Grand tour med Picasso

Efter fem års om- og udbygning er Picasso-museet i Paris genåbnet. Det tilbyder en lang, men langtfra udmattende rejse gennem den store mesters meget forskellige perioder.

19magSale2.jpg

PARIS: Det kan sagtens være, at der ikke skal meget salt til et æg, og det kan også være, det i det hele taget er sundt at spare på netop dét mineral.

Men engang må der have været masser af penge bare i at opkræve skatterne af saltet. Opgaven satte i hvert fald i midten af 1600-tallet Pierre Aubert de Fontanay i stand til at opføre et byhus i rue de Thorigny i 3. arrondissement; i øvrigt ikke så langt fra hvor Centre Pompidou ligger i dag.

Bygningen, der hedder Hôtel Salé, blev i midten af 1960erne erhvervet af den franske stat og indrettet til museum, som nu for anden gang har gennemgået en omfattende og meget langvarig ombygning og udvidelse, der gør det langt mere velegnet til formålet.

Picasso vil aldrig kunne få plads nok – hans værk tæller for eksempel omkring 15.000 malerier – men museers rolle er at prioritere. Musée Picasso Paris – der er indtil flere andre – har omkring 5.000 katalognumre, hvis man tæller det hele med. Tegninger, grafiske arbejder, skulpturer osv.

Paris-museets store fordel er, at dets ledelse i flere omgange er blevet tilbudt af arvingerne at vælge blandt den afdøde kunstners samlinger. Det er altså værker, også fra de ganske tidlige år, Picasso selv beholdt livet igennem, fordi de betød noget for ham. De mindede ham om de erfaringer, han havde gjort – og gennem hele sin karriere vendte Picasso ofte tilbage til nogle af sine tidlige værker. Og til kunsthistorien i det hele taget.

Under man sig også at se den store Velazquez-udstilling i Grand Palais (vises til 13. juli), kan det stå klart, i hvor stor gæld, Picasso stod til både sin forgænger som en af Spaniens største malere og til en tradition i personskildringen i spansk maleri i det hele taget.

Mange af Picassos absolutte mesterværker befinder sig på andre af verdens store kunstmuseer. Men udvalget i Paris behøver museet ikke på nogen måde at skamme sig over. Og disponeringen af ophængningen er et tilbud om en rejse gennem praktisk taget alle Picassos faser og perioder. Det er en grand tour gennem mesterens liv. Man arbejder sig igennem museet, hvis rum altovervejende er lyse og imødekommende. Det er billederne, det drejer sig om.

Et ungt geni

Pablo Diego José Francisco de Paula Juan Nepomuceno María de los Remedios Cipriano de la Santísima Trinidad Mártir Patricio Ruiz y Picasso kom til verden i Malaga (hvor der blandt andet også er indrettet et museum for ham) i 1881.

Picassos far var maler og fik sin søn optaget som ganske ung på en kunstskole, hvor han praktisk nok selv var lærer, og i løbet af ganske få år gennemløb Picasso en forbløffende udvikling. Sikkert og hurtigt demonstrerede han, hvordan han beherskede alle teknikker – og så var der for ham ikke den store grund til at blive hængende ved traditionen. På dén måde.

Syv år med Braque

Gennem det første årti af det 20. århundrede arbejder Picasso sig gennem forskellige perioder som den blå og den rosa, den brune og den grå og finder nye motivgrupper som for eksempel akrobater og gøglere og inspiration – af helt afgørende betydning – i oldtidens og det afrikanske kontinents skulpturer og artefakter.

Picassos møde med den såkaldt primitive kunst ændrede det 20. århundredes kunst. Det første blandt andet frem til »Frøknerne fra Avignon«. Det tilhører MOMA i New York, men på museet i Paris møder man en række forstudier til det. Og så er vi også fremme ved det tidspunkt, da Braque og Picasso indleder et samarbejde, der skulle strække sig over syv år.

Det fortælles, at Georges Braque (1882-1963) blev dybt rystet, da han en novemberdag i 1907 besøger Picasso i dennes atelier på Montmartre, for der så han »Les Demoiselles d’Avignon«.

Det gengiver en scene fra et af de bordeller, Picasso kendte fra Barcelona. Man ser en håndfuld halvnøgne kvinder apatisk stirrende, opstillet til beskuelse og klar til at blive valgt. Men ansigterne er anonyme, maskeagtige og tegnenkle, kun genkendelige som »kvinder« på deres bryster, og selv de er geometrisk kantede.

