BEIJING: Ai Weiwei står på sit kontor, og han ryster på hovedet, da han trækker stolen ud. Han sætter sig foran computeren og lader sin store hånd synke ned over musen.
»Prøv at se det her, det er jo latterligt,« siger Ai Weiwei og klikker ind på hjemmesiden for »Fokus«.
Det er et af Kinas mest populære TV-programmer, der har op mod 300 millioner seere. Aftenen før har der været et indslag om Verdensudstillingen i Shanghai, og det begynder meget naturligt i den kinesiske pavillon. Dernæst handler det om den danske udstilling og Den Lille Havfrue, som de kinesiske medier er vilde med.
Havfruen er kommet til Kina for at vise venskabet og den respekt, der er mellem Danmark og Kina, fortæller leder af pavillonen, Christopher Bo Bramsen, på engelsk. Der er kinesiske undertekster, for langt de færreste af de 1,3 milliarder indbyggere taler engelsk. Intervieweren spørger så, om ikke danskerne kommer til at savne Den Lille Havfrue?
»Jo, men hvis du kigger derover, så kan du se et videokamera på væggen. For på hendes plads i Danmark vil der være en storskærm, der er lavet af Ai Weiwei fra Beijing. Det er en videoinstallation, så folk i København kan se hende direkte her fra Shanghai,« siger Christopher Bo Bramsen.
Det er dog et helt andet interview, som kineserne kan læse i underteksterne. Her står der ikke noget om Ai Weiwei eller hans installation. Han er blevet slettet.
»Det sker hele tiden. I Kina er det den danske pavillon, der er den mest omtalte på grund af Den Lille Havfrue. Men der er ingen, som har lov til at nævne mit navn,« siger Ai Weiwei. Bag ved ham sidder der seks af hans assistenter og arbejder ved deres computere i det åbne kontor. En af dem vender sig om.
»De nævner dig ikke?« spørger hun og begynder at grine højt over den statskontrollerede TV-kanal CCTV, der har lavet programmet.
Sultestrejke
Fra 1981 og frem til begyndelsen af 1990erne boede Ai Weiwei i New York. I 1989 skrev New York Times om, hvordan han var gået i sultestrejke i sympati med de studenter, der på det tidspunkt demonstrerede hjemme i Kina. I dag ser den 53-årige Ai Weiwei dog ganske velnæret ud. Han er solid og en anelse frygtindgydende, for han minder om en kinesisk bror til Hagrid fra »Harry Potter.« Han er stor. Men det er især som kunstner og kritiker, at han er blevet en sværvægter.
Vi er i bydelen Caochangdi, der ligger i det nordlige Beijing. Her byggede han for nogle år siden et kompleks med kontor, studie og bolig, som han selv designede i Bauhaus-stil. Vi sætter os ved havebordet, hvor der er fin udsigt til enden af haven. Her er der en høj og grå mur, hvor der står »FUCK« bukket i blå og hvide neonrør.
Ai Weiwei er nok Kinas mest berømte nulevende kunstner. Også i udlandet hvor han har flere store opgaver. For eksempel skal han senere i år overtage Turbinehallen i Tate Modern i London, som blandt andre Olafur Eliasson tidligere har gjort.
Endelig er han aktuel med sit projekt på Langelinie i København. I selveste H.C. Andersens hjemland og med et af de eventyr, der er mest berømte i Kina. Der burde altså være al mulig grund til, at Ai Weiwei dukkede op overalt i kinesiske medier, der normalt ikke holder sig tilbage, når landsmænd gør sig heldigt bemærkede i udlandet. Så hvorfor er han kommet på den sorte liste?
»Jeg aner det virkelig ikke. Forholdene i autoritære styrer som Kina er, at befolkningen aldrig må få sandheden at vide,« siger Ai Weiwei.
Tæsk af politiet
De seneste år har hans kunst her i Kina næsten stået i skyggen af hans kritik af myndighederne. Hans blog er for længst blevet lukket, men teknisk snilde kinesere kan stadig få adgang til Twitter, der ellers er blokeret i Kina, og her er der mere end 37.000 personer, som følger ham på
Ai har også fået tæsk af myndighederne. Det var af politimænd i Chengdu, da han sidste år var i byen for at vidne i en retssag mod en af hans venner, der havde forsøgt at forske i tabstallene efter det store jordskælv i 2008. En måned senere var Ai Weiwei i Tyskland, hvor han kom på hospitalet og blev opereret for en blødning i hjernen.
Det er alt sammen med til at vise den arrogance, der er typisk for et totalitært styre, siger Ai. »Se på De Olympiske Lege og Verdensudstillingen i Shanghai, hvor de bruger så megen energi på at vise, hvor mægtig en nation Kina er. Men på alle niveauer og over hele landet forsøger de samtidig at undertrykke friheden skridt for skridt,« siger Ai Weiwei.
Derfor burde Ai måske også være bange for, at han er den næste i rækken af kritikere, der skal gøres tavse. Men det er uforudsigeligt, siger han. Han vil ikke tænke eller forberede sig på det. Hvis det sker, så sker det.
»Det er et stort land. Men hvis vi giver op, så vil det aldrig blive bedre,« siger Ai Weiwei.
