Det var ikke let at være maler fra udkanten af Danmark i begyndelsen af 1900-tallet og stræbe efter en plads på parnasset, der også dengang havde adresse i hovedstaden.
Malere som for eksempel Fritz Syberg, Peter Hansen og Johannes Larsen, der var født på Fyn og havde mødt hinanden på Kristian Zahrtmanns malerskole i 1880ernes København, blev eksempelvis i 1907 midtpunktet i den såkaldte bondemalerstrid.
Det var i sin kerne et verbalt slagsmål mellem »forfinede« – blandt andre symbolistiske – hovedstadskunstnere og så de bondske malere fra provinsen, der kom slæbende med malerier, som forestillede mænd, der samlede gødning. Godt nok ikke på Fyn men i Italien, hvis lys og forunderlige motiver havde præget store dele af dansk kunst siden guldalderen.
Anledningen til meningsudvekslingen, der fandt sted i dagbladet Politiken, var i øvrigt en afvisning på et par censurerede udstillinger af nogle kvindeportrætter af Gerda Wegener, hvis mere eller mindre glemte værk genoplives på kunstmuseet Arken til efteråret.
Fynbomalerne forholdt sig mere eller mindre passive i den tids københavnske nedvurdering af den danske provins. Men bondemalerne havde også frænder og fortalere. En af dem var forfatteren Johannes V. Jensen, der vel i malergenerationen fandt et ekko af den djærvhed, der kendetegner dele af hans egen digtning. Og så kraftkarlen Mads Rasmussen, hvis imponerende figur er fastholdt i extra large for eftertiden i Kai Nielsens stovte sorte granitskulptur, der er et af de første kunstværker, den besøgende møder i rotunden forrest i det museum, han opførte i Faaborg til sine kunstnervenner. Og som i år har 100-årsjubilæum.
Mads Rasmussen (1856-1916) var en pioner inden for dansk konservesindustri. Moderne produktionsmetoder havde han studeret i USA, hvortil han frejdigt var rejst i 1887 uden i øvrigt at kunne sproget. Det anfægtede ham nu ikke, og et og andet må han også have lært, da han som en anden Mads Skjern havde set fremtiden i Amerika og bragte den tilbage til Danmark, hvor han etablerede en konservesfabrik i Faaborg, der blev byens største virksomhed. Siden solgte han den til Beauvais, hvor han efterfølgende blev direktør. Mads Rasmussen var en god mand for Faaborg og fik blandt andet anlagt en jernbaneforbindelse til byen, så den blev knyttet til den infrastruktur, der var ved at opstå. Togforbindelsen er så siden nedlagt som et led i fremskridtet.
Arkitektonisk højdepunkt
Mads Rasmussen syntes også om fynbomalerne. Han begyndte at købe malerier af dem, og han lod dem ofte selv vælge, hvad de ville sælge ham, for så var han sikker på, at han fik det bedste. Siden syntes han så, at han også gerne ville give det bedste til sine venner, så han stiftede i 1910 et museum og bad vennerne om at finde ud af, hvad der skulle hænge på væggene i den bygning midt i Faaborg, der åbnede fem år senere.
Museet skulle – mente Mads Rasmussen – være det smukkeste i landet næst efter Thorvaldsens, der var opført midt i København i 1840erne efter tegninger af Gottlieb Bindesbøll. Mads Rasmussen ville også have en god arkitekt til at stå for museet i Faaborg – og det blev Carl Petersen, der her skabte sin mest berømte bygning. Som partnere havde han så fremragende kræfter som møbelarkitekten Kaare Klint – Faaborgstolen er selvfølgelig fra den tid – og den grafiske designer Knud W. Engelhardt.
Faaborg Museum er et gyldent øjeblik i dansk arkitektur. Til trods for, at indgangen til museet kan synes uanseelig, og at bygningen ligger på en langstrakt, smal grund, er museet blevet kaldt intet mindre end den anden danske nyklassicismes genfødsel.
Baggrunden for dette nybrud er blandt andet en af de principielle fejder i dansk arkitekturdebat. En kreds af mennesker ønskede at udstyre Københavns Domkirke med et spir. Initiativet havde endda en af landets helt store mæcener, Brygger Carl Jacobsen, i spidsen med tegnebogen vidt åben. Det var jo gået så godt med et spir på Nikolaj Kirke. Hvorfor så ikke også på Vor Frue Kirke?
Men den var tænkt og tegnet som en kirke uden spir, og at sætte et på ville have været et overgreb af de større mod arkitekten, C.F. Hansen. C.F. Hansen er dansk nyklassicismes største skikkelse. Blandt hovedværkerne er Københavns Domhus og Christiansborg Slotskirke, der var opført omkring 100 år tidligere. Og den strid, der stod om spir eller ej, skærpede en gruppe yngre arkitekters interesse for de idealer, der lå i C.F. Hansens bygninger; idealer som C.F. Hansen selv havde fundet hos for eksempel 1500-tallets store europæiske arkitekt Palladio der igen havde set tilbage til antikken. C.F. Hansens idealer ligger blandt andet i bygningsklumpen, den tunge, enkle, geometriske opbygning af facade- og vinduespartier og den udtalte stoflighed i murpartierne – og de kvaliteter genfinder man også i Carl Petersens museum, der efter et par større sale munder ud i en serie af mindre såkaldte køjer, til udstillinger. I sit indre er bygningen karakteriseret af veldefinerede, rolige rum og søjler og buer, der mimer de klassicistiske arkitekturidealer. De mange mønstre i gulvene og fornemmelsen af, at der er tale om godt håndværk og gode materialer, er med til at give Faaborg Museum en karakter af Gesamtkunstwerk, hvor detaljerne og helheden går op i en højere enhed.
I skøn forening
Det var utvivlsomt klogt af Mads Rasmussen at overlade indkøbene af billeder til museet til sine kunstnervenner. Så slap han jo også selv for nid og nag og uvenskab. Flinke var de mandlige kunstnere heller ikke dengang til at medtage deres kvindelige kolleger. Så kunne de være nok så meget indgift i kredsen. Men de egnede sig fortrindeligt som motiver; gerne foreviget mens de er optaget af det, der dengang hed »kvindelige sysler«. Det var dengang, kvinderne havde monopol på et særligt sy- og strikkegen – for slet ikke at tale om madlavningsgenet. Eller de kunne udgøre et dekorativt motiv, når de to og to sad og læste sammen i et lysthus eller gik tur i en blomsterhave.
Billederne blev ophængt som kunstnerne nu var venner til og efter nogle af de fællestræk, der karakteriserer Fynboernes temaer som glæden ved naturen og respekten for det hårde arbejde. Kun Anna Syberg, der døde i sommeren 1914, fik – efter museumsstifterens udtrykkelige ønske – et lille rum for sig selv »som et talende minde« om en kunstner og et menneske, Mads Rasmussen havde sat stor pris på.
Fynboerne fandt 24 kunstnere i deres egen midte og omegn, og 24. juni 1915 åbnede museet. Inden den store middag blev kredsen af kunstnere, den glade giver og hans hustru, direktøren for Statens Museum for Kunst, byens borgmester og andre fotograferet i haven bag museet – og dét billede dannede udgangspunkt for et stort maleri, som Peter Hansen efterfølgende malede til minde om indvielsen.
Og til minde om den og i anledning af 100-året har museet søgt at rekonstruere den første udstilling, der blev vist i det nye museum, der – ligesom en smukt illustreret bog udgivet i anledningen – har fået titlen »I skøn forening«. Sådan havde det jo været. Kunstnerne havde malet deres billeder, de havde udvalgt grundsamlingen – og mæcenen betalte for museet, der står som et minde om ham men først og fremmest for en vigtig epoke i dansk kunst, der også er repræsenteret i mange andre museet og naturligvis i Johannes Larsen Museet i Kerteminde.
Ophængningen er væsensforskellig fra de principper, der i mange år har været idealet. Til gengæld er formidlingen så poppet lidt op med forskellige oplæsninger og projicerede billeder på nogle af væggene. Billederne hænger side om side, ramme ved ramme som et ekstra tapet, og tilsammen giver de et minde om den store sommer, da museet åbnede. Fynboernes kritikere var allerede på vej ud i forbitret glemsel, da bondemalerne repræsenterede noget frisk i dansk kunst. Som skulle blive stående i foreløbig 100 år som en del af den danske kulturarv.
Dialog med landskabet
Naturen var et af Fynboernes hovedmotiver. Det kunne være pasning af kreaturer eller dyrkningen af landskabet – og det kunne være selve naturen med træer, modne kornmarker, fugle i flugt, stien gennem landskabet og himlen der hvælver sig over det.
Motiverne er der stadigvæk på Fyn og omegn. Man kan i hvert fald finde dem, hvis man vil, og – ligeledes i anledning af 100-årsjubilæet – har Faaborg Museum inviteret en række nulevende kunstnere til at give et bud på, hvilken rolle naturen spiller som motiv for dem.
Blomsterbuketter har – med få undtagelser – været et umuligt motiv i adskillige tiår, men Camilla Berner har et interessant nyt perspektiv på det i sin fotoserie »Planteindsamling«. Før Krinsen på Kongens Nytorv i København blev afspærret på grund af metrobyggeriet, var der ti veldefinerede plantearter, der udgjorde den dekorative beplantning af anlægget, i hvis centrum man finder en rytterstatue forestillende Christian V. Efter området blev afspærret, og gartnere ikke længere plejede anlægget, voksede ikke færre end 84 vilde arter frem – og det er denne botaniske mangfoldighed, Camilla Berner fastholder i sit bidrag til udstillingen »Bring naturen ind«.
En anden af de inviterede kunstnere er Søren Lose, der har opsøgt nogle af de steder i landskabet, Fritz Syberg har malet, men synsvinklen er skiftet fra dengang til nu. Der er ikke længere noget djærvt og varmt, noget fortroligt over landskabet, som da Syberg så på det. Der har sneget sig en kulde eller fremmedgørelse ind i de perfekte fotografier. Det er ikke så dejligt ude på landet. Der er mennesketomt og ensomt.
En beslægtet forladthed og en udpræget melankoli finder man på udstillingen i Ulrik Møllers meget smukke landskabsfotografier af helt overvejende danske landskaber, der undertiden er ved at antage en symbolistisk karakter og således måske kan lede tanken hen på de – netop symbolistiske – malere, der i sin tid under Bondemalerstriben kritiserede Fynboerne. Men i Ulrik Møllers billeder ligger der ikke en afstandtagen. Der hviler en bittersød melankoli.
Så er der – næppe overraskende – større munterhed over Randi & Katrines bidrag til jubilæumsudstillingen. Kunstnerduoen, der både er udstillingsaktuelle på kunstmuseerne i Ishøj og Køge, har tilsyneladende taget udgangspunkt i et andet af Fynboernes motiver. Legende børn og glade dage ved vandet. En zoetropet er en maskine, der blev opfundet i Fritz Sybergs sidste leveår. Maskinen kan ved at dreje hurtigt rundt give en illusion om, at et billede bevæger sig – ligesom en tegnefilm – og her finder man et af værkerne, hvor man ser en ung pige på en strand, og så sker der noget, der forskrækker hende. Randi & Katrine har ofte udstyret bygninger eller skulpturer forestillende bygninger med menneskelige træk, og på udstillingen er det blandt andet et sjovt vægobjekt forestillende en tegneserieagtig konkylie. Og man ved jo nok, hvad der er inde i en konkylie. Når man lytter til den, kan man høre havet bruse. Hos Randi og Katrine kan man også se havet og dets bølger, der ruller mod land.
Der er flere andre bidrag til den udstilling, der forekommer at være et relevant apropos til Fynboernes – bondemalernes udkantskunstnernes – skæbne i det danske kunstliv, indtil mæcenen Mads Rasmussen knæsatte deres betydning med det smukke museum i Faaborg. Det kan sagtens være vanskeligt i begyndelsen med nye måder at skabe kunst på. Men er kvaliteten i orden, kan man også se på resultaterne 100 år senere.
Hvad: I skøn forening. Udstilling og bogudgivelse i anledning af 100-året for åbningen af Faaborg Museum.
Hvornår: Åbent juli og august dagligt 10-16, onsdage tillige til 18. Herefter: Tirsdage-søndage 10-16. Til 2. januar.