I løbet af det næste års tid leverede Braque sit svar til Picasso i form af det næsten halvanden meter høje billede »Grand nu«. Man ser en stor nøgen kvinde på en baggrund, der allerede antyder, hvad der skal komme af kantede og abstrakte former.

Det, der skulle komme, var kubismen. Frem til 1914, da Braque blev indkaldt til militæret, arbejdede de to store kunstnere tæt sammen om at udvikle kubismen og dens forskellige faser; altså disse collageagtige, halvabstrakte billeder af stadig genkendelige genstande, avissider, reklameskilte og brædder i æstetisk forfinede kompositioner.

Bygningen der rummer Musée Picasso Paris, hedder Hôtel Salé, blev i midten af 1960erne erhvervet af den franske stat og indrettet til museum. Huset har nu for anden gang gennemgået en omfattende og meget langvarig ombygning og udvidelse. Til venstre ses en besøgende på museet som beundrer kunstværket »The Orator«, som Pablo Picasso malede i årene 1933-1934. Foto: Musée Picasso Paris og ?Benoit Tessier/Reuters Fold sammen
Læs mere

Sex og Middelhavet

Picasso fortsatte frem til sin død i 1973 med at forny sit værk, forny billedkunsten. Ophængningen i hans museum i Paris giver et illustrativt billede af, hvordan han hele tiden forandrer sig. Det kan være som følge af hans politiske stillingtagen til nogle af tidens grusomme begivenheder – mest kendt vil »Guernica« der tilhører Reina Sofia-museet i Madrid, være – men han var også kommunist af en slags.

Den slags partiet var både stolt og irriteret over at have som medlem, for han var hverken særlig trofast mod partilinjen eller levede et liv, der sømmer sig for en ægte kommunist. Men han blev dog accepteret. Også af den anden af det 20. århundredes store totalitære ideologier. Nazisterne lod ham sådan set være i fred under besættelsen af Frankrig.

Ud over politik var der andre inspirationskilder, som man på museet kan se, hvordan han igen og igen inddrager i sine billeder. Middelhavskulturen var en væsentlig inspirationskilde – den franske og spanske sydkysts arkitektur, nærheden ved havet der skimtes på den anden side af terrassens lave mur, fisk og skaldyr og mytologiske figurer.

Den motiviske optagethed af det gode liv i villaen ved havet hænger i et vist omfang sammen med et andet stort motiv: Erotikken. En ting var, at mødet med nogle af de kvinder, der efter tur kom til at betyde en stor del for hans liv resulterede gerne i en ny kunstnerisk energi eller et sporskifte. Enten ind i de abstrakte med de mærkværdigt placerede øjne eller mod en klassisk monumentalitet af for eksempel opstillinger i store rolige kompositioner. Men sex var i sig selv en drivkraft. Han opfattede sig selv som en tyr, og i mange af hans billeder smelter tyren og manden sammen.

epaselect epa04459164 A visitor looks at the painting ’Large Nude in a Red Armchair’ by Spanish painter Pablo Picasso (1881-1973) during the press preview of the Picasso Museum prior to its re-opening in Paris, France, 23 October 2014. After five years of renovation the Picasso museum is set to reopen to visitors on 25 October. EPA/ETIENNE LAURENT Fold sammen
Læs mere

Rejsen gennem udvalget af Picassos overvældende værk slutter med noget, der både kan opleves som et antiklimaks og et ekstra lag på fortællingen om Picasso. Det er ikke værker af Picasso selv – men billeder han har samlet af en række af de kunstnere, han satte højt. Matisse for eksempel som han lå i livslang, venskabelig konkurrence med. Men også Modigliani, Corot, Renoir – og Cézanne, naturligvis, der udgør en af forudsætningerne for udviklingen af kubismen.

Kun dårlige kunstnere fornægter forbilleder og inspirationskilder. Det gjorde Picasso bestemt ikke. Men han var også en af de største. Det er kernen i fortællingen i hans genåbnede museum i Paris.

Hvad: Musée Picasso Paris.

Hvor: 5 rue de Thorigny. Tirsdage-fredage kl. 11.30-18, lørdage-søndage kl. 9.30-18.