var bidt af bacillen, som han sagde, Det er den, samlere får. Og nogle gange er de så inficerede, at de må dele deres kunstinteresse med andre. Aage Damgaard var ikke blot pioner inden for dét med kunst for arbejdspladsen. Han er aldrig overgået, når det drejer sig om at få kunstnere på arbejdspladsen.

Talrige af dén generations bedste kunstnere tog til Herning og arbejdede for Dam­gaard. Som kunstnere. Og interessen strakte sig ud over landets grænser, så for eksempel den ganske unge Piero Manzoni kom til byen og satte den på den anden ende med sine underfundige skulpturer.

Hele den bevægelse er efterhånden ved at blive kanoniseret som Herning-avantgarden

Damgaards eksempel smittede, og det har været fremme under en tidligere udstilling i Herning om kunst i privateje, at der næppe er nogen del af landet, hvor der er så meget kunst i hjemmene pr. indbygger som i Hedens Perle.

Et passende udvalg frem til 1990

Det trak også kunsthandlere til – og en af dem er blevet en legende, kunsthandleren Svend Hansen, der virkelig var en handelsmand af de helt store. Han solgte Kirkeby, da få andre interesserede sig for ham. Og så var det Svend Hansen, der tog initiativet til, at Kirkebys første murstensskulptur blev opstillet i nabobyen Ikast.

Nogle af Kirkebys billeder er forblevet i området – men mange er senere erhvervet af museer – og navnlig Louisiana er stærkt repræsenteret på udstillingen

Gennemgående er der tale om billeder med lag på lag af forhindringer og, jo længere vi nærmer og nutiden, en stemning af melankoli og weltschmerz. Det forekommer helt symbolsk, at det første, man møder i udstillingen, og som umiddelbart spærrer udsynet til den, er en karakteristisk rød Kirkeby-murstensskulptur.

Udstillingen viser et passende udvalg af Kirkeby fra begyndelsen af 1960erne til 1990. Måske mistede herningenserne interessen for Kirkeby efter det år? Måske er der så store forandringer i Kirkebys sene værk, at de modne mesterværker er gemt til en senere udstilling?

Under alle omstændigheder: Udstillingen er repræsentativ for Kirkebys arbejde gennem omkring 30 år. Den er meget omhyggeligt sammensat, så den også tjener som et møde med nogle af Kirkebys mest kendte og ikonografiske billeder. Musealt. Imponerende.

Hvad: »Per Kirkeby – Det ægte billede«.

Hvor: Heart. Til 17. januar 2016.