Glasmenageriet i det nye Industriens Hus er et hadeobjekt

Det nye Industriens Hus er ikke alene stort. Det er meget stort. Det er også af glas. Masser af glas. Det er allerede et hadeobjekt, men der er grunde til, at det ser ud, som det gør.

I 2011 indledtes en gennemgribende omdannelse af Industriens Hus, idet alt andet end råhuset i beton, bestående af etagedækkene og de bærende søjler, blev fjernet. Der blev tilføjet 2-3 etager – op til i alt 8 etager – mod H.C. Andersens Boulevard og Vesterbrogade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der må have været andre end mig, der fra tid til anden det seneste par år er standset op på Rådhuspladsen og med bange anelser har tænkt – ja, måske endda sagt højt:

»Hvad i alverden er det for et monstrum, der er ved at blive bygget som erstatning for det tidligere Industriens Hus? Det var ved Gud ikke en stor triumf for dansk arkitektur. Nu kommer der så et bjerg af glas. Hvad er dog meningen med de uhyrlige glasfacader? Skulle Dansk Industri ikke være en organisation til gavn for landet?«

Det kan synes uretfærdigt at anmelde byggeriet allerede nu. Det er ganske vist taget i brug for nogle dage siden – men arealerne omkring bygningen er ikke færdige, og de er i høj grad med til at tegne et positivt billede af domicilet, som unægtelig bliver en markant bygning i den boulevardagtige passage, der med nye fortove og forretninger er ved at opstå fra Københavns Rådhusplads forbi Tivoli og Hovedbanegården ned til Vesterbro. Området er allerede ved at blive et vigtigt mødested i hovedstaden med forlystelsesvirksomhederne og restauranterne over for Tivoli, og på længere sigt vil der opstå en sammenhæng mellem Rådhuspladskvar­teret (og dermed Strøget) i den ene ende og Vesterbro med Kødbyen og for den sags skyld Carlsberg-området i den anden.

Det var også vanskeligt at forestille sig, at det gamle Vesterbronx med den korte afstand til Tivoli, Rådhuspladsen og Indre By i det lange løb kunne få lov til at ligge i fred. Indtil byfornyelsen forandrede henne-om-hjørnet-kvarteret, var der ellers en vis psykologisk barriere. Folk i Istedgade og dens sidegader holdt sig gerne i kvarteret, fordi det var hyggeligt. Andre kom der på grund af de store traditioner for liberalt erhverv. Der er næppe tvivl om, at hele området vil opleve en yderligere gentrificering – udskiftning af beboerne med endnu bedre skatteydere – og her kommer det boulevardagtige strøg forbi DI til at spille en rolle. Man kan sagtens forestille sig, at hele strækningen mellem Rådhuspladsen og Hovedbanegården står til at blive opgraderet.

Derfor er det også så godt, at der er butikker hele vejen hen i denne del af husets stueetage og herunder en stor dagligvarekæde. Her åbner også en legetøjsforretning. Det er en stor filial af Hamleys , som mange måske kender fra London, hvor flagskibet ligger i en femetagers ejendom på Regent Street. Alle erhvervsejendomme i byer burde udstyres med forretninger i stueetagen for ikke at sprede goldhed, og det vil sandsynligvis lykkes her ikke at gøre det. I modsætning til før. Jeg erindrer ikke den gamle arkade i det tidligere Industriens Hus som specielt attraktiv.

Heller ikke huset for den sags skyld. Før i tiden var den bedste udsigt over Rådhuspladsen fra Industriens Hus. Ikke alene fordi man så kunne betragte pladsens to eneste, egentlige arkitektoniske mesterværker, Martin Nyrops rådhus og Anton Rosens Palace Hotel, men også fordi man så slap for at kigge på den bygning, man stod i.

Den nye bygning er større end den gamle. Meget større. For Dansk Industri er en vigtig institution i samfundet, og der var heller ikke tvivl om, at den fortsat skulle holde til på Rådhuspladsen, hvor DI har holdt til siden 1872. Udgangspunktet for det nye hus er det gamle hus’ fundament, og det er da ikke umuligt at sende en venlig tanke til dem, der har taget beslutningen om dét, i stedet for at utallige lastbiler skulle køre enorme mængder af byggeaffald gennem et i forvejen trafikalt umuligt København med metrobyggeri, pladsrenoveringer og mangel på parkeringspladser.

