Guld & grønne bøgeskove

Egetræer er reaktionære. Bøgeskove er progressive. Blandt meget andet blandede guldaldermalerne sig i den store værdikamp, der i 1800-tallet bragte borgerskabet til magten. ARoS viser en prægtig udstilling om en af de mest storslåede epoker.

Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen var en af Europas største billedhuggere. Her er han portrætteret af C.W.Eckersberg. Foto: ARoS Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Statens Museum for Kunst for snart ti år siden viste en udstilling med national identitet som tema, undrede en svensk kulturredaktør sig over, at konceptet ikke var blevet kritiseret af de danske kunstkritikere.

Den svenske kommentator havde af et internationalt kulturtidsskrift fået til opgave at læse danske aviser over et par uger for at give sit bud på, hvad det dog er, der er råddent i de danskes land. Der var selvfølgelig nok at tage fat på for en uforstående iagttager.

Blandt meget andet at den pågældende udstilling ikke »havde skabt en stormfuld debat«, således som det ville have været tilfældet i kulturnationer som Sverige, Tyskland, Frankrig osv.:

»Tager danske kritikere og kulturjournalister deres egen nationale identitet for givet i en sådan grad, at de ikke ser behov for en diskussion, når denne identitet slås fast med søm på væggen i en af landets dominerende kulturinstitutioner?« skrev redaktøren.

Måske. Eller måske er det implicit, at en udstilling om national identitet i billedkunsten er et bidrag til forståelsen af historien og af de forudsætninger, der har været med til at danne det samfund, vi har i dag. Og netop et samfund, der er opbygget som reaktion på 1800-tallets talrige politiske, økonomiske og militære nederlag, der reducerede Danmark til en småstat i Europa, forandrede vores synsvinkel og ændrede vores overlevelsesstrategi.

Og så fordi udstillingen under alle omstændigheder var interessant, eftersom guldalderen, der var nydeligt repræsenteret på Kunstmuseets identitetsudstilling, repræsenterer noget af det bedste i dansk maleri. Overhovedet. Vi kalder det guldalderen – også fordi 1800-tallet var en storhedstid i dansk kultur i det hele taget med forfattere som H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. Udlandet omtaler maleridelen som Københavnerskolen. Og som det meste af det bedste af det danske er det blevet til i mødet med det fremmede.

Det ud af mindet faldne

Erindringen om den svenske kulturredaktørs forfærdelse over danske kritikeres ukritiske nationalisme dukker op under rundgangene i guldalderudstillingen på kunstmuseet ARoS i Aarhus.

Udover det storslåede udvalg af billeder er udstillingen nemlig selvfølgelig også ideologihistorie. Det er alting, når det kommer til stykket.

Det 19. århundrede er en frygtelig tid for Danmark. Vi har ellers siden 1720 levet i fred med Sverige. I de sidste tiår af 1700-tallet får vi landboreformerne og en økonomisk højkonjunktur.

Men dårligt nok er vi kommet ind i det nye århundrede, inden slaget på Reden finder sted. Og så går det ellers rask for sig. Bombardementet af København og beslaglæggelsen af flåden i 1807. Statsbankerotten i 1813. Tabet af Norge året efter. Krigene mod tyskerne i 1848-51 og 1864. Det er helt symbolsk, at et nationalromantisk klenodie som guldhornene blev stjålet i 1802. Til gengæld fik vi så Oehlenschlägers dramatiske, scenisk virkningsfulde og patosfyldte digt med samme navn.

Men som allerede antydet er det netop kunsten og kulturen, der i det 19. århundredes nationale nederlagstider folder sig overbevisende ud. Tilmed gennemlever vi en fredelig revolution, der bringer borgerskabet til magten. Alt det og meget mere reflekteres i det udvalg af værker, man kan se på udstillingen i Aarhus.

