Kunsthistorien rummer skikkelser, hvis liv er så tragisk og spektakulært, at det kan være vanskeligt at afgøre, hvor (om overhovedet?) grænsen kan drages mellem biografi og værk, mellem mytologi og kunst.
Det er den mexicanske maler Frida Kahlo (1907-54) et næsten pædagogisk klart eksempel på. Dette efterår viser Kunstmuseet Arken en udstilling af hendes billeder – og dermed indirekte også en udstilling af hendes liv. Hendes (lidelses)historie er ekstrem.
Magdalena Carmen Frieda Kahlo y Calderon bliver som ung pige først ramt af børnelammelse og siden invalideret ved en trafikulykke. Resten af sit korte men smertefulde liv gennemgår hun talrige operationer, ligesom hun aborterer tre gange.
Hun var gift med det 20 år ældre nationale ikon, Diego Rivera, Mexicos mest berømte maler, med hvem hun levede et stormfuldt liv præget af utroskab, skilsmisse og genforening. Blandt hendes egne elskere tælles den russiske revolutionære Lev Trotskij, der boede i først Kahlos og Riveras og dernæst hendes forældres hun, hvor han i 1940 bliver myrdet af den sovjetiske statssikkerhedstjeneste.
Frida Kahlos fødsel falder så nogenlunde sammen med den mexicanske revolution – hun ændrede i hvert fald sit eget fødselsår, så det passede med, at hendes og revolutionens begyndelse var samme årstal – og hun var troende kommunist.
En anden kendt sengekammerat var den amerikansk-franske danser og sanger Josephine Baker. Det havde Diego Rivera ikke lige så meget imod, som når hun legede med andre mænd. Omvendt gav det nogen ballade i familien, da Rivera indledte en affære med Frida Kahlos yngre søster. Uden at det af dén grund forbedrede forholdet til svigermoderen, der havde været stærk modstander af Frida Kahlos ægteskab med Rivera. Både det første og det andet.
Ironisk nok ville hun som ganske ung have læst medicin, men den tragiske sygdom får hende til at vælge at blive maler - og som sådan begejstrer hun sin samtids store kunstpersonligheder som eksempelvis Picasso, Max Ernst og André Breton, der så hendes billeder som surrealistiske.
Det afviste hun selv. Hun malede ikke drømme. Hun malede sin egen virkelighed, hævdede hun med en vis ret, og mere end en tredjedel af hendes billeder er selvportrætter. Adspurgt gav hun en gang udtryk for, at hendes egen krop var det motiv, hun kendte bedst – og at hun i øvrigt ofte var alene.
Sin egen skæbne malede hun i et sprog befrugtet af mexicansk folkekunst med dets stærke farvetone og fabulerende symbolske fortællemåde, der forekommer syleskarp i forhold til for eksempel det naivistiske forbillede, den franske 1800-tals-maler Henri Rousseaus paradisiske idyller. I sine motiver behandler hun ofte temaer som lidelse, splittelse og længsel. Aben, der i mexicansk kultur kan ses som et symbol på liderlighed, optræder ofte i hendes billeder
Mellem- og sydamerikansk kunst kan umiddelbart forekomme fremmedartet for nordiske syn og sjæle. Mennesker fra forskellige kulturer kender ikke altid koderne og symbolerne i hinandens billeder og litteratur. Kunst er ofte bygget på referencer til sproget, mytologi og eventyr, landskaber osv. Men ikke desto mindre rækker Frida Kahlos påtrængende fortællinger om smerte og tragedie over tid og tradition og bliver et eksistentielt vedkommende budskab om livet og om den trods, individet kan byde sin skæbne. Frida Kahlos sidste billede var et stilleben forestillende flækkede vandmeloner i flok, med den inskription, der skulle blive dets titel, »Viva la vida«, Leve livet.
Der har imidlertid været spekulationer over, hvorvidt hun tog sit eget liv. I sin dagbog skriver hun nogle få dage forud for sin død:
»Jeg håber, min bortgang bliver munter – og at jeg aldrig vender tilbage.«
Særudstillingen af værker af Frida Kahlo ledsages af en udstilling, hvor kunstmuseet i Ishøj anvender sin egen samling aktivt. Det er noget, alt for få danske museer gør. Men Kahlos skæbne – som invalid at være fanget i sin krop – har inspireret museet til at finde nogle værker, der tematiserer og undersøger andre erfaringer i at føle sig i en forkert krop. Kvinder der hellere vil være mænd eller omvendt.
Blandt de deltagende kunstnere er for eksempel Elina Brotherus, Marlene Dumas, Elmgreen & Dragset, Mona Hatoum, Jesper Just, Peter Land, Sarah Lucas, Shirin Neshat, Tim Noble & Sue Webster, Julie Nord, Grayson Perry, Erik Steffensen, Lene Stæhr og Wolfgang Tillmans.
Kunstmuseet Arken viser udstillingen om Frida Kahlo og hendes tid mellem 7. september og 12. januar.