Mens vi er ved den side af sagen, kan det nævnes, at – og det burde også være en selvfølge – solvarme reducerer brugen af fossile brændstoffer, og alene vandafkøling sparer årligt bygningen for 27 ton CO2-udslip. Bassiner på taget sikrer vand til toiletter, vindues­pudsning og havevanding, og der er plantet mere end hundrede træer og buske på tagterrasserne. Også det bør fremover være reglen mere end undtagelsen, når forholdene ellers tillader det.Huset fylder i landskabet. Meget. Sådan er det altid med nybyggeri. Det synes så stort. Men som vi vænner os til det, bliver det mindre.

Man kan imidlertid også se, at det er et område af København – vi er jo uden for Middelalderbyen – hvor der i forvejen er meget store volumener. Rådhuspladsen er bygget til en hovedstad og ikke en provinsby. I nærheden ses Arne Jacobsens Royal Hotel samt Panoptikonbygningen og Axelborg.

Hvor sidstnævnte er en meget tung og tillukket, pompøs og magtfuld bygning, har arkitekterne bag DI-domicilet tilstræbt en større imødekommenhed og lethed. Den forreste del af foyeren er eksempelvis offentligt område. Her vil der være udstillinger om den industri, vi gerne skulle leve af – og fra den ene ende skal DRs Aftenshowet sendes fremover.

Herefter kommer man ind i DIs modtagelsesområde og bag det et stort rum, hvor man kan se helt op til taget, forbi nogle tværgående gangbroer. Kontorer og mødelokaler ligger i etagerne uden om den store atriumgård. Det er et greb, der ofte er blevet anvendt i nyere erhvervsbyggeri. Her med et lykkeligere resultat. Det er et rum, der forstår at byde velkommen.

Via trapper og elevatorer – det kommer nok ikke som en overraskelse – kan man bevæge sig op og ned i bygningen, hvis kon­tor­arealer umiddelbart ser indbydende ud. Gennemtænkte informationssystemer, go­de materialer, gulve af overskudstræ.

Mod Tivoli er DI forsynet med tagetager. Udsigten er fantastisk. Det er som skabt til cocktailparties med frozen margaritas i sommervarmen. For øjeblikket virker bygningen – set fra Tivoli – noget overvældende, men netop de trappeformede terrasser mildner i nogen grad indtrykket – og det kan planterne og træerne også bidrage til, når de får lejlighed til at vokse til.

Glas er et farligt materiale for arkitekter, og måske skulle tegnestuen have overvejet at hyre Henning Larsen som konsulent, for han formår virkelig at få store glaspartier til at leve. Men glas er nødvendigt i bygninger af denne størrelse – eller måske rettere dybde, for uden de store glaspartier ville lyset ikke kunne trænge ind i bygningens hjerte og bidrage til den imødekommenhed, DI gerne vil signalere til sine gæster fra nær og fjern.

Glasdækningen af huset er imidlertid problematisk på nogle tidspunkter af døgnet, og man kan ikke lade være med at spekulere på, hvordan glasfladerne vil patinere på grund af vind og vejr og udstødningen fra de 40.000 biler, der dagligt passerer bygningen. Det er også usikkert, om glasbeklædningens takkede struktur giver huset dynamik eller en karakter af noget ufærdigt, som hvis man forestillede sig, at man byggede videre på det i højden. Ikke nogen rar tanke.

Der er også tidspunkter, hvor glasfacaden er meget vellykket. Kommer man gående fra Strøget, når solen står i vest, kan den undertiden skinne gennem bygningen, så det ser ud, som om etagerne svæver i luften.

I den mørke del af døgnet vil bygningen lyse – og de muligheder, der kan udvikles her, har vi til gode at se. Reklamer og firmalogoer alene gør det ikke. Under forudsætning af, at det netop ikke bliver kulørte lamper, men grafisk gennemtænkte figurer og et roligt skiftende lysflow, ligger der her et stort potentiale; også for nogle af nationens begavede designere og billedkunstnere, der arbejder med lys. Det kunne blive rigtigt godt og bidrage til drømmen om København som en moderne storby i et højteknologisk samfund, der også overlever i fremtiden.

Hvad: Industriens Hus.
Hvor: Rådhuspladsen, København.
Hvem: Arkitekter: TRANSFORM. Landskabsarkitekt: Torben Schønherr.

DEBAT | Synes du, at glasset er et godt ansigtsløft til Rådhuspladsen? Del din mening herunder eller på facebook.com/berlingske