De danske kunstnere reagerede i meget høj grad på ønskerne om forandringer. Som det i reglen altid er tilfældet, er en af de stærkeste alliancer den mellem kunstnere og borgerskabet, der gensidigt har brug for hinanden. Borgerskabet har midlerne og undertiden også interessen. Kunstnere forstår hyppigt at fornemme tidsånden og fortolke længslen efter ytringsfrihed og systemskifte – og den gengiver de i deres tilsyneladende tilforladelige landskabsmaleriers mere eller mindre subtile symbolsprog.

Kan et træ være politisk? Det tænker man måske ikke så meget over i dag, hvis man kigger ud over et smukt jysk landskab. Men det gjorde nogle af malerne dengang, da egetræet repræsenterede enevælden og bøgetræet det fremvoksende borgerskab. I et andet af udstillingens billeder ser man også, hvordan symbolet for den gamle verdensorden ligger som ruiner i skygge, mens det nye liberale samfund trives i solskinnet.

N.L. Høyen, Danmarks første kunstkritiker, der for resten også var den første professor på Kunstakademiet, grundlægger af faget kunsthistorie ved Universitetet og for en god ordens skyld på et tidspunkt også direktør for Statens Museum for Kunst, opfordrede kunstnerne til at rejse ud i landet og forevige det. Det var som led i et forsøg på genrejsning af landet og af nationalfølelsen, en styrkelse af identiteten under indtryk af de mange ulykker i 1800-tallet.

Men kunstnerne malede ikke nødvendigvis virkeligheden i forholdet 1:1. De malede landskaberne på en måde, så de blev indbegrebet af det Danmark, de selv, de nationalliberale, borgerskabet osv. drømte om – og som stadig i dag af mange opleves som idealet om Danmark. Den smukke natur, den tilforladelige tillid mellem mennesker, respekten for arbejdet, driftigheden i både landbruget og den så småt begyndende industri. Allerede tidligt bliver rygende skorstene et tegn på fremdrift og fremskridtstro.

Det var – er – ikke nødvendigvis noget, der skete som et forsøg på at nedgøre andre landes natur. Det var for at fortælle, at Danmark også havde sine kvaliteter. At nok var landet blevet reduceret i omfang og indflydelse, men det, der var tilbage, var værd at holde af.

Guldaldermalerne var kosmopoliter

Kunstnerne lægger nogle landskabelige kvaliteter og nationale idealer frem, men det gør dem ikke til hjemmefødninger med skyklapper. Tværtimod kan man måske sige. Guldaldermalerne var ikke provinsielle. De var kosmopolitter, der tilbragte tid i udlandet. Det var dengang, der for alvor var kunststøtte til – og under de lange ophold i navnlig Rom mødte de danske kunstnere udenlandske kolleger, og de blev fortrolige med nogle af de store traditioner i europæisk maleri.

Det var i konfrontationen med noget andet og noget fremmed, at Københavnerskolens malere skærpede deres sensibilitet over for måden at male på og bidrog til europæisk maleri ved at arbejde med nye teknikker, synsvinkler osv. Det er den historie om ideologi, identitet, historiske forandringer og nye måder at opfatte maleriet på, der fortælles på ARoS. Udstillingen er overskueligt iscenesat og godt tilrettelagt. Det er den fortælling, der er interessant, hvis man vil forsøge at forstå, hvorfor Danmark er blevet til det land, vi kender. Hvad enten man nu bor her eller besøger os.

Samtidig med udstillingen af danske guldalderbilleder, hvoraf mange er hentet i udlandet eller i private samlinger, viser ARoS også et udvalg af værker, som den afgående museumsdirektør har haft et ganske særligt forhold til, en præsentation af den svenske billedkunstner Annika von Hausswolff og endelig en nyerhvervelse af et af Jeppe Heins ældre værker.

Hvad: »Guld – skatte fra den danske guldalder«.
Hvor: ARoS, Aarhus.
Hvornår: Tirsdage-søndage 10-17, onsdage-torsdage tillige til 22. Til 20. oktober